Nyhed

Village People kommer til København

Der er mulighed for at synge med på "Y.M.C.A." på Københavns havn til april

De tog deres bandnavn fra New York-kvarteret Greenwich Village, som var kendt for sit livlige, homoseksuelle miljø - og blev da også selv ikoner for mange homoseksuelle i dets storhedstid i slutningen af 1970'erne og starten af 80'erne.

Den 23. april 2023 er der så mulighed for at opleve den aktuelle inkarnation af Village People, når de besøger Docken i København og med overvejende sandsynlighed medbringer kendte og elskede hits som "In the Navy", "Macho Man" og ikke mindst "Y.M.C.A" - sangen fra Village Peoples 1978-album Cruisin, som blev deres største hit.


Village People blev grundlagt af de to franske producere Jacues Morali og Henri Belolo samt den amerikanske sanger Victor Willis og albumdebuterede i 1977.

Morali døde af AIDS-relaterede lidelser som blot 44-årig i 1991; Belolo gik bort i 2019, og Willis er således eneste oprindelige medlem i den gruppe, som besøger København næste år.

Billetter koster 596 kroner og kan købes her, men så kan man også se frem til - med arrangørernes ord - "den ultimative dansefest for alle generationer."


Village People skulle have spillet på den aflyste Tinderbox Festival i sommeren 2020, men nu bliver der altså endelig anledning til at trimme moustachen, skrue læderkasketten på og indtage dansegulvet.

ANNONCE