Nyhed

Ny sang skal tjekke de unges hørelse

Stadig flere danskere lider af høretab eller tinnitus, og det skal en ny sang nu sætte fokus på

Brugen af headsets stiger hele tiden, og samtidig er antallet af danskere, der lider af høretab og tinnitus steget. Det ønsker Samsung Nordic nu at sætte fokus på. Sammen med den svenske singer-songwriter Nea og de norske musikproducere Skinny Days har de fået komponeret en ny sang, Hearbeat.

Sangen er ret speciel, for den indeholder frekvenser, der er sværere at skelne afhængig af lytterens høreniveau. Sangen indeholder også ord, der er skjult blandt andre lyde. Hele ideen er at skabe opmærksomhed på, at det er vigtigt at passe på sin hørelse.

I en pressemeddelelse fra Samsung skriver Høreforeningens landsformand Majbritt Garbul Tobberup:


”Musik direkte i ørerne og høj lyd fra spil skal tages alvorligt. Flere og flere børn og unge får tinnitus, og de risikerer at udvikle et høretab tidligere i livet, for de har en risikoadfærd med høj musik eller lyd fra spil direkte i ørerne. Derfor er det vigtigt, at danske børn og unge bliver mere bevidste om at passe på deres hørelse.”

Ifølge Høreforeningen har 800.000 danskere en grad af høretab, og WHO anslår at 1,1 milliard yngre mennesker er i farezonen for at få nedsat hørelse på grund af de nye måder at forbruge musik på.

Høreforeningen kan også fortælle, at på fire år er antallet af unge kvinder, der rammes af tinnitus, steget med 82%.


Det betyder ikke, at vi skal undgå sommerens festivaler, heller ikke selvom der bliver spillet meget høj musik der. Høreforeningen siger, at det er i vores hverdag vi skal være opmærksomme på, hvordan vi forbruger musik.

Her anbefaler de, at vi holder lyttepauser og ikke hører for høj musik i for lang tid ad gangen.

Claus Holm, landechef i Samsung Danmark fortæller i pressemeddelelsen, at i de fleste nye headset og smartphones kan man få notifikationer, hvis man hører musik ved for høj volumen.


”Derudover kan noise cancellation være godt, da det giver mulighed for at justere og tilpasse lyden, så man kan høre musikken på lavere decibel, uden at det går ud over lydoplevelsen,” fortæller Claus Holm.

Du kan finde sangen Heartbeat her, hvor du også kan se en visualisering, der kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor i sangen der er skjulte lyde eller ord. Den udkommer også på alle streamingplatforme i dag.

LÆS OGSÅ: Nu er Chromecast med Google TV klar i Danmark


ANNONCE