Nyhed

Uhørt Festival klar med de første 12 navne

Vækstlagsfestivalen fylder rundt i år, og i dag har den kunnet offentliggøre de første 12 artister til denne jubilæumsudgave. Festivalen byder allerede på en bred vifte af alt fra progmetal og hiphop til electronica

Når Uhørt Festival skydes i gang til august, vil den samtidig kunne fejre 10 års fødselsdag. Indtil videre har festivalen levet op til sin mission, som er at fremme den danske vækstlagsmusik.

Gennem de forløbne år og set i bakspejlets ulideligt klare lys, har Uhørt i den grad vist sig at have øje for det næste store navn herhjemme. Om det er The Minds of 99, Lucky Lo, Bæst eller Blæst, så har de været forbi Uhørt.

I dag kan festivalen så løfte sløret for årets 12 første bud på det næste spændende inden for de forskellige musikeres respektive genrer.


Blandt højdepunkterne i den nys annoncerede række af navne er den progressive metal-kvartet ÊTRE, der smadrer igennem med skæve, voldsomme og flotte melodier.

Hertil kommer duoen Wordspray, der består af rapperen Kuku Agami og produceren Boef1, hvor der leveres lækre old-school produktioner, som Agami spytter heftige sandheder over.


Og endelig er der den færøske sangerinde Marianna Winter, der leverer en god sammensmeltning af r&b, lo-fi og indiepop-tendenser.

Alle de annoncerede navne kan ses under artiklen. Uhørt Festival foregår fra den 18. til den 20. august, og billetter kan købes via festivalens hjemmeside.

 


Uhørts 12 første navne

August Høyen

BONAD


Esben Svane

Être

Eyjaa


Fadi

Konvoj

Marianna Winter


Omsorg

Skraek

Sosa


Wordspray

 

LÆS OGSÅ: AiaSound klar med fem nye navne


ANNONCE