Nyhed

Noel Gallaghers guitar, der blev ødelagt, den aften Oasis gik i opløsning, er solgt for formue

Et stort skænderi og en ødelagt guitar blev bandets endeligt, og nu har denne guitar fået sig en ny ejer

Oasis gik fra hinanden kort inden deres planlagte koncert på Rock en Seine-festivalen i Paris tilbage i 2009. Koncerten, ja den spillede de aldrig, og under deres skænderi blev Noels røde Gibson-guitar beskadiget. Hvad er værdien så af en lidt ødelagt Gibson, tænker du måske? Svaret er 2.868.111 danske kroner, i hvert fald hvis den tidligere ejermand hedder Noel Gallagher.

Ifølge NME var guitaren vurderet til at koste op mod 500.000 euro, der svarer til 3,7 mio. danske kroner, da det sidste måned blev offentliggjort, at guitaren ville komme på auktion.

Den høje vurdering skyldes, at den røde Gibson markerer et form for “kult-øjeblik” i moderne musikhistorie. Sådan lød det fra Jonathan Berg, der er grundlægger af Artpèges gallery, som stod bag auktionen. Og det var da også et ret skelsættende øjeblik, da Oasis få minutter før koncertstart aflyste deres spillejob og Noel Gallagher forlod bandet med øjeblikkelig virkning. En beslutning, der skabte ramaskrig og stor frustration blandt de mange Oasis-fans og som fik pressens fulde opmærksomhed – og også blev nævnt i DR's radioavis.


Faktisk var pressedækningen så voldsom, at Noel Gallagher ikke kunne komme hjem til sin kone og børn i England, da deres hus var omringet af journalister og fotografer. I stedet blev familien smuglet ud og fløjet til Frankrig, så de sammen kunne ride stormen af, selvom stormen dog stadig ventede på dem hjemme i moderlandet.

Om sin beslutning om at forlade bandet har Noel Gallagher udtalt: “Jeg følte ingen form for lettelse, fordi jeg vidste, at der var en shitstorm på vej ” Sådan skriver NME

Det var da heller ikke en nem beslutning at tage, men det sidste skænderi med Liam var det, der fik bægeret til at flyde over. Selvom brødreparret var notorisk kendt for at skændes og være i konstant konkurrence med hinanden, og det også var dette spændingsforhold, der skabte og drev Oasis til den kæmpe succes bandet fik, så blev det til sidst deres undergang. 


Liam Gallagher udtalte for nylig, at det er 10 år siden, han sidst så sin bror Noel, og selvom rygterne løbendede har svirret om en forestående genforening, så er det vist ikke mere end ønsketænkning. De to brødre, der siden har haft succesfulde solokarrierer, er fortsat ikke på talefod – og den beskadigede Gibson står fortsat som det endelige punktum for Oasis.

ANNONCE