GAFFA - alt om musik
Doherty klar med endnu en forsmag på næste uges nye album
Det er en god periode for fans af den efterhånden 42-årige, britiske bulderbasse Pete Doherty. For få uger siden blev det annonceret, at han kommer til København med sit gamle band, The Libertines, til efteråret.
I næste uge er Doherty albumaktuel sammen med sin franske kollega Frédéric Lo. Og nu har makkerparret sluppet en ny forsmag på albummet, som har fået titlen The Fantasy Life of Poetry and Crime og udkommer på Dohertys eget selskab, Strap Originals.
Den nye sang bærer den tidssvarende titel "The Epidemologist" og følger i kølvandet på offentliggørelsen af albummets titelnummer samt sangen "You Can't Keep It From Me Forever". Du kan se den nye video i bunden af artiklen.
LÆS OGSÅ: Pløret Pete Doherty anholdt to gange på to døgn i Paris
"Da Frédéric og jeg sad ved køkkenbordet med vores guitarer og skrev, ville vi gerne frembringe samme følelse som (Morrisseys sange, red.) "The Last Of The International Playboys" eller "Everyday Is Like Sunday", udtaler Doherty ifølge NME om den nye single og tilføjer:
"Teksten indeholder en række referencer til film, forfattere og bøger. Den handler om håb, når tingene er noget rod". Pete Doherty har gennem flere år boet i Frankrig, og 2017 var GAFFA på en eksklusiv visit hos Doherty i hans hjem uden for Paris.
Doherty har gennem karrieren været notorisk kendt for sin misbrugsadfærd og medfølgende aflysninger af koncerter. Men hvis alt går som planlagt, er der mulighed for at opleve The Libertines på scenen på Store Vega i København den 1. november 2022. Billetsalget er i gang.