Nyhed

Nyt mål på vejen mod ligestilling i musikbranchen

GAFFA.dk - alt om musik

Seks musikorganisationer er enige om, at det i 2030 skal være muligt for aktører og publikum at tilgå en rådgivende instans, som håndterer eksempler på sexistisk adfærd

I 2021 fastsatte seks musikorganisationer 10 fælles mål om at skabe ligestilling i musikbranchen, som branchen skal arbejde med frem mod 2030. I dag på Kvindernes Internationale Kampdag 2022 har de seks organisationer opstillet et 11. mål, som zoomer ud og fokuserer på at komme strukturel sexisme i branchen til livs.

Organisationerne er også enige om, at det i 2030 skal være muligt for aktører og publikum at tilgå en rådgivende instans, som håndterer eksempler på sexistisk adfærd. Det skriver Dansk Musiker Forbund i en pressemeddelelse.


Sekretariatslederen i Dansk Komponistforening, Sine Toft Hannibal, har udtalt til Kulturmonitor, at det kunne være hensigtsmæssigt at placere den uafhængige rådgivningsinstans uden for kulturbranchen – eksempelvis hos Institut for Menneskerettigheder eller Kvinfo.

Fremskridt i kampen

De seks organisationer offentliggør status på alle 11 mål i en pressemeddelelse fra foreningen Professionelle Sangskrivere og Producere. På billedet har de seks organisationer fremlagt en række indfriede delmål inden for de 11 overordnede fælles mål.


Fremskridt i det nye 11. mål er eksempelvis indtil videre, at fire ud af de seks organisationer har skrevet kønsneutrale betegnelser i vedtægterne. Derudover har Dansk Musiker Forbund indledt en intern proces for at skabe bedre balance mellem køn; Dansk Artist Forbund har etableret en kønsneutral rådgivningstelefon, og Autor har foreslået kulturministeren at skrive målsætning om køn ind i Public service-aftalen.

Se her, hvordan de seks organisationer har gjort fremskridt i alle 11 mål 

Alle seks organisationer arbejder både i fællesskab og internt hver især. 


LÆS OGSÅ: TEMA-ARTIKEL: Kønsubalance i musik er strukturel sexisme

Fælles for målene er at komme kønsubalancer til livs og tilvejebringe eksempelvis ligestilling på musikuddannelser, lige løn for lige arbejde i musikbranchen samt at forebygge krænkende adfærd. GAFFA har oplistet alle målene i en artikel fra sidste år.

ANNONCE