x

TEMA-ARTIKEL: Kønsubalancen i musik er strukturel sexisme

TEMA-ARTIKEL: Kønsubalancen i musik er strukturel sexisme

Billedet: Nana Jacobi til et HUN SOLO-arrangement

Kønsdiversitet i den danske musikbranche er endnu ikke en realitet. Selvom ligestillingsdebatten inden for musik efterhånden er blevet fast inventar i den offentlige debat, ses det hverken på bundlinjen eller hitlisterne, men hvorfor? Det korte svar er strukturel sexisme. I kampen for et mangfoldigt musiklandskab dykker vi ned i problematikken, der har lige så mange lag, som den har mænd.

På Kodas liste over de ti mest indtjenende hits i 2019 figurerede én kvinde. På Gramex’ top 20-liste over de mest spillede danske musikere i radioen i 2019 var der én kvinde. I 2019 gik kun 13 procent af alle rettighedsindtægter i musikbranchen til kvinder. De dugfriske tal taler for sig selv, og sammenligner man dem med 2015, viser flere årsopgørelser enten en forværring eller stagnation. Det sker på trods af, at kønsubalancen i selv samme årrække har fået massiv opmærksomhed.

Anna Lidell er forkvinde for Foreningen for Komponister og Sangskrivere, DJBFA, der varetager danske rettighedshavere inden for musik. Hun har også bemærket, at kvindernes tal fortsat er røde og tilskriver det en indgroet uligevægt.

– Ubalancen er så omfattende, at der skal mere til end bare snak. Det kræver en aktiv indsats fra hele branchen, hvis der skal laves mærkbare forandringer. Det er de nye tal et kedeligt bevis på.

Anna Lidell mener, at manglen på diversitet stammer fra et dysfunktionelt økosystem i en branche, hvor mændene altid har domineret. Man har vænnet sig til det, og det gør det vanskeligt at lave ændringer, uden det bliver et langt sejt træk.

En kønsliggjort branche

At ubalancen i musik er en indgroet størrelse, kan Katrine Wallevik, musikforsker og bestyrelsesmedlem i foreningen Kvinder i Musik, nikke genkendende til. Hun afleverede i efteråret sin ph.d. om musikplanlægningen på P3, hvor kønsdiskussionen viser sig at være relevant i flere sammenhænge. Køn spiller både en rolle i det musikalske indhold på kanalen og i arbejdsmiljøet, hvilket understøtter Anna Lidells påstand om, at det er hele systemer, der er dysfunktionelle. Katrine Wallevik forklarer, at særligt to faktorer er afgørende, når man vil have svar på, hvorfor kønsbalancen halter.

– Musikbranchen er, ligesom det øvrige danske arbejdsmarked, meget kønsopdelt. Der knytter sig for eksempel en maskulin stereotypi til at lave musik, og derfor ser man en overvægt af mænd både på og bag de danske scener.

Den anden faktor, Katrine Wallevik mener har betydning for diversiteten er Vestens kunst- og kulturhistorie. Den har haft tradition for at udstille kvinden som objektet, hvorfor hun ikke også kan være afsender.

– På den måde bliver det en dårlig kombination af nogle oldgamle dyder og et arbejdsmarked, hvor kvinderne er i undertal. Læg dertil, at musikbranchen er meget prestigefuld og konkurrencen er ekstremt hård.

Det kan nærmest kun gå galt. Katrine Wallevik fastslår, at kvinder i musik rammes af strukturel sexisme. Ikke fordi mænd har onde intentioner, men fordi fortidens magtstrukturer stadig hersker. Samtidig gælder alle kneb i hård konkurrence, så når man fastholder kønsliggørelsen af branchen, kan det også være som et karriere-move.

– Der er en tendens til at lægge ansvaret over på kvinderne. At det er deres eget valg, om de vil arbejde med musik eller ej. Men i virkeligheden bliver de centrifugeret ud af arbejdspladserne i kraft af de mange strukturer, der frastøder dem, forklarer Katrine Wallevik. Arbejdskonstruktionerne er lavet af mænd til mænd og kommer derfor også deres karriere til fordel. Det er Katrine Walleviks erfaring, at mange kvinder ender med at søge væk fra musikken og i stedet vælge fag, der gør deres liv lidt nemmere. Mindre konkurrencefyldte fag med mere ordnede forhold og ansættelsesprocesser, der styres mere stringent.

Nana Jacobi er pop-artist og sangskriver. Hun er også medstifter af musikkollektivet og pladeselskabet HUN SOLO sammen med kollegerne Kirstine Stubbe Teglbjærg og Anya Mathilde Poulsen. Projektets ambition er at fremme diversiteten i dansk musik ved at få en større mangfoldighed af kvinder på scenerne. Nana Jacobi kan nemt genkende den centrifugalkraft, der fører kvinder væk musiklandskabet.

– Som ung teenagepige kan det være en stor udfordring at vælge musikken til. Du skal ofte træde ind som ene pige i et drengefællesskab, hvilket er meget sårbart i den alder. Desuden er der ekstremt meget ”ageism” i musik. Når mænd har grå stænk i håret og livserfaring, er de bare mere sexede. Det er på ingen måde tilfældet for kvinder. En kvinde, som er 40 og mor til to, betragtes sjældent som cool. Derudover er det ikke en branche, der ser med milde øjne på, at du lige er to år på barsel. Du bliver hurtigt betragtet som ”ude af gamet” og for gammel.

Privilegieblindhed er endnu en af de store bidragydere til kønsubalancen i musik, mener Katrine Wallevik. Lige meget om det handler om barsel eller hverdagssexisme, så er det svært at ændre på noget, man ikke selv oplever. Et typisk eksempel er, når branchens mange gatekeepere siger, at de træffer valg ud fra kvalitet og ikke fra køn.

– Hvis man tror, at kvalitet er en objektiv størrelse, så er man naiv. Kvalitet er et kontekstdefineret begreb. I kulturhistorien har det at være mand og lave kunst været et kvalitetsstempel, hvor man har været kritisk over for kvindelige kunstnere. Historisk set er der derfor mest kunst, der er lavet af mænd. Argumentet om kvalitet over køn bliver derved undertrykkende, da man altid kan argumentere for, at det, der er mest af, er god kvalitet.

Med andre ord er man nødt til at være kritisk over for den kontekst, ens kvalitetsbegreb står i. Ifølge Katrine Wallevik er det privilegeret at se kvalitet og kunst som noget guddommeligt, man ikke kan røre ved. Det er strukturer, vi selv skaber og dermed også selv kan ændre.

Fra konkurrence til fællesskab

Selvom Nana Jacobi er optimistisk omkring de senere års udvikling i kønsdebatten i musik, mangler hun at se handling fra branchens vigtigste gatekeepere.

– Det er som om, det er de allerstørste, der halter allermest: Radioer, festivaler og awardshows. Der sker mange hovsa-ting, såsom line-ups eller radioflader, der primært består af mandlige artister. Jeg tror, at det ofte sker ubevidst, men vi er alle sammen nødt til at blive mere bevidste, hvis mønstret skal ændres. Ofte ser man det, der kaldes dronningebi-effekten: Hvis der bare er én stor kvinde på plakaten, så behøver vi ikke flere.

Nana Jacobi konstaterer, at den tankegang har været uheldigt selvforstærkende i en branche, der i forvejen har få kvinder. Det har skabt en solid konkurrencementalitet.

– Kvindelige artister oplever, at der er få pladser til dem i branchen. Derfor holder de kortene tæt til kroppen. Imens mændene har været en del af store netværk og givet hinanden jobs, har kvinderne siddet på hver deres ø. Vi har ikke været gode til at have et sisterhood. Det er vi i gang med at vende nu.

Ligesom det dårlige kan være selvforstærkende, kan det gode også. Nana Jacobi fortæller, at der blandt andet ved hjælp af netværk som HUN SOLO og Musikbevægelsen af 2019 er blevet skabt fællesskaber, hvor kvinder løfter hinanden op og står sammen som en enhed.

– Noget af det, der har fastholdt uligevægten i branchen er, at mange ikke har turdet tale om det. I frygt for at komme i bad standing. Musikbranchen i Danmark er så lille, at der er et stærkt afhængighedsforhold til dem, der sidder med magten. Men det er ved ændre sig. Mange af de kvindelige musikere, der bevidst har været tavse i årevis, er begyndt at tale nu.

Nana Jacobi tror, det skyldes, at kvinderne ikke længere føler sig alene. Nu kan de stå sammen om at få spredt budskabet og samtidig skabe et netværk, der gør dem stærkere sammen. Det er af samme årsag, at HUN SOLO har startet eget label. Et label, der kan udfordre de etablerede og rumme andre værdier. På sigt vil det give flere kvindelige rollemodeller i musik. Kvinder, der kan lave ringe i vandet til den næste generation. Ifølge Anna Lidell er det en del af løsningen på kønsubalancen.

– Det er svært for kvinder at spejle sig i mænd. Derfor har vi brug for langt flere kvindelige ledestjerner i branchen. Det er vigtigt at se flere for at tiltrække flere, fastslår Anna Lidell. Hun understreger samtidig, at det ikke kun handler om musikerne selv, men også om lytterne.

– Musik er enormt identitetsskabende. Hvis der kun er få rollemodeller, kan man nemt føle, at man ikke passer ind. Kvindebilledet bliver for snævert.

Med musik som kultur- og identitetsmarkør kan den strukturelle sexisme i musik derved smitte af på opfattelsen af, hvordan man kan være kvinde. Det er alvorligt, og derfor er det også én af grundpillerne i HUN SOLO, fremhæver Nana Jacobi.

– Verden er mangfoldig, og det er kvinder også. De ser forskellige ud, lyder forskelligt, har forskellige aldre og forskellig energi. Det skal vi vise på scenen.

Streaming-algoritmer som usynlig magtfaktor

Listen med, hvad der har indflydelse på kønsbalancen i musik, er uendeligt lang. Det samme gælder for listen med betydningsfulde gatekeepere. Uddannelser, pladeselskaber, festivaler og lignende. En af de allermest magtfulde er streamingtjenesterne. Ifølge IFPI Danmarks seneste årsrapport stod streaming for 97,5 procent af den digitale omsætning i Danmark i 2019. Det svarer til 10,9 milliarder streams. Streamingtjenesterne vil for mange blot være et afspilningsværktøj til musik, men de har en usynlig magt i form af deres algoritme: Algoritmer, der ikke handler i mangfoldighedens tegn, men på kommercielle vilkår. Og ligesom argumentet omkring, at den musik, der er mest af må være af størst kvalitet, så arbejder streaming-algoritmerne også i mændenes favør.

– Fordi der er flere mandelige kunstnere, har mændene også mere data forbundet til deres numre, hvilket betyder, at de bliver spillet for flere, forklarer Anna Lidell. Mekanismen udformer sig i de ekkokamre, man ofte taler om på digitale tjenester, når de giver brugerne mere af det, de i forvejen får. Som en kommerciel forretning ønsker man ikke at udfordre ens kunder mere end højst nødvendigt. Man skal sikre sig, at de bliver i biksen. Den konstruktion kan ikke ændres, uden man ændrer algoritmernes udvælgelseskriterier.

– Det første, Spotifys algoritme ser på er køn. Før den ser på genre, ser den på, hvilket køn musikken har. Er det virkelig det vigtigste? Det er nødt til at blive ændret, fastlår Anna Lidell.

En måde, streamingtjenesterne hurtigt kan lave forandringer på er de kuraterede playlister. At de udformes af eksperter, der også tager hensyn til kønsbalancen. Men her bliver kønsdiversiteten i musikbranchen endnu engang en udfordring. Størstedelen af dem, der udformer playlisterne er mænd. Det er Katrine Walleviks erfaring fra DR, hvor der også laves playlister og algoritmer, bare til radioen.

– Mændene dominerer posterne, der indstiller algoritmer og playlister. Det er ikke kun et mangfoldighedsproblem i forhold til magtfulde positioner i arbejdslivet, men det er også en udfordring i forhold til musikudvælgelsen, idet mændene ikke ser kønsubalancen lige så tydeligt.

I kombination med markedsorienterede interesser arbejder den strukturelle og ubevidste privilegieblindhed hos mændene altså imod kvindelige musikere på streamingtjenesterne.

Hvad nu?

Selvom vi skriver 2020, er der stadig lang vej til kønsligestilling i den danske musikbranche. Det viser tal fra både Koda, Gramex, Spotify og Danmarks Statistik. Årsagen er en strukturel sexisme, der befinder sig et sted mellem en kønsliggjort branche, indgroede kulturelle vaner og privilegieblindhed.

Debattens udvikling de senere år har dog taget mange skridt i den rigtige retning. Problemets anerkendelse vinder frem, mens fornægtelsen er på retur. Et af stederne, det sker er hos radiokanalers højborg, Danmarks Radio. De licensfinansierede radiokanaler på DR står ifølge Gallup for 75,3 procent af de samlede danske lyttertal, og deres største kanal, P4, har over 2,8 millioner lyttere hver uge (august 2020). DR er altså en afgørende gatekeeper at have med på holdet – både i kraft af deres lytterflade og ikke-kommercielle afsæt. DR’s nyansatte radiochef Anette Kokholm fortæller, at DR på sine radiokanaler, og på DR generelt ønsker at udfylde public service-opgaven bedst muligt og altid justerer løbende.

– Man har en særlig forpligtelse, når man udkommer for skatteydernes penge og oveni det har størstedelen af landets radiolytning. Derfor tager vi vores rolle i forhold til kønsubalance alvorligt, fastslår Anette Kokholm. Faktisk tager DR det så alvorligt, at organisationen netop har igangsat en undersøgelse af sine radiokanaler. DR vil blandt andet kortlægge, hvordan det står til med kønsdiversiteten på kanalerne og holde resultaterne op mod det faktiske musikudbud for at se, hvilket grundlag, DR har at lave nye eventuelle nye tiltag ud fra.

Debatten blev aktuel, da Gramex’ årlige opgørelse over kunstnere med flest radiominutter landede sidste sommer. Listerne bestod udelukkende af mænd. Det fik mange kvindelige musikere til tasterne, blandt andre Anya, der kaldte ligestilling i musikbranchen ”en by i Rusland”.

Anette Kokholm fastholder dog, at intet er sort-hvidt.

– Når jeg er på festival, bemærker jeg også, at der er markant færre kvindelige end mandlige artister på plakaten. Men det kan der være mange grunde til. Det samme gælder for radioen. Man er nødt til at se på baggrunden for skævvridningen, og den er vi i gang med at finde.

Der skal kigges både dybere og bredere, når det kommer til at forbedre kønsdiversiteten i musik. Alle musikkens aktører skal tage deres del af ansvaret, hvis smittekæden med strukturel sexisme skal brydes. Fra radiokanaler og musikselskaber på makroplan til musikskoler og spillesteder på mikroplan. Om det er pigen, der gerne vil spille trommer og søge ind på konservatoriet, musikselskaberne, der skal signe flere alsidige kvinder, streamingtjenesterne, der skal fjerne køn som selektionskriterium eller musiklytterne, der skal træde ud af gamle vaner og opsøge musik, der udfordrer kønsdogmerne. Alle skal bidrage, ellers batter det ikke.

Ulighed i musikbranchen er på én gang en del af samfundets generelle ligestillingsdebat og et vigtigt redskab til at formidle selv samme diskussion. Kunst og kultur afspejler samtiden og kan agere forbilleder for nutiden. Kønsdiversitet i musiklandskabet handler derfor ikke om hævede feministiske knoer, men om ikke at reproducere strukturel sexisme ved at formidle den i kunsten. Musik er identitetsskabende og bliver derved afgørende som en kulturel institution i kampen for at skabe et mangfoldigt samfund, der rummer alle slags forbilleder uanset etnicitet, seksualitet eller køn.

Uligevægten i tal

For at vise, hvordan kvinderne begår sig på sendefladerne og indtjeningsfronten, er her lidt statistik fra de seneste år:

Danmarks Statistik:

Fordeling af rettighedsindtægter i den danske musikbranche fordelt på køn:

  • 2019: 87% til mænd, 13% til kvinder
  • 2017: 87% til mænd, 13% til kvinder
  • 2015: 86% til mænd, 14% til kvinder

Gramex:

Radioernes top 10-lister over mest spillede danske musik fordelt på to grupper, ”producere og studiemusikere” og ”hovedartister”:

  • 2019: Der er to hovedartister: Clara og Alphabeat, hvor Stine Bramsen er medforsanger. Til gengæld er der ingen kvindelige producere eller studiemusikere på listen.
  • 2017: Der er ingen kvinder at finde blandt den mest spillede radiomusik.
  • 2015: Endnu engang er der ingen producere eller studiemusikere, men til gengæld er der tre kvindelige hovedartister på listen: Medina, Marie Key og Stine Bramsen.

Koda:

Top 10-opgørelser over de mest indtjenende danske numre i Danmark det pågældende år:

  • 2019: MØ er den eneste kvinde på listen.
  • 2018: Der er ingen kvinder i top 10 dette år.
  • 2017: MØ optræder på listen hele to gange, men stadig som den eneste kvinde.

Spotify:

Streamingtjenestens årlige top 10 over de mest streamede nationale og internationale kunstnere i Danmark:

  • 2019: Der er én kvinde i top 10: Ariana Grande.
  • 2017: Der er ingen kvinder blandt de ti mest streamede artister.
  • 2015: Tre kvinder figurerer på listen: Rihanna, MØ og Ellie Goulding.

Nylige tiltag i musikbranchen, der fremmer kønsdiversiteten

De senere år har båret præg af en masse initiativer, der arbejder med at flytte kønsdiversiteten i dansk musik i den rigtige retning. Blandt vigtige tiltag, du kan se nærmere på, kan følgende nævnes:

  • HUN SOLO
  • Kvinder i musik
  • Hej Søster
  • She Can Play
  • ROSAs Pop-Pilot
  • Musikbevægelsen af 2019
  • Genus – Gender and Equality in Nordic Music Education (nordisk tiltag)

Der er desuden udarbejdet flere rapporter, der behandler emnet, heriblandt ”Diversitet i musikbranchen – mod en bedre kønsbalance” (2017) og den sagnomspundne ”Kønsbalancen i rytmisk musik” (2012), der for alvor startede oprøret om køn i branchen.

Kønsbalancen på forskellige danske musikuddannelser

De musikalske uddannelser kan indikere, hvordan kønsdiversiteten vil udforme sig i fremtiden. Derfor har vi indsamlet optagsfordelingen for nogle af de største danske musikuddannelser:

Offentlige:

  • Det Kongelige Danske Musikkonservatorium: I 2017 var 42% af de optagne kvinder, og i 2019 var procenttallet 48%.
  • Rytmisk Musikkonservatorium: I 2017 optog man 23% kvinder, hvor det i 2019 var steget til 40%*.
  • Det Jyske Musikkonservatorium: I 2017 var 38% af de optagne studerende kvinder, og i 2019 var det faldet til 36%.

* I 2002 optog RMC ingen kvinder, hvorefter skolen begyndte at sætte ind på området, hvilket nu har fået procenttallene til at stige.

Private:

  • Royalties: I 2017 var 38% af deltagerne på Royalties kvinder, og i 2019 var procentdelen på 50%.
  • Innovative Music Management og Innovative Artist Academy: Uddannelserne ønsker ikke at opgive deres tal, men flere deltagere udtaler, at balancen mellem køn er nogenlunde ligeligt fordelt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA