Vi giver her et tilbageblik på highlights fra hendes karriere
Det er 20 år siden, at punk-pop-sangeren udgav sit debutalbum Let Go. Siden da har Avril Lavigne haft en stor karriere, hvilken hun nu, i forbindelse med sit 20-års jubilæum, har modtaget en stor anerkendelse for. Det skete den 31. august i Hollywood i Los Angeles, hvor Lavigne modtog en stjerne på Hollywood Walk Of Fame med en tilhørende ceremoni.
I sin takketale fortalte sangeren om sin første tur til LA, da hun var kun 16 år gammel. Dengang fik hun taget et billede af sig selv ved en af stjernerne på gaden med en bestemt T-shirt på med ordene ”Skateboarding is a Crime” – hvilken hun pludselig skiftede til midt i talen, mens hun fortalte – her citeret fra Billboard:
”Jeg elsker at lave musik i dag, mere end nogensinde. Jeg føler mig så inspireret. Og jeg håber, at den næste 16-årige fra en lille by, der kommer til Hollywood en dag fuld af håb og drømme, ser denne stjerne og tænker "Åh gud, mit navn kunne også komme herpå engang". Fordi det kan det. Sikke 20 fantastiske år det har været, og jeg kan ikke vente til de næste 20, bitches! Lad os gøre det!”.
I løbet af sin karriere har punk-pop-prinsessen udgivet syv album og har opnået flere anerkendelser og nomineringer – blandt andet syv Grammy-nomineringer. Med sin særegne punk-poppede lyd har hun været med til at influere og udvikle genren i starten af årtusindeskiftet.
Hun var 18 år, da hun i 2002 udgav sit debutalbum Let Go, der er det bedst sælgende album af en canadisk artist fra dette årtusinde. Med det efterfølgende album Under My Skin fra 2004, der solgte 10 millioner eksemplarer på verdensplan, placerede sangeren sig øverst på Billboard 200 listen i USA.
LÆS OGSÅ: Avril Lavigne vil lave Sk8er Boi-hittet til en film
På sit tredje album opnåede Lavigne særligt en international succes med hittet ”Girlfriend”, der desuden var den første af sangerens singler til at lande på toppen af Billboard Hot 100 listen i USA. Hendes fjerde og femte album blev tildelt guld i blandt andet Canada og USA, og på hendes seneste album Love Sux fra i år kan man atter høre punk-elementet, der kendetegner sangeren. GAFFAs journalist skrev dengang om annonceringen af albummet, hvis budskab at stole på, hvem man er – som Lavigne fortalte om:
”Jeg ville sikre, at jeg skrev musik, som folk kan relatere til. Det handler om at sætte pris på dig selv og vide, at du er tilstrækkelig. Det er virkelig et kærlighedsbrev til kvinder”.
Før Love Sux havde Lavigne udgivet albummet Head Above Water i 2019, efter hun siden 2014 havde holdt en pause fra musikken på grund af den alvorlige sygdom Borreliose.