Nyhed

Ed Sheeran elsker Pokemón på ny single

Englænderen dyrker sin livslange kærlighed til figurerne på ny sang

Ed Sheeran har altid været fan af Pokemón. Som barn glædede han sig over kortene, man kunne være så heldig at få sjældne versioner af og senere vise frem for kammeraterne på skolen.

Som 8-årig fik han en GameBoy med spillet Pokemón, og i en alder af 31 år rejser han stadig med spillemaskinen for at få tiden til at gå – og for at føle sig som et barn igen.

Kærligheden til figurerne fører nu til, at han idag (29. september, red.) udgiver sangen ”Celestial”. Musikvideoen er animeret af folkene bag Pokemón, som Sheeran lagde vejen forbi, da han var i Japan, står der i en pressemeddelelse i forbindelse med sangen.

I øjeblikket viser han glad sin store samling af Pokemón-bamser og den nye, midlertidige tatovering af Squirtle på sin Instagram-profil, hvor han også lagde teaseren til videoen ud, som du kan se her.

"Celestial" bliver udgivet præcis én måned før, at det femte studiealbum, Equals, har årsdag med store hits som ”Bad Habits” og ”Shivers.” Trods massiv kommerciel succes var et et album, der ikke fik GAFFAs største anbefaling i en anmeldelse, der takserede udspillet til blot to ud af seks stjerner.

”Derfor gør det ondt i mit lille teenagefangirl-hjerte at se, at han er gået fra kreativ trylle-trubadur til ekstremt generisk og letkøbte popproduktioner, der handler mere om at indtage høje pladser på alskens charts, end det på nogen måde har noget på hjerte og skaber plads til refleksion,” skrev GAFFAs anmelder.

Trods anmeldelsen var Sheeran dog i stand til at sælge ialt 160.000 billetter til sin seneste koncertrække i Danmark, hvor han leverede store hits som ”Perfect,” ”Thinking Out Loud” og ”Castle on the Hill."

VIDEO: Se Ed Sheeran optræde med det ukrainske band Antytila

ANNONCE