Turnéaktuelle Sim har aflyst hele sin turné med henvisning til dårlig timing
I det nyeste GAFFA magasin finder du et stort interview med sangeren Oliver Sim, der er kendt fra bandet The xx. Og den 20. oktober 2022 skulle Sim have holdt koncert i Vega i København.
Nu har sangeren imidlertid annonceret på sin Instagramprofil, at han aflyser sine kommende koncerter i september og oktober. Turnéen skulle være afholdt i forlængelse af udgivelsen af Sims kommende solodebutalbum Hideous Bastard, der udkommer den 9. september.
Turnéen skulle efter planen have været indledt den 29. september i Seattle i USA og slutte i London den 30. oktober, men nu er turnéen altså udskudt på ubestemt tid.
”En af grundene til, at Hideous Bastard blev produceret, var fordi jeg kunne forestille mig sangene live. Men timing er alt, og nogle gange sker ting ikke, som vi håber det”, skriver Sim blandt andet på Instagram om beslutningen.
Han er efter eget udsagn ked af at aflyse, men glæder sig til engang at kunne dele sine sange med publikum:
”Koncerterne booket for september og oktober bliver desværre ikke til noget, så vi er nødt til at vente lidt længere med at høre disse sange sammen. Jeg er ked af den ulejlighed, det har skabt, men jeg ser frem til at skabe et sandt hideous show for jer meget snart”, skriver Sim på sin Instagram.
Sims team ønsker ikke at komme med yderligere informationer omkring aflysningen af turnéen, informerer Pitchfork.
Sangerens kommende album vil indeholde de allerede udgivne singler ”Romance With a Memory”, ”Fruit”, ”Hideous” og ”GMT”. Sidstnævnte er produceret af Sims The xx-bandkammerat Jamie xx og sampler Brian Wilson. ”GMT” er også udgivet i et remix af Jamie xx, der udkom i sidste måned.
Det er muligt at få refunderet sine billetter det sted, man har købt dem.
LÆS OGSÅ: Nyt GAFFA på gaden i dag: Mød Saveus, Naja Rosa, Behemoth og mange flere