Ny single er en del af et kreativt projekt, der har intimiteten i fokus
Den 2. september udgav sanger og sangskriver Lasse Aagaard singlen ”Gode intentioner”, der er en forløber for hans kommende debutalbum Farvel Tid, der udkommer den 4. november 2022.
Singlen er indspillet og filmet live på spillestedet Harders i Svendborg. Dette format vil gøre sig gældende for hele det kommende album – hvor tanken om en dokumentarfilm, der ledsager albummet, ligger til grund for den nye kreative proces hos Aagaard.
Hele albummet er derfor blevet indspillet og filmet live på Harders, og nu kan du opleve ”Gode Intentioner” i denne setting:
Om den kreative proces fortæller Aagaard i en pressemeddelelse:
”Jeg arbejder til daglig som filmkomponist, og jeg oplever tit, at folk får nogle helt andre, nogle gange mere intense oplevelser med musikken, når de i virkeligheden har været aktiveret med at skulle bruge øjnene. Det er som om, at musikken kan få lov til at snige sig ind ad bagvejen, og det ville jeg gerne undersøge – gøre sanguniverset til en slags meditation”, udtaler Aagaard og fortsætter:
"'Gode intentioner' handler om at opleve, at ens bedste bedrifter og mest oprigtige forsøg hverken gør fra eller til. At gå verden i møde med gode intentioner og alligevel blive mødt med kolde skuldre. At vejen til Helvede flugter med ens forsøg på at skabe en bedre verden”.
Det kommende album tager udgangspunkt i Aagaards eget liv, hvor særligt tabet af faren som 15-årig har haft betydning for sangerens liv og hans overgang fra barn til voksen. Albummet ser tilbage på det liv, der har skabt en og på de ting, der har udviklet en. Som Aagaard formulerer det:
”Farvel tid er en slags flaskepost fra mit voksne jeg til den 15-årige Lasse; sådan ser livet ud tyve år fra nu. Det her er, hvad der er hændt dig”.
Aagaard ønsker at projektet bliver en håndsrækning til dem, der har brug for det – for det havde han selv brug for dengang, han var teenager. Tidligere var Aagaard forsanger og sangskriver i bandet Den Fjerde Væg, der fra 2012 til 2020 udgav fire album på Sony Music, men nu er han gået solo.
LÆS OGSÅ: Albumaktuelle Den Fjerde Væg: At give slip på godt og ondt
Farvel tid vil blive udgivet som album den 4. november, og efterfølgende vil det blive udgivet som en dokumentarfilm.