Nyhed

VIDEOPREMIERE: Oplev Patinas Smukfest-optræden i ny musikvideo

Blandt bøgetræer og besøgende spillede bandet på Smukfests Stjernescene

Patina har haft en sommer i koncerternes tegn med over 20 optrædener i Danmark. En af dem var på den næststørste scene blandt bøgetræerne i Skanderborg, nemlig Stjernescenen.

Nu har de udgivet deres liveversion af nummeret ”Genstart” med en tilhørende video, der viser et hoppende publikum, der synger med det treenige band fra Sydfyn, der ønsker at præsentere en optræden, der adskiller sig fra albummet:

– Indspilningen er bestemt et godt pejlemærke til liveshows, men vi ønsker ikke at publikum går til koncert med os og oplever, at de lige så godt kunne have hørt pladen, siger Søren Bastrup Bojsen, en af de tre forsangere fra Patina, i en pressemeddelelse.


Du kan se deres optræden med nummeret ”Genstart” fra albummet af samme navn her:

Godt en måned før videoen blev optaget, var trioen på Tinderbox, hvor GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt kvitterede for deres koncert med fem stjerner.


”Det nærmest bimler og bamler med ørehængere, og godt nok er tempoet generelt så højt, at man næsten bliver helt forpustet, men jeg bliver simpelthen godt gammeldags glad i låget af at høre sangene - måske påvirket af, at langt størstedelen af teltet synes at have det på samme måde og næsten konstant klapper og synger med,” skrev han.

LÆS MERE: PATINA-ANMELDELSE: Den fynske poptrio var ikke til at stå for

Patina spiller igen til oktober med deres ”Genstart Tour,” når de kommer forbi København, Aarhus og Aalborg.


ANNONCE