Idéer om det helt rigtige musikalske udtryk er dræbende for kreativiteten og tager ofte styringen i skabende processer. De fordomme lærte Kamille Beckett Stenbæk at gøre sig fri af på Den Rytmiske Højskole.
Artisten Kamill, som har det borgerlige navn Kamille Beckett Stenbæk, gik sidste år i finalen i P3’s talentprogram KarriereKanonen. I dag lever hun et liv med musik, men ikke helt af musik – endnu, som hun siger. Den skelnen lærte hun, da hun i 2020 var elev på Den Rytmiske Højskole.
Selvom det var lidt som en drøm, der brast, føler Kamille Beckett Stenbæk sig i dag heldig, at en lærer på skolen vaskede lidt af det stjernestøv væk, der kan dække over musikbranchens hårde sider. For eksempel at mange musikere har andet arbejde ved siden af.
“Det var virkelig godt, for så vidste jeg, hvad jeg gik ind til, da jeg igen begyndte at opsøge musikken,” fortæller hun om tiden efter sit ophold.
Hun er glad for, at hun i skolens trygge rum og blandt andre med samme musikalske drømme som hendes lærte at se realistisk på sine ønsker – uden at de forsvandt.
Kamille Beckett Stenbæk har altid villet lave musik, men igennem folkeskole og gymnasium oplevede hun, hvor hurtigt konkurrence og sammenligninger kan sætte sig som selvkritik. Derfor turde hun i lang tid ikke at fortælle andre om drømmen. For hvad nu, hvis de syntes, det var naivt? Hvad nu, hvis hun ikke var god nok?
“Det lød barnligt at sige, at jeg gerne ville være sanger, syntes jeg. Men jeg drømte om det. Det gjorde, at jeg øvede mig fucking meget og gik virkelig militant til værks,” siger hun.
Drengene tog i studiet
Men lige meget, hvor meget Kamille Beckett Stenbæk øvede sig, kom hun hverken til at ligne eller lyde som sine forbilleder.
“Da jeg begyndte at skrive musik, var det rap, jeg skrev, selvom jeg ikke var så god til det. Jeg blev hele tiden skuffet over, at min stemme lød som min egen. Jeg blev skuffet over, at jeg ikke lød som en mand, fordi jeg primært havde hørt mandlige rappere,” siger hun og fortæller, at det ikke lå i kortene, at kvinder i hendes omgangskreds gik op til mikrofonen i studiet. Mændene var til gengæld gode til at bakke hinanden op.
På Den Rytmiske Højskole prøvede hun urban-linjen af, og her blev hun opfordret til at kaste sig ud i at rappe og samarbejde med andre om at skrive musik. Med opbakning fra sine højskolevenner efter en koncert på skolen fandt hun pludselig ud af, at hendes lyd og bidrag var noget, andre kunne lide og respekterede.
“Jeg så en video af det, og så var jeg faktisk tilfreds med det, jeg lavede. Det var sygt nice,” fortæller hun.
Og selvom hun stadig følte sig som kvinde i en mandeverden, fandt hun modet til at skille sig ud og gå sin egen vej.
