Den forgangne festivalsommer har været fuld af gode stunder på landets festivalpladser, hvor en særlig duft har indfundet sig foran de mange scener. Der er ved at ske noget i Danmark, selvom legalisering af hash er et stykke væk – og det kommer festivalgængerne til gavn.
Hvis du nogensinde har befundet dig på en dansk festival, er der nærmest 100 procents sandsynlighed for, at du før eller er siden er blevet ramt af en karakteristisk, floral duft. Cannabis- og musikkultur har gået hånd i hånd i mere end et halvt århundrede – myten lyder, at det var lettere at skaffe pot end vand på Woodstock Festival i 1969 – og tilstedeværelsen af den grønne plante har tit været et uofficielt navn på plakaten.
De danske festivaler har som udgangspunkt rummet en vis normativ accept af fænomenet. Antidagligdagene, som Smukfest så fint har navngivet dem, opfordrer nærmest til at sænke skuldrene, bestille en formiddagsfadøl og trække vejret med næsen – selv hvis der er risiko for andet end frisk luft i lungerne. I Klovn – The Movie udødeliggjorde Lars Hjortshøj og Casper Christensen ligefrem ”den årlige bomkarl” som en fast del af festivaloplevelsen.
Den danske model
Trods antidagenes indbyggede anarki er den hash og skunk, som de fleste sidestiller med cannabis, stadig ulovligt i Danmark. I hvert fald den slags, der indeholder det psykoaktive stof THC, som er det, man bliver skæv af at indtage. Såfremt ordensmagten kommer i besiddelse af disse, vil det medføre en konfiskation og bødestraf afhængig af mængden i besiddelse.
Men der er et paradigmeskift undervejs i hele Europa, som strækker sig ud over Hollands notorisk progressive coffee shop-kultur og Portugals mangeårige laissez faire tilgang til euforiserende stoffer, herunder THC-holdig cannabis.
Cannabis på plakaten
Herhjemme har en stadig større del af befolkningen hungret efter en legalisering på rekreativ cannabis til nydelse. For mange går det hånd i hånd med fridag, ferie og selvfølgelig musikfestivaler. Det virker på hovedet at straffe folk for at indtage et nydelsesmiddel, som syd for grænsen i Tyskland har været lovligt at besidde og nyde op til 25 gram af – uagtet om man befinder sig på festival eller ej.
I Danmark er lovgivningen sådan, at produkter med under 0,2 procent THC er lovligt at sælge, hvilket har fået markedet til at blomstre. Det skyldes blandt andet, at der er kommet en række producenter på banen, som producerer lovlig cannabis under gældende lovgivning.
En af dem er danske Weedshop, hvor danske forbrugere siden 2021 har kunnet købe lovlig, naturlig cannabis online – på markedsvilkår med kvittering på købet og levering til døren.
De har valgt at gå forrest med en proaktiv strategi, der omfavner gade-, musik og festivalkulturen. Sidste sommer havde de som de første cannabisproducenter nogensinde en scene til den store københavnske gadefest Distortion, og det skal være med til at markere er paradigmeskift i måden, cannabis bliver betragtet på.
– Cannabis-kulturen er tæt forbundet med musikkulturen, indleder Louie Sunde, som er operations manager for Weedshop.
Han fortsætter:
– Derfor var det en naturlig synergi at arrangere en fed koncert med en bred vifte af nye og etablerede artister for københavnerne, samtidig med at vi solgte lovlig cannabis.
– Vi fik en overvældende positiv tilbagemelding fra både festivalgængere og artister. De gav udtryk for, at det var helt naturligt at kombinere cannabis og musik, og at det var på høje tid, at nogen tog det skridt, vi gjorde.
Til gavn for forbrugerne
Bent Andreasen er manager for et dansk new wave-band og som følge deraf ivrig festivalgænger både professionelt og privat. Han tog selv skiftet fra ulovlig THC til lovlig CBD, da han ramte 30 års-alderen.
– Det er et fedt ritual, der kan være, når man er til koncert og ryger. Der er stadig ritualer og den her stemning omkring det, du får bare den afslappende effekt i stedet. Så der er klart ritualet i det.
– På de fleste festivaler er det sådan, at hvis man gerne vil ryge joints, så gør man det. Men folk er helt klart mere nysgerrige på det her og vil gerne prøve det. Jeg slapper også mere af i mit hoved, fordi jeg ikke er skæv – og fordi jeg selv ved, det er lovligt.
Generelt mener Andreasen, at der er sket et skift i kulturen omkring cannabis som helhed – ikke kun på festivalerne.
– Jeg kommer flere steder, hvor normal THC også nydes, så jeg er måske lidt farvet af det, men jeg synes, der er kommet en ret stor accept. Jeg har også fortalt mine forældre, at jeg nyder CBD-produkter en gang imellem. Det ville jeg ikke gøre, hvis det var almindelig cannabis.
Hvad fremtiden bringer på området, er endnu uvist, men det virker mere end nogensinde som et uomtvisteligt faktum, at cannabis er kommet for at blive.
– Vi tror, det er uundgåeligt, at der på et tidspunkt vil ske en legalisering af cannabis i Danmark, fastslår Louie Sunde.
– Vi ønsker at være med til at bane vejen for en sådan legalisering – en vej, hvor danske borgere kan købe cannabis i et reguleret marked, der sikrer både kvalitet og sikkerhed.