x
Simply Red: Arena Fyn, Odense

Simply Red, Arena Fyn, Odense

Simply Red: Arena Fyn, Odense

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

For fem år siden sagde Mick Hucknall og hans Simply Red farvel til fans verden over med en spektakulær afskedsturné, der blandt andet tog det storhittende pop-band forbi Arena Fyn i Odense. Det er 2015, Mick Hucknall er fyldt 55, Simply Red har 30 år på bagen, og eftersom bandet er omtrent 20 medlemmer fra det oprindelige line-up, er det på høje tid, at Mick Hucknall genforenes med sig selv og vender tilbage til Odense med en vaskeægte genforeningsturné.

Michael James Hucknall trådte ind på en beskeden scene, efter en timelapse med forskellige billeder fra stjernens liv havde kørt hen over to skærme. Med sig havde han en akustisk guitar, der skulle hjælpe ham i gang med "Holding Back The Years". Lynhurtigt blev det klart, at vokalen kunne som den skulle, og da det seks mand høje band stemmede i, kunne tvivlere ånde lettet op, for her var en koncert med potentiale. Især hvis man er til en mini-big band-lyd, hvor blæsere kommer i fokus, som Kevin Robinsons afdæmpede trompet-solo under første nummer.

Der kom en god portion krudt på den rødhårede charmetrold med de følgende sange "Sad Old Red", "Home" og "Say You Love Me". Førstnævnte gav anledning til en af mange elegante soli fra Ian Kirkhams udstrakte fingre på saxofonen. Med "Home" blev sanger og band for alvor enig i tempo og lyd, hvilket var fint, fordi Hucknall gav her en af koncertens fineste vokalpræstationer.

Blå-øjet soul

Bandets svæklinge bestod på denne aften af den spritnye trommeslager Roman Roth, der haltede, når en sang svingede for langt fra den poppede blues-soul lagt for dagen og især guitarist Kenji Suzuki med sine ufokuserede og uinspirerende soli på på henholdsvis "For You Babies" og "Your Mirror". Hucknall selv var fyr og flamme under hele koncerten og kørte i samme semi-høje og lidt monotone gear. For ham var der ikke plads til meget anden snak end taknemmelighed og enkelte præsentationer, der fra tid til anden forsvandt fra hukommelsen og derfor måtte skues på en huskeseddel foran trommesættet. 

Højdepunkterne faldt klart, da koncertens sange pludseligt formede sig til noget, der bedst kan beskrives som en god omgang Tom Jones-staccato. Det skete lidt over halvvejs inde i sættet med "A New Flame" og "Your Mirror". Kirkham og Robinson truttede sig til livremmenes bristepunkt, alt imens Hucknall kommanderede bandet med en James Brownsk præcision. Ærgerligt var det, at "Your Mirror" skulle saboteres af ugidelig guitar og malplaceret fuglekvidren.

Nødvendigheden i en fuldkommen enerverende fuglelyd (værre end på studieudgaven) og den snakke-løse professionalisme blev meget sigende for koncertens største minuspoint. I forsøget på at give publikum, hvad publikum og Simply Red troede, at publikum ville have, faldt en stor del af live-versionerne helt igennem og blev enten kedelige eller fejlagtige. For eksempel mistede store hits som "Stars", "Sunrise" og "Fairground" lidt muligheden for at leve som alternative live-versioner, hvor computerens samples og effekter er byttet ud med formidable blæsere, bas og klaver.

Noget andet, der som regel er irriterende ved en sådan koncert, er når kunstneren peger sin mikrofon ud mod publikum for at få dem til at synge. Det er i sig selv meget almindeligt at gøre, det havde bare været rigtig fedt at høre Simply Red spille og synge omkvædet på det uundgåelige Harold Melvin-cover "If You Don't Know Me By Now" én gang, før publikum i det udsolgte Arena Fyn blev bedt om at tage over.

 

Opvarmning: Filip ***

En ung gut med langt lyst hår og guitar i hånd præsenterer sig selv som Filip. Sangeren er kun 18 somre gammel og stammer tilsyneladende fra Middelfart. Musikken var ganske jævn og mindede mest af alt om en afslappet omgang med Mads Langer og blues-musikken. Der var charme og selvtillid, så hatten passede, og der var ikke mangel på anerkendelse fra især den kvindelige halvdel af publikum. Filip gav nogle sange, der druknede i sludder og sladder fra publikum, men også nogle flotte stykker musik, som "In the Basement" fra debut-ep'en "House of Cards" eller det veludførte cover af Dizzy Miss Lizzys "I Would If I Could But I Can't". Måske var en mand og hans instrumenter lidt for hyggeligt til at gøre sig som god opvarmning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA