x
The Sonics: VoxHall, Aarhus

The Sonics, VoxHall, Aarhus

The Sonics: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Endelig kom The Sonics til Danmark. Nogle har ventet siden marts, da de garvede Tacoma-rockere udgav deres comeback-album. Andre har ventet siden 90'erne, da Kurt Cobain refererede til The Sonics og satte dem i forbindelse med grungen. Men uanset hvor længe man har fulgt The Sonics, kan de fleste nok blive enige om, at ventetiden startede helt tilbage i 60'erne – om man så var født eller ej.

Da The Sonics udgav deres debutalbum Here Are The Sonics i 1965, var der ingen, der havde forestillet sig den effekt, de såkaldte garagerockere senere skulle få på den grumsede lyd, som skulle gå under betegnelsen punk. Folk kom for at danse og mændene for at møde piger – og hvad er bedre end hårdslående danserock tilsat jazz, soul og rock'n'roll?

Men som Vietnamkrigen så småt begyndte sit indtog hos den amerikanske ungdom, betød dette en uundgåelig afslutning for Tacoma-bandet, og der skulle gå næsten 50 år, før The Sonics igen var albumaktuelle med comeback-albummet This Is The Sonics, der dette efterår har bragt dem ud på en større europæisk turné. Det aarhusianske spillested VoxHall stod derfor for skud, og det gik ikke stille for sig, da 60'er-kvintetten invaderede scenen i en kulmination af støj, melodisk rock 'n' roll og sågar referencer til James Brown og Little Willie John.

Optrædener står sjældent alene, og The Sonics havde derfor hele to orkestre med på spillelisten, hvor det dansk/brasilianske rockabilly-band The Courettes skulle åbne ballet. Trods den uundgåelige snakken, som et opvarmningsorkester ofte lider under, formåede The Courettes at få gang i publikum. Dog var det ikke helt som forventet, da den overenergiske frontkvinde Flavia Couri desværre fik udtværet sin ellers imponerende spilleglæde med akavede forsøg på at inkorporere sangenes symbolik med sin live-fremtræden. The Courettes bestod udelukkende af den guitarspillende frontkvinde Flavia Couri og Martin Couri bag trommerne, og på trods af, at førstnævnte formåede et varieret udtryk, bar The Courettes desværre præg af en manglende lydmæssig fylde.

Den lidt blandede oplevelse, som The Courettes havde pålagt publikum, blev dog herefter udvisket af de efterfølgende Childrenn, der med deres råtunge syre-sludge drev associationerne over på en blanding mellem Kyuss og Wooden Shjips. Denne lyd, som Childrenn så storartet formåede at skylde ud igennem højtalerne, beviste samtidig, hvor velplacerede disse var som opvarmningsband for The Sonics. For trods de umiddelbart mangelfulde musikalske referencer udgjorde Childrenn en lyd, som på sin vis kunne opfattes som en viderefortolkning af 90'ernes grunge. Altså fremstod Childrenn som et tredje-generationsorkester af den tunge lyd, som kendetegner det nordvestlige USA, på trods af sine danske rødder.

Gamle mænd kan også spille rock

Lyset blev dæmpet, og underlægningsmusikken på VoxHall fadede langsomt ud, hvilket åbnede for den rungende guitar, der pludselig skyllede ud igennem højtalerne. Den umiddelbare opfattelse var den standardiserede indgangsmusik, men til publikums overraskelse gjorde The Sonics-guitarist Larry Parypa overlegent sin entré, efterfulgt af de restende bandmedlemmer.

Der blev dog ikke overladt megen tid til fordybelse i det dronede lydunivers, eftersom The Sonics hurtigt begav sig ud i nummeret "Cinderella" fra albummet Boom, særligt fremhævet af vokalist Freddie Dennis, der med sin kraftfulde vokal øjeblikkeligt slog publikum bagover. Netop Dennis viste sig hele vejen igennem koncerten, at besidde en imponerende, rå og kraftig vokal, der i høj grad var med til at bibeholde den følelse af, hvordan The Sonics sandsynligvis havde optrådt i 60'erne.

Der var ingen decideret frontmand, da de alle hver især formåede at fremstå i centrum på deres egen fysiske vis, hvilket blandt andet kom til udtryk i Rob Linds psykedeliske saxofon- og mundharmonikasoloer, og Larry Parypas tilbagelænede, men stålsatte soloer. Den umiddelbare opfattelse af The Sonics som liveband gav et hurtigt indtryk af Freddie Dennis som den primære vokalist, men efter kun få numre tog pianist Gerry Roslie over, og trods en knap så fandenivoldsk vokal besad han stadig en råhed, som var særdeles velpassende i den lyd, som The Sonics startede i 60'erne og stadig i dag formår at bibeholde.

Saxofonist Rob Lind viste sig dog hurtigt at påtage sig den primære rolle som frontmand, da han adskillige gange var at finde helt ude over scenekanten, hvor han gav high-fives til det publikum, som endnu ikke havde taget et par skridt tilbage under koncertens første par numre. Samtidig agerede Rob Lind orkestrets talsperson undervejs, hvilket så alt fra ydmyge takketaler til jokes om Kim Larsens fødselsdag – noget, der i øvrigt virkede særdeles overskudsagtigt, på trods af bandets kun få dage i Danmark.

Dette engagement fortsatte hele vejen igennem koncerten, i høj grad båret af Rob Linds glæde ved at stå på en scene, samt Freddie Dennis og Larry Parypas tilbagelænede fremtoning, der efterlod et indtryk af et band, som virkelig har styr på det, de gør. Denne opfattelse bekræftede ydermere deres effekt på musikhistorien med deres (efter egne udsagn) fejldefinerede protopunk, eftersom The Sonics konstant var indhyllet i en aura, der kunne konkurrere med alverdens rockmastodonter.

Noget nær hver enkelt sang blev introduceret af Rob Lind, efterfulgt af Larry Parypas rivende guitar, suppleret af Freddie Dennis og Gerry Roslies harmoniserede vokaler, der drog The Sonics igennem et bagkatalog, som bød på flere hits, end man umiddelbart kunne have forestillet sig. Og de blev alle leveret med en nedtonet professionalisme, bærende tydeligt præg af den fandenivoldskhed, som er kendetegn for punken.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA