x
Melody Gardot: Koncertsalen, Koncerthuset, København

Melody Gardot, Koncertsalen, Koncerthuset, København

Melody Gardot: Koncertsalen, Koncerthuset, København

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Hun er kun 30 år, men hun indtog Koncertsalens scene med en autoritet, som var hun 60. Hun var ét med sine sange og speedsnakkede mellem dem alle, når hun med ofte lange anekdoter introducerede en ny. Hun havde retorisk pondus, fortalte sine historier med en forrygende antydning af ironi, stillede masser af spørgsmål til publikum – ofte startende med et "I'm gonna have to ask you a question…"

Inviterede til dialog om stort og småt som f.eks.: "Er der nogen af jer, der er forelskede?" (Forestil dig, hvordan det lød, når hun efterfølgende rettede mikrofonen ud imod publikum i den udsolgte Koncertsal). "Er der nogen af jer, der ikke er?" (Forestil dig, hvordan svaret på dét spørgsmål lød). "Er I klar over, at det er billigere ikke at være forelsket?" (Herefter pegede hun på sin egen hånd, hvorpå der klart manglede en diamantring). Pointen foldede hun videre ud, og så endte dén historie – og alle andre – i endnu en sang.

Flere gange vendte hun også tilbage til det, at nogen i salen, uanset hvordan hun stillede sig, ville have udsigt til hendes bagdel. Hun gav udtryk for, at hun aldrig før havde stået i en koncertsal med publikum hele vejen rundt (hun må have glemt, at hun ord til andet sagde det samme, da hun for tre år siden optrådte selvsamme sted!), og at hun håbede, at udsigten ville være god for alle, hvorefter hun vrikkede lidt med rumpetten.

Man kan ikke sige, at hun gjorde sig til, slet ikke, hun kommenterede det bare, samtidigt med at hun virkede mere jordnær og afslappet – og disciplineret nærværende – end nogensinde før. Jeg tror, hendes koncert fredag aften var den fjerde eller femte, jeg har oplevet, og det var klart den mest nedtonede – hvad angik dress og scenografi – den var skåret helt ind til det, som det handler om: musikken.

Musikken? Sangene? Ja, størstedelen af materialet havde hun hentet fra sit nyeste album, Currency of Man – det album, som jeg i min anmeldelse i juni måtte kalde "fremragende: et meget fokuseret og gennemarbejdet album". Materialet er et miks af vokaljazz, blues og rock – forløst på en måde, der til tider giver mindelser om Nina Simone, til tider om Van Morrison, til tider om Tom Waits.

Koncerten i Koncertsalen åbnede hun med Same To You, She Don't Know og Bad News – alle fra nævnte album. Især det tredje nummer, Bad News – en helt fantastisk "sydstatsballade" – giver mindelser om den stemning, der hersker i Jim Jarmusch' film, Down By Law, og på flere af Tom Waits plader (Tom Waits medvirker som skuespiller i nævnte film). Nummeret har den svedige langsommelighed over sig, som kendetegner Jarmusch's film (om en "chain gang", der flygter fra fængslet og nu er på flugt "in the swamps") og Waits' egen, upolerede musik.

Nummeret er beskidt, det er kantet, og alligevel ruller det. Blæserne er som æsler, der skryder. Trommerne og bassen som sumpe, der suger nedad. Guitaren og vokalen som de glimt af lys, der anes oven over, hvis man ellers undgår hestehuller og blodhunde på sin flugt. Nummeret har den styrke, at det giver open access til en oplevelse af musikkens enkeltdele – vokalen, blæserne, trommerne, keyboardet, bassen, guitarerne. Og så havde det i Koncertsalen den styrke, at man meget tydeligt fik demonstreret, hvor fremragende musikere, Melody Gardot har omgivet sig med. Ikke ét svagt punkt var der på scenen. Tvært imod. Alt var som én ubesværet kraftpræstation. Alle på scenen som ét organisk hele. Og nok så væsentligt: Alle var til stede, og alle nød deres tilstedeværelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA