x
Fat Freddy's Drop : Store Vega, København

Fat Freddy's Drop , Store Vega, København

Fat Freddy's Drop : Store Vega, København

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

En koncert med Fat Freddy's Drop fra neden under jorden i New Zealand er som at prøve en af den slags rutsjebaner, hvor man begynder uendeligt langsomt …og SÅ!!!

Her var der først dømt dj – MC Slave – som en support, der senere viste sig at være et indpiskende, rappende indslag i bandet. Det gik langsomt, nærmest lidt søvndyssende mainstream selv for den genre, men jeg ved ikke præcis, hvad der skete omkring mig. I det totalt udsolgte Vega fik MC Slave samlet folket omkring sig, og en forventningsfuld feststemning var under opbygning. Det hele kulminerende med, at han selv præsenterede sit eget band iført spejderhat måske som tegn på, at NU skulle man være beredt. 

Fat Freddy's Drop er ikke som andre bands, hvilket også bidrager til deres efterhånden store, danske popularitet. En dansk succes efter et par foregående shows, der foreløbig kulminerer i den over dobbelt så store Falconer Salen 3. april næste år. Det sker på ryggen af fire studie-album, hvoraf "Bays" udkom i år, samt to livealbum. Rygtet om et fænomenalt liveband var med andre ord løbet i forvejen til Vega.

De kalder deres helt egen genre "hi-tek soul", men Fat Freddy's Drop kunne lige så godt blive betragtet som et moderne reggaeband, der inkorporerer soul og dub for ikke at tale om rhythm and blues og techno. Hen mod slutningen fik vi endda et par klare Bob Marley-referencer, men ellers var bemeldte hi-tek-soul mere en tilstand, en stemning, hvor der både var plads til humor, det meditative, never-ending-dance, et par ganske habile guitarsoli og masser af blæs, samplede trommer og bas.

I bandet med syv energiske, nærværende og blændende musikere finder man både saxofon, trompet og trombone (og på et par numre endda tuba!) samt guitar, keys samt de lange tromme- og percussion-rundgange elektronisk leveret af Chris Faiumu (DJ Fitchie), som har været med siden bandets start i 1999.

Sidstnævnte vil jeg dvæle ved et øjeblik: Kan man spille reggae med elektroniske samplinger og dubs? Ja da, men kan man samtidig gøre en dyd ud af, at bandets sange bliver til ved improviserede jams (og med masser af improvisationer også på scenen)?

Jo da også, men her er der noget i formen, som støder sammen – uden enderne når helt sammen.

Det er, som om den flydende, løsslupne feel-good-stemning låses fast ind i mellem af forprogrammerede rytmeforløb. Ikke fordi der partout skal være livetrommer – selv om jeg selv banker på sådan nogle bare for sjov – men hvis sveden og det umiddelbare bliver væk, når de elementer er allermest oplagt at få ind i musikken, så er der noget, der halter. Men heldigvis kun i korte sekvenser. 

Når det er sagt, kan man nemlig ikke komme uden om en forrygende aften med et så medlevende publikum, at da guitaristen og medstifter Dallas Tamaira ("Joe Dukie") skulle have sunget fødselsdagssang, så gik det ikke efter planen fra resten af bandet.

"Happy Birthday" blev lynhurtigt vekslet til det ultradanske "I dag er det… osv". Den slags sker kun, hvis man virkelig leverer varen med et stilsikkert, forrygende liveshow.

Numrene gled momentvis over i hinanden og fuldendte den jamfornemmelse, hvor det næsten ikke gav nogen mening at tale om enkelte numre, men mere om facetter, nuancer og skiftende stemninger, som lagde op til rytmiske vrid af både både krop og sjæl, så kun stenstøtter ikke ville evne at få smilet frem. Så jo, rutsjebaneturen sluttede med et klimaks, inden vi kunne gå behageligt kulrede hjem.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA