Rufus Wainwright : Koncertsalen, Koncerthuset, København

Rufus Wainwright , Koncertsalen, Koncerthuset, København

Rufus Wainwright : Koncertsalen, Koncerthuset, København

Anmeldt af Trine Jørck | GAFFA

Vi har ramt den sidste dag i måneden: Den 30. november 2015. Jeg bevæger mig rundt om Det Kongelige Teater og hen forbi Magasin, der troner sig bombastisk op i al sin prompt og pragt. Alt det storslåede og pompøse ved Københavns Kongens Nytorv synes at matche Rufus Wainwrights storslåede musik, som spiller i mine ører. Byen fremstår majestætisk i mørket til tonerne af Wainwrights fløjlsbløde vokal. Lige om lidt skal jeg opleve ham solo i DR's koncertsal. Jeg er spændt på, hvordan han lyder helt alene – kun akkompagneret af sit eget guitar- og klaverspil.

En metro-tur senere sidder jeg i de bløde orangerøde sæder i DR's imponerende bygningsværk. Publikum venter i spænding, og stemningen i rummet er sitrende. Alle i salen er så spændte, at der med ét bliver komplet stilhed, da en sang spiller over anlægget, og vi tror, koncerten begynder. Det gør den et øjeblik senere, da aftenens hovedperson vinkende og smilende sætter sig bag det store flygel. Han er klædt helt afslappet, men stråler ved sin fantastiske karriere og imponerende udgivelseshistorik.

Storslået og nervøs begyndelse

Wainwright lægger ud med det uendeligt smukke og himmelråbende nummer "Angus Dei". Det næsten religiøst messende nummer om et kristent symbol fylder rummet med storslået højtidelighed. Vi kan næsten ikke få vejret, og selv Wainwright lader til at være en smule nervøs ved den storslåede stemning. Han fortsætter stilen med det smukke "Grey Gardens" fra albummet "Poses" fra 2001 og derefter det helt nøgne, skrøbelige og melankolske "Leaving for Paris 2" fra albummet "Release The Stars" fra 2007.

Wainwrights nervøsitet er ikke påfaldende, men alligevel er det som om, der opstår en lille distance mellem Wainwrights smukt fremførte sange og lytteren, som forhindrer musikken i at nå helt derind, hvor de får hårene til at rejse sig på armene og øjnene til at løbe i vand. De efterfølgende mere rytmiske guitarnumre som "Out of The Game", "Jericho" og "Gay Messaih" er ligeledes en smule usikkert fremført – ikke mindst på grund af Wainwrights lidt begrænsede evner på guitaren.

To personaer 

Koncerten igennem veksler Wainwright mellem at akkompagnere sig selv på klaver og guitar. De to instrumenter fungerer fint til at skabe afveksling og dynamik i sættet. Samtidig tilfører de to instrumenter nærmest sangeren to forskellige personaer. Som pianist fremstår Wainwright som et gudsbenådet musikalsk geni – højtidelig og urørlig. Som guitarist fremstår han jordnær og en anelse kejtet. Usikkerheden på guitaren fører til personlige historier om, hvordan han altid var nervøs, når han skulle spille guitar over for sin far, som var en berømt folkemusiker (Loudon Wainwright III, red.), samt hvordan han i Japan følte sig nødsaget til at lave sjove orgasmelyde for at undgå den pinlige tavshed, mens guitaren skulle stemmes.

Gennemgående for Wainwright er dog, at han overbeviser enhver om sit ubestridelige talent med sin fuldstændig fængslende stemme og intelligente og charmerende anekdoter. Hans to personaer klæder hinanden godt, og selvom klavernumrene umiddelbart passer bedst til rummet, så ville koncerten også have været for ensformig uden guitarsangene. Således brillerer Wainwright på klaveret med klassikere som "The Art Teacher", "Going to Town" og "I Don't Know What It Is" og charmerer sig igennem guitarnumre som "California" og "11/11". Koncerten slutter forløsende med sangen "Cigarettes and Chocolate Milk", som både er dragende smuk og jordnær. Wainwright går af scenen til stående bifald.

Overjordisk smukke ekstranumre og en tanke til Paris

Wainwright kommer tilbage på scenen for at levere intet mindre end fire ekstranumre. Det er magisk. Hvis der nogensinde havde eksisteret nervøsitet hos den 42 årige canadisk/amerikanske singer-songwriter, så er det nu forduftet som dug for solen. Wainwright er afslappet og nærværende, og stemningen synes mere intim end før. De fire ekstranumre består af den fine tribute til hans forældre: "Montauk", fortolkningen af den berømte Leonard Cohen-klassiker "Hallelujah" samt det smukke "Poses". De tre numre flyder sammen i en sanselig subtil masse af lyd, som synes at opsluge det betagede publikum, der overgiver sig komplet til musikken.

Med disse ekstranumres triumf står koncerten i sin helhed som et stærkt musikalsk monument i min og sikkert mange andres musikalske hukommelse. Aften slutter på allersmukkeste vis med en hilsen til ofrene i Paris og sangen "La Complainte de la Butte" fra filmen "Moulin Rouge".

De få ujævn- og usikkerheder koncerten igennem fungerede i helheden som det menneskelige jordnære modstykke til den uopnåelige sublime kunstner, Wainwright er. Det giver os et øjeblik en illusion om, at han er ligesom os andre. Med koncertens ekstranumre slog han fast, at han er en af vor tids største kunstnere.

  

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA