x
Von Dü : Fermaten, Herning

Von Dü , Fermaten, Herning

Von Dü : Fermaten, Herning

Anmeldt af Henrik Bæk | GAFFA

At reggae- og ska'-musikken kan have trange kår i provinsen, er næppe nogen stor overraskelse. Det er der rigtig mange både danske og udenlandske bands, der har oplevet gennem tiderne, og selvom det ni-mand store Von Dü fra Nørrebro i København efterhånden er ved at etablere sig som et af de bedste livebands i Danmark, så er det desværre ikke altid nok.

Derfor var der kun mødt små hundrede tilskuere op på spillestedet Fermaten i hjertet af Herning, men til gengæld fik de alle sig "en på opleveren" – både musikalsk og visuelt.

Forinden havde fire friske fynboer fra Hindsholm varmet spillestedet op med en blanding af rap og dancehall/reggae. Selv kalder de sig for Holmen Hustlers, og med tydeligere præferencer til Bikstok fik de med masser af energi på scenen lagt den rette stemning i et musikalsk sæt på 30 minutter akkompagneret af en oplagt trommeslager/dj, der både styrede trommerne og mixerpulten.

Herefter gik aftenens hovednavn på scenen, og fra første taktslag til sidste sveddråbe havde Von Dü publikum i deres hule hånd. Efterhånden har de været med på den danske musikscene i otte år og er nok mest kendt for deres imponerende liveshows, der har givet drengene fra Nørrebro en stor fanskare overalt i Danmark.

Især bandets smittende energi på scenen vækker genklang og stor respekt hos deres mange fans, men i de senere år har bandet også angrebet mere alvorlige samfundspolitiske emner, siden gruppen for et år siden valgte at relancere sig selv. På aftenens sætliste var der derfor givet plads til mere eftertænksomme numre som "Et Aftryk" (om miljøkrisen), "Verdens Mindste Fuck" (om flygtningekrisen) og "Vise Ord" (om ungdomsproblemer).

"Vores nye album hedder 'Bankende Hjerter'", introducerede forsanger Morten Nygaard koncerten, "og når vi kommer ud og oplever jeres bankende hjerter for os, så får I vores bankende hjerter tilbage". Hvorefter gruppen meget passende spillede titelnummeret med det heftige up-tempo ska'-beat og de brusende blæsere fra deres nye udgivelse. Og der var masser af bankende hjerter på plads både på scenen og blandt publikum.

Von Dü spiller ærlig, autentisk musik med stor kærlighed og energi, hvilket også var tilfældet denne aften i Herning. Lyden var ikke altid lige god, men det blev der så til gengæld kompenseret for i form af gruppens sprudlende sceneoptræden. Numre som "Von Dü", "Sexy Slange", "Orden Og Lov", "Bliv I Troen", "Du' En Pige", "Oplader", "Sommer I Danmark" og "Fred I Stormen" blev alle leveret med stort musikalsk overskud, hvor der var plads til masser af improvisation og oplagt lir fra det tight-spillende band. Som da bandets eminente blæsersektion under nummeret "Voksentøj" smed skjorterne og spillede i bar mave, hvilket straks fik publikum til at følge trop og danse i bar mave med trøjerne svingende over hovedet i takt til musikken. Det er vist aldrig før set i Herning.

Von Düs styrke ligger i det tæt sammenspillet kollektiv, hvor der gives plads til alle mand, men også bandets evne til at variere deres musikstil har været stærkt medvirkende til deres popularitet. Under aftenens koncert blev der derfor spillet alt lige fra reggae, ska', dub, salsa til jazz, hvilket gør, at det aldrig bliver kedeligt at være med til en af deres koncerter. At der så langt fra var tale om en fyldt sal, spiller tilsyneladende ingen rolle. Varen blev leveret med lige så stor kærlighed og engagement, som hvis der havde været udsolgt.

Von Dü fortsætter festen de næste par uger, hvor Kolding, Ringsted, Randers, Esbjerg og Odense står for tur inden bandet trækker i sommertøjet og kan opleves på en lang række af sommerenes festivaler, heriblandt Love In – Festivalen på Skarø i juli.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA