x
Dansk metal har ramt en nerve

Møl , Spot Festival, Radar, Aarhus

Dansk metal har ramt en nerve

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Metal har altid været finkulturens sorte får, og spørger man det mainstream aspekt af musikmiljøet, vil mange nok mene, at der er at gøre med en genre, som udelukkende bør høre dennes subkultur til. I løbet af det seneste år er der dog sket ting og sager på den internationale metalscene, hvilket i en større sammenhæng har set amerikanske Deafheaven tage fat om hipster-publikummet med deres jazzprægede fusionsmetal, brug af progressive elementer og den traditionelle nordiske black.

Deafheaven har sammen med bands som Russian Circles og svenske Cult Of Luna videreført elementer af den indadvendte shoegaze og den nær symfoniske shoegaze sendt metalkulturen afsted på nye og anderledes territorier, hvilket danske møl har forsøgt at videreføre det danske musikmiljø.

Møl vandt for nyligt en pris for årets danske upcoming navn ved High Voltage Awards i København, hvilket har hjulpet bandet et par trin op ad bandstien. I denne forbindelse skabes der dog samtidig en ærefrygt, hvilket hurtigt kan få et band til at falde til jorden, dog var deres besøg på Radar under Spot Festival ingenlunde dette tilfælde. Publikum havde altså her virkelig at gøre med et band af en helt særlig støbning.

Shoegaze, der med sit introverte aspekt har været med til at definere postrocken, blev igennem møls kompositioner brugt som et sammenbindende led i det progressive trommerytmer og guitarens vekslen mellem melodiøse toner og tør black. Når det kommer til musik af en sådan kaliber, hvilket møl i særdeleshed beviste at omfavne, sammensmeltede aftenens sæt som en helhed, fastbundet af de underliggende soundscapes, der i perioder gav forsanger, Steffen Nørregaard Rasmussen et pusterum fra skrig fundet på bunden af dennes lunger.

Foruden den bestialitet, som aftenens sæt bar præg af, og som møl nu så overbevisende har tillegnet sig, var publikum vidne til en bred musikalsk variation, der næppe kunne få nogen til at sige sig musikken imod. Subgenrerne mødtes imellem ambiente soundscapes, inkorporeret af drømmende guitar og skarpe trommer, der i det næste øjeblik udviklede sig til et sonisk kaos, uden på nogen måde at miste kontrollen. Det var gennemført, det var skarpt, og det var grumt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA