x
Aarhusianske Modest overbeviste på Pop Revo, mens californiske Day Wave var for ensformige

Modest og Daywave, Pop Revo, Radar og VoxHall

Aarhusianske Modest overbeviste på Pop Revo, mens californiske Day Wave var for ensformige

Anmeldt af Aske Hald Knudstrup | GAFFA

Billederne forestiller Day Wave

Modest, Pop Revo, Radar

*****

Det er ofte mere reglen end undtagelsen for bands, som bevæger sig i et post-punk-inspireret univers, at de på scenen besidder en påtaget introverthed, hvor smil sjældent finder vej til læberne. Som om de ikke rigtig bryder sig om at optræde. Den stort set udtryksløse mimik var til gengæld ikke forceret hos den aarhusianske kvartet Modest, der spillede Radars første koncert på Pop Revo i år.

Opsætningen hos de fire unge fyre var klassisk, og genremæssigt var der heller ikke så meget tvivl om, hvor vi skulle hen. Musikken blev i størstedelen af numrene båret frem af bas og trommer, mens de to guitarister flød ind og ud af lydbilledet med små metallisk klingende melodiske flader. Ikke for kompliceret, men glimrende sammensat, så melodiernes styrke kunne træde i forgrunden – en art poppet post-punk.

Tankerne flyver på godt og ondt altid til allestedsværende Joy Division, når man ser grupper bevæge sig i samme genre. Det er en musikalsk arv, som hviler så tungt, at det ofte er svært for disse bands at komme ud og sprede deres egne vinger. Det lykkedes for Modest. Sangene stod på egne ben, og instrumentbehandlingen foregik upåklageligt, så bandet fremstod utrolig selvstændigt, deres unge alder taget i betragtning.

Modests medlemmer er just ved at afslutte gymnasiet, og de var tydeligt nervøse over at stå på scenen. Nervøsiteten påvirkede også bandet i retning af den førnævnte introverthed – men når det ikke var påtvunget, så virkede det anderledes befriende. Musikken kom derfor også til at besidde en umiddelbarhed og en nerve, som kom fint ud over scenen, forbeholdenheden til trods.

Modest er rundt omkring blevet sammenlignet med københavnske Communions. En sammenligning, som rent musikalsk giver god mening. Og selvom Communions er mere sammenspillet, og måske har et meloditække, som trumfer Modests tilsvarende, så fortjener Modest at blive fremhævet for en mere original helhed. Bandet er stadig purungt, men besidder så meget talent, at de skal følges tæt de kommende år.

Under det meste af koncerten fremstod forsanger Julius Lykkes vokal stærkt i samspil med musikken, selvom det kneb lidt i de mere stille passager, hvor stemmens mangler blev en tand for udstillet. Sangen vekslede dog glimrende mellem de aggressive krængninger i omkvædene og den mere dybe, monotone røst i versene.

Det element i Modests musik, der fik dem til at skille sig mest ud var dog teksterne. Den unge naivitet blev kombineret med et nihilistisk sortsyn, som greb mig mere, end jeg havde forventet. I et nummer nærmest råbte Lykke ”We all know everything about nothing,” hvorefter han blot gentog det sidste ord med en stigende intensitet, mens musikken brølede derudad. Tungsindigheden rammer hårdt.

Men koncerten sluttede næsten opløftende, da Lykke henover marchlignende trommer og huggende guitarer messede ”I can see tomorrow come”. Og morgendagen kommer forhåbentlig til at tilhøre bands som Modest.

Day Wave, Pop Revo, Voxhall

***

Jeg kan ikke have været den eneste blandt Pop Revos publikum, der under Day Waves koncert drømte mig et andet sted hen. Væk fra den mørke VoxHall-sal i bygeramte Aarhus. Væk til Oakland i Californien, hvor bekymringerne for en bleg dansker ville forsvinde som dug for solen. Musikken sendte tankerne på ferie, men blev desværre også så ensformig, at tanketuren til Californien blev mere som en lur under en palme, end den fest i spraglede San Francisco, som man måske havde håbet på.

For det er netop Californien, Jackson Phillips kommer fra. Day Waves musik har han skabt alene, men i live-regi opgraderer han til fuldt band med bas, guitar, synth og trommer for at akkompagnere sin egen guitar. Det er indie-surf-rock lige efter bogen. Komplet med vuggende basgang, simple, repetitive trommer, klangfuld synth og sirlig guitar – og så en masse ”ooh-ooh”-kor.

Allerede i koncertens første nummer får man indtrykket af, at det her bliver en rigtig hyggelig koncert. Det er fremfor alt noget behagelig musik, Phillips laver. Desværre er det kun i omkring halvdelen af sangene, det bliver mere end bare hyggeligt. Musikkens simplicitet bliver for sjældent forløst i noget, der går op i en højere enhed.

Det skyldes blandt andet, at vokalen ikke ofte nok når så langt frem i lydbilledet, at man bemærker den. For når Phillips’ stemme stikker frem, er det tydeligt, teksterne står i dejlig kontrast til den bekymringsfrie musik. ”What am I good for?/Somebody tell me/’cause I don’t know anymore,” synges der henover den drømmende synth, og her får musikken noget af den nerve, den ellers mangler.

Day Wave viser ellers, det er et band fyldt med gode popmelodier i ærmet. Alle sange er utroligt fængende i det første minuts tid, men så ryger gassen lidt af ballonen. Ensformigheden rammer som en boomerang. Det er derfor enormt befriende, at de fem herrer på scenen i de to afsluttende numre får en variation ind i numrene, der peger fremad. Her er der vanvittig god synergi mellem bandmedlemmerne – og den gode popsang formår stadig at være intakt.

Den blanding af gode melodier og musikalsk pågåenhed manglede desværre i for store dele af koncerten, til Day Wave fik forløst det potentiale, de åbenlyst besidder.

Flere anmeldelser fra Pop Revo følger


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA