Ikke toner for døve ører

Deftones, Green Stage, NorthSide

Ikke toner for døve ører

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Vi tror, at det er forbi, da Chino Moreno svedende smider sin mikrofon i gulvet med et afsluttende dunk, mens scenelysene blænder udad. På storskærmen zoomer kameraet ind på den faldne mikrofon, mens larmen fortoner sig. Men det er til publikums lettelse snyd, for Deftones vender sejrrige tilbage til scenen og giver NorthSide-publikum ekstranumre. 

Som et af festivalens hovednavne giver kvintetten fra Sacramento en opvisning i, hvordan man med en fin balance af tyngde og lethed pisker et loyalt publikum igennem en timelang koncert uden at tabe pusten. Deftones var kartarasis for snavsede band-T-shirts og forsigtige nystrøgne skjorter.

Da Moreno mod slutningen af koncerten befaler publikum at hoppe, og stemningen koger over, fristes man til at skrive, at han har publikum i sin hule hånd. Men det har han haft fra første tone. Han er en frontmand af nærmest overjordiske dimensioner. Om han danser, som den kiksede fyr på diskoteket, hævet på sit podie på scenekanten, eller han sidder i hug og skriger sine lunger ud, er han i den grad på – og alle i publikum kan mærke hans tilstedeværelse.

Stephen Carpenter leder oftest an med sine tunge guitarriff. Han bevæger sig sjældent ud af flækken, men lægger hele sin krop i vægtige syv-strengede eksplosioner, der både slæber og fræser, mens han ryster sit kulsorte hår. Bassist Sergio Vega holder tungen lige i munden – eller forsøger på det, charmerende gut med lyserødt klovnehår på toppen.

Man kan ikke sætte Deftones’ musik i en bestemt kasse. Her er elementer fra mange forskellige genrer, hvad også gør det lettere uretfærdigt, at de i begyndelsen af 00’erne blev listet med ind under nu-metal-genren. Deftones er mere metalmusikkens Radiohead. Den atmosfæriske shoegaze møder den nedstemte guitars metalrabalder. Ambitioner ud i melankolien, sjælesorgen og den tonstunge larm.

Aftenens sætliste byder ikke på meget fra det seneste album, den ellers anmelderroste ”Gore”, men vi kommer bagud i kataloget og får især skæringer fra ”Diamond Eyes”, ”Around the Fur” og et par stykker fra ”White Pony”.

Publikum bliver mødt med en tyngde, der tonser så hårdt igennem, at stortrommen fra første slag begynder at diktere hjerterytmen. ”Det gør ondt i hjertet,” udbryder en fyr bag mig, og det kan han have ret i. Men det gør det også på en anden måde, når Moreno leder an på guitar og oftest synger smukt og melankolsk, før den kendte Deftones-vekselvirkning fra høj til lav bryder lydmuren og får publikum til at smide hænderne i vejret eller hoppe i takt eller forsøge at skråle aggressivt med.

Vi får ”Prayers/Triangles” fra ”Gore”, som er underskøn og brutal. I Deftones’ univers afløses det højstemte af et fald til jorden med metallisk tyngde, al metallet i et skibsværft, der braser til jorden i et knusende brag. Det er noget, de har finpudset til perfektion.

Bandet er på en større turné – i morgen går turen videre til Island – og det er tydeligt at mærke, at de er helt varme. Komplekse rytmestykker leveres med militærpræcision, så man næsten taber pusten.

Moreno har god kontakt til publikum, som forguder ham, da han i ”You’ve Seen the Butcher” stiller sig på rækværket og synger direkte til dem. Han er i aften som altid publikums mand og løfter sin Corona og råber højlydt ”Skål!” på flot dansk. Han spytter vand fra sin vandflaske ud over sig selv, han synger, så englene daler og skriger, så han bliver helt rød i bærret. Og hele tiden kan man i hans ansigt se en tydelig taknemmelighed over at være til stede, hvad han også ofte fortæller publikum, når han gentagne gange tjekker ind hos dem. Man føler sig i gode hænder og kan frit leve sig ind i musikken, som river og slår, men også trøster og løfter.

Efter 28 år er der ingen rust at spore i maskineriet. Deftones forstår til fulde, hvordan en festivaloptræden skal skrues sammen, og de leverer varen på NorthSide, så man glæder sig til et gensyn.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA