Livsglæden som det bankende hjerte

Mumford & Sons, Amfiscenen ved Musikhuset Aarhus

Livsglæden som det bankende hjerte

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

I 2012 skulle Mumford & Sons have været et af hovednavnene på NorthSide Festival i Aarhus, men det engelske orkester måtte melde afbud få dage inden, da forsanger Marcus Mumford brækkede hånden. Trist for festivalen og noget af en mavepuster for de allerede dengang mange Mumford-følgere. På daværende tidspunkt havde Mumford & Sons kun enkelt album på gaden, og toeren kom få måneder efter den planlagte optræden i Danmarks anden største by. Det var dermed oplagt at tro, at Aarhus så ville få besøg i kølvandet på "Babel", men det gik ikke, som præsten prædikede. Der skulle gå fire år, før Aarhus fik revanche. Mumford & Sons har gæstet København flere gange i årenes løb, sidst et udsolgt Forum i København for kort tid siden, men der var gudskelov også blevet plads til en Aarhus-visit på den igangværende europæiske turné, hvor et – trods Roskilde Festival –  næsten udsolgt Amfiscenen ved Musikhuset lagde scene til. 
 
Mørke skyer på himlen har længe trukket op til noget, som heldigvis kun ender med at munde ud i nogle få regndråber. Aftenens folkefest er udendørs, og en sådan er altså lidt sjovere, når vejrguderne også vil lege med. Rigtig mange unge mennesker har fundet vej til Aarhus i aften, og de er med på legen, skal jeg hilse at sige. To søde unge damer foran mig lægger i kakkelovnen til noget stort, da de glædesstrålende fortæller om koncerten i København for halvanden måned siden. Jeg har virkelig noget at glæde mig til, siger de. Det er nemlig første gang, jeg skal opleve de energiske englændere. En time og 40 minutter senere må jeg give dem ret. 
 
Hilsen til forbilleder
 
2015 bød på det første Mumford & Sons-album i næsten tre år. Bandet arbejdede sig i helt andre retninger end på de første to udspil. Væk var banjoen – signaturen om du vil, men hjertet bankede stadig på "Wilder Mind", der lå langt fra "Sigh No More" og "Babel" – og så alligevel ikke. Intentionerne var nemlig de samme. I aften i Aarhus er sættet en god blanding af de tre album (med banjo på sangene fra de to første) og ikke mindst et par cover-sange af to af bandets – og især forsanger Mumfords – åbenlyse forbilleder, nemlig Simon & Garfunkels "The Boxer", der sammen med Bruce Springsteens "I'm On Fire" serveres i sidste halvdel af koncerten. 
 
Der lægges for, nærmest sparkes igang kan man sige i disse EM-dage, med "Snake Eyes" fra seneste udspil – og der bliver eddermame gået til stålet. Frontmand, Marcus Mumford, minder om – ja, Springsteen, for den måde, han fra start af opildner det, med god grund glubske publikum, er bemærkelsesværdigt lig med den ikoniske amerikaner. Forsangeren træder op på højtaleren og kigger ud over os, mens han river i strengene på sin elektriske guitar, og senere agerer han fornøjelig hyggeonkel og fortæller om en god ven, der blev gift i Aarhus for år tilbage – så det var faktisk ikke forsangerens første besøg på disse kanter. Det kan godt være, at aftenens koncert er et ud af mange stop på en lang turné, men der bliver arbejdet for sagen hele vejen rundt, og ægtheden er på intet tidspunkt til at tage fejl af. 
 
Fest i front
 
Stemningen er ikke til at tage fejl af. Slet ikke, hvor jeg står. Fjerde række midt for danner rammen for min koncertoplevelse, og den er hele vejen igennem forrygende. Publikum er virkelig med. Ikke blot tilskuere – men en del af festen. Der lyttes intenst, når det behøves.  Det ordinære sæt sluttes af med en fyrstelig smuk "Dust Bowl Dance", hvor Marcus Mumford for sidste gang i aften tager plads bag trommerne. En sang, som nærmest er én lang hilsen til John Steinbeck, men også et vidnesbyrd om, at englænderne står for andet end sange med speederen i bund. Her er tid til fordybelse. Heldigvis, fristes jeg til at sige, for det udgør et af aftenens ubestridte højdepunkter. Men for det meste er festen ganske enkelt uundgåelig, og det otte mand store orkester swinger nærmest grotesk med hornsektion og violin. Når alle spiller med, gynger musikken vidunderligt. Soloerne er yderst få i aften, men den vidunderlige helhed gør, at det ikke savnes.
 
Det er ikke altid lige nemt at høre, hvad der bliver sunget – også selvom forsangeren får skiftet mikrofon undervejs – men ærligt talt: Det gør intet, for publikum bærer det hele frem og kan alle sangene udenad. Kulminationen kommer for alvor til sidst med heftige "Ditmas", hvor Marcus Mumford til ekstatisk begejstring bevæger sig ud i folkemængden, og afslutningen med "Little Lion Man" og "The Wolf" med en mur af guitar sætter simpelthen punktum for en aften, som har været i musikkens og livsglædens tegn. Der gik fire år, inden Aarhus fik taget sin Mumford-mødom. De er meget velkomne igen og gerne inden 2020. 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA