x
PJ Harvey bragte os al sin kulsorte kærlighed og mere til i mesterlig magtdemonstration   

PJ harvey, Roskilde Festival, Arena

PJ Harvey bragte os al sin kulsorte kærlighed og mere til i mesterlig magtdemonstration  

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

En fjerklædt PJ Harvey flankeret af sit band på trommer indtager scenen på Arena foran et tætpakket og forventningsfuldt pulikum, der trakteres med den nænsomt truende march, der udgør ”Chain of Keys” fra Pollys seneste, mesterlige album "The Hope Six Demolition Project", hvorfra langt størstedelen af sætlistens sange med rette er hentet. Der følges op med den hårdtslående og umanerligt fængende ”Ministry of Defence”, og som en sirene lader PJ sin udtryksfulde og åndeløst smukke vokal berette om den forladte bygning med glasskår, kanyler og graffiti, og ordenes ørkesløse billeder forløses i sangens massive arrangement, hvor særligt saxofonspillet efterlader syngende lussinger.

”Community of Hope” leveres en kende mere afdæmpet end på pladen, og endnu et stort nummer fra albummet følger trop, ”Orange Monkey” er nærmest melodisk lusket i sit udtryk, og PJ Harveys yndefulde fagter til musikken tilføjer seancen en klædelig, stilfærdig dramatik, der er med til at skabe en formfuldendt koncertoplevelse, hvor hun bortset fra et ”thank you” til sidst lader musikken og sangene tale deres tydelige sprog, og det gør hun og de til perfektion.

Man kan undres over hvorfor Roskilde Festival har valgt at placere PJ Harvey på Arena. Hun er tydeligvis et hovednavn, og der er mere end tæt pakket under teltdugen. Jeg er med på, at hendes delikate udtryk gør sig bedst på denne scene, men når nu årets plakat ikke ligefrem er overbefolket af kunstnere, der kan fylde Orange Scene ud, var det nok en idé at gøre brug af dem, man har. Nå, nok om det.

PJ Harvey tryllebandt sit publikum under teltdugen, og det gjorde hun blandt andet med tre sange fra formidable ”Let England Shake” (en titel, der må siges at have en ny aktualitet i disse dage), og efter titelnummeret, ”The Words That Maketh Murder” og ”The Glorious Land” vender saxofonen og den mere massive lyd fra ”The Hope Six Demolition Project” tilbage med ”Medicinals”, som blandt andet byder på den hjerteskærende linje: ”But do you see that woman, sitting in the wheelchair? With her redskins cap on backwards, what’s that she’s singing? As from inside a paper wrapper. She sips from a bottle. A new pain killer for the native people.”

Polly og hendes eminente band, der blandt andre tæller spiller ikke bare sangene. De fremfører dem – og det er uden spor af hverken skabagtighed eller patos, men med netop den afmålte indlevelse, skrøbelighed og styrke, materialet forlanger.

Vi får også ”White Chalk”-perlen ”When Under Ether” og en gribende ”Dollar, Dollar” før ”The Wheel” og blus-jazzede ”The Ministry of Social Affairs” atter rusker op i tingene.

Fortryllende hektisk bliver det, da PJ smider fjerene og iført tætsiddende sort top og ditto kort nederdel fremfører en spruttende ”50 Foot Queenie”, hvor hun benytter sig af en anden type ekspressivitet og krænger sig ud på en anden måde end hidtil, men mindst lige så effektivt. Jo, den utæmmede vildskab kan hun så sandelig stadig møsntre.

Det bliver til endnu et møde med 90'er-PJ, da dystre ”Down By The Water” sender jubelbølger blandt publikum, og vi får endnu en tur til det tusmørkesorte grænseland mellem kærlighed og had med en sitrende ”To Bring You My Love”, før en rystende stærk ”River Anacostia” tungt pulserende afslutter koncerten med ordene: ”What will become of us?”

Dér er lidt at tænke over for det fadølstyllende festivalfolk. Og PJ Harvey? Hun har leveret en uforglemmelig koncert, der kommer til at stå tilbage som en af dem, man fremhæver, når der skal ses tilbage på Roskilde Festival 2016. Tak.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA