Referencerock

LCD Soundsystem, Roskilde, Orange Scene

Referencerock

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Konferencieren annoncerede sidste koncert på Orange Scene for i år, og på sin vis må man rose Roskilde Festival for modet til at vælge netop LCD Soundsystem til den tjans, for der er velsagtens en kollektiv forventning blandt de fleste gæster, som handler om, at festivalen gerne skal slutte af med et brag af en fest. Og gjorde den så det? Det tror jeg måske, der vil være delte meninger om, og de stemmer vil vi nu trygt lade skændes i fred, så vi andre kan haste videre.

Sikkert er det i hvert fald, at LCD Soundsystem velsagtens ikke har haft det, man kan kalde for store hits i Europa, men snarere er sådan et navn, der er forbundet med en vis mængde respekt og, ikke mindst, cool. Og så har de jo altså utvivlsomt lidt af et live-ry, hvilket jeg bestemt synes koncerten levede op til. Scenen var propfyldt med såvel musikere som alskens instrumenter; trommer og percussion, guitarer og bas samt, ikke mindst, synthesizere nok til at gøre enhver technomusiker våd i dermatroderne. Det kan måske synes en smule overvældende, men der er noget både charmerende og imponerende ved gruppens konsekvens og insisteren på at spille så meget live som muligt. Og netop det forhold gør også, at de, i hvert fald såfremt man har en reel musikalsk interesse, er spændende live. Det er muligvis lidt nørdet, men man står ofte og fortaber sig i at følge med i hvem, der nu spiller hvilket tema og på hvilket instrument - det er rent faktisk en del af charmen.

Nu var jeg lidt inde på hvorvidt det her var den fest folk forventede eller ej, men allerede tidligt i koncerten blev der med "Daft Punk Is Playing At My House" rykket godt i publikumsrækkerne, måske ikke mindst i den yngre generation, som i hvert fald hvor jeg befandt mig helt oppe foran, lod til at føle sig ganske godt underholdt.

Hipsterprog
Rigtig mange af LCD Soundsystems numre er bygget op som groovemusik, dvs. et groove introduceres, ofte baseret på et basostinat, jævnligt over en enkelt akkord, her og der, når bølgerne går højt, to, og så bygges der ellers forskellige elementer og idéer oven på i lag. Efterhånden som nummeret skrider frem, lægges der til og trækkes fra, tekststrofer gentages og gentages, og hvert eneste nummer sniger sig gerne op på over seks-syv minutter. Desværre også i de tilfælde, hvor man måske tager sig selv i at tænke, at idéerne reelt rækker til tre-fire. Men som et moderne progband presser LCD Soundsystem citronen, puster numre op til absolut fuld længde - og som et rigtigt progband gør de det med stor dygtighed, og det fortjener bestemt ros, ingen tvivl om den sag.

Når jeg så alligevel engang imellem føler mig en lille smule forbeholden, så er det nok pga. de mange lag af referencer. Mange har allerede sammenlignet med Talking Heads, til en vis grad også Underworld og New Order (sidstnævnte vedkendte LCD-mastermind, James Murphy sig da også gæld til afslutningsvist). Et nummer som "Losing My Edge" ligefrem svælger i referencer; alt fra Suicide til Soul Sonic Force bringes i spil i et nummer, som er rendyrket, ganske vist ironisk distanceret, det er klart, namedropping, og sequencerlinjen på "Get Innocuous" lægger sig temmelig meget op af Kraftwerks "Die Roboter". Det blev lidt trægt i længden, netop fordi man stod med fornemmelsen af, at det hele gik lidt op i referencespil, lidt som tv-serien "Family Guy", der konstant afbryder sig selv for at referere til andre tv-serier, film, etc., sådan lidt efter devisen, "har du også set Star Wars? Fedt, det har vi nemlig også!" Man fristes på et eller andet tidspunkt til, lidt flabet, at svare, "ja, og hvad så?'

Men ret skal være ret - det lod til at især det unge segment reagerede positivt - måske var her tale om en art hipsterkoncert til hipstergenerationen, og hvis vi lige for en kort bemærkning skal hæve os over namecalling-niveau, så kan man, helt overordnet sige, at hvor det tyvende århundredes store fordring indenfor stort set alle kunstarter, naturligt også musik, var idéen om nyskabelse, så forholder det sig måske anderledes i det 21. århundrede, hvor selve idéen om nyskabelse i sig selv er en modus fra et andet årtusind, hvorfor referencen måske, endnu mere end i den lettilgængelige ende af postmodernismen, dyrkes som, i bogstaveligste forstand, fællesnævner.

Fire store stjerner
Som man nok fornemmer, så har jeg mine personlige forbehold, men jeg vedkender også, at de måske netop er personlige, og samtidig synes jeg bestemt LCD Soundsystem gjorde det rigtig godt musikalsk - de er slet og ret et hold gode musikere, der fremførte deres musik med stor kunnen og konsekvens. Det alene fortjener stjerner. Jeg lander på fire, men fire store af slagsen, netop fordi gruppen er rigtig god live. Og det blev koncerten - selvom den var lang - først og fremmest et godt bevis på.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA