Når den blå er dirigenten

Mikael Simpson, Wonderfestiwall, Hovedscenen

Når den blå er dirigenten

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Den ofte geniale bornholmske maler, Oluf Høst (1884-1966), rendte rundt på sin klippeø og nedskrev notater, ofte en mystikers visdomsord, affyret henkastet med en zenmunks viden, at less is more. Blandt de berømte er: "Jeg sværger ved hele min malerkasse: den blå er dirigenten!" Jeg ved ikke med Jer, men det har altid passet mig godt, når den blå var lige det, og jeg ved, at det passer Mikael Simpson, der nu ydmyg og glad stillede op på klippeøens festival og lod den blå regere. Som han sagde det et sted i, hvad der blev en mageløs koncert: "Angsten – en gave, der bliver ved med at give".

I hvert fald stod han der på scenen i eftermiddagen, hvor han efterfulgte ordrablende Bisse, og så passede det godt med en simpel Simpson og minimalistiske rim tilsat drømmemusik. Og når man havde et hold af musikere, der ville oldschool-synthesizere, hvor ikke mindst den dygtige Asger Baden var et brag af en kapelmester, så var der for alvor lagt op til henkastede Simpson og hans smukke sanglinjer afleveret med et mågeskrigs diktion. Eller måske nærmere antydniger, som krusninger på havet.

Nu er vi jo på Nordbornholm, og en rock-væren er opstået, hvor kærlighed er nøglen. Inde på Gæstgiveren i Allinge kommer mange kunstnere hen over sommeren, det er nærmest blevet et rockmusikernes refugium, og det er nogle af de frø, der her er plantet, der springer i blomst på Wonderfestiwall. Således også Simpson, som under et ophold på "Gæsten" havde spurgt venner fra Wonderfestiwall, om han ikke måtte komme at spille. Og det skulle han selvfølgelig ikke sige to gange.

Hengivne var de – publikum. Kunstneren var blandt venner, som da han beklagede sig over, at de til lejligheden opstillede flasker øl var varme, og scenevagten omgående kom med et skummende glas fadøl. Så fik stemmen smør, og vidunderlig var den gennem hele koncerten, som var af den slags, hvor man som anmelder helt holdt op med at grifle, for øjeblikket skulle fanges og leves, mens Simpsons dejlige sange foldede sig ud.

Af og til ville han gå til synthesizeren og sammen med de to andre keyboardspillere konstruere spacede forløb, hvor de tydeligvis udfordrede hinanden, eller nærmere, komplementerede hinanden. Det var meget smukt, som deres fælles forståelse var det. Ligesom trommeslageren Henrik Vibskov var noget af det mest lydhøre, jeg har set længe. Ligesom Mikael Simpson selv ville gå til den anden mikrofon og levere mundharpespil af klasse, eller af og til fatte sin gamle Gretsch-guitar med Bigsby-vibrato. Og han spiller fedt.

Men det var selvfølgelig sangene. Gamle ting som Narkokys, og den gamle evergreen af et hit, Jeg sidder fast. Eller tingene fra den fantastiske plade fra 2009, Slaar Skaar, som er en af de plader, der bare kommer på min grammofon, når jeg bare skal have det soundtrack til det specielle grå humør. Med den higen efter skønhed.

Det leverer Simpson. Hvert et ord i hver en sang sidder, skåret ind til benet. Og den smukke stemme er fortsat, som går man forsigtigt ud på is, der ikke altid bærer. Og henkastet elegant som få.

Det var en dejlig eftermiddag ved Opalsøen med en funklende Simpson.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA