x
Glædeligt genhør med et af tressernes hovedværker

Brian Wilson, Værket, Randers

Glædeligt genhør med et af tressernes hovedværker

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Mens bilen rammer en indfaldsvej til Randers og passerer McDonald’s-restauranten og Graceland Randers taler vi om, hvor mange gode album, som udkom i netop 1966. The Beatles’ ”Revolver,” Dylans ”Blonde on Blonde,” ”Aftermath” med The Rolling Stones eller for den sags skyld The Mamas & The Papas’ ”If You Can Believe Your Eyes and Ears” og så videre.

Og så altså "Pet Sounds:" The Beach Boys’ – navnlig Brian Wilsons – eksperimenterende popalbum, som siden er blevet hyldet som et hovedværk i periodens popmusik. Og anledningen til, at Værket må melde udsolgt i aften, hvor selveste Brian Wilson lægger vejen forbi i anledning af albummets 50-års-jubilæum.

Med et 11 mand højt band bestående af ikke mindst den gamle Beach Boys-makker Al Jardine, dennes søn Matt Jardine og spradebassen Blondie Chaplin, som indtog en vokal hovedrolle på to Beach Boys-album fra starten af halvfjerdserne.  

Inden gennemspilningen af klassikeren – som skal vise sig at udgøre andet sæt – får den udsolgte sal i Randers i aften imidlertid knap tyve (!) klassikere; Wilson bænket bag et flygel midt på scenen, idet der indledes med ikke mindst en stribe sange fra endnu tidligere end ’66: "I Get Around," "Little Honda," "Surfer Girl" (Wilson, i aften: ”Den første sang, jeg nogensinde skrev”), "In My Room" med mange flere.

Det store band spiller glimrende med brug af blandt andet saxofon, trompet, tværfløjte og xylofon og synger flotte vokalharmonier, Al Jardine leverer en velholdt vokal, Matt Jardine imponerer med en stærk stemme i det høje register – og også hovedpersonen glimrer glimtvis, selvom alderen og årene på psykofarmaka ikke har været nådige ved det i dag 74–årige popgeni, hverken stemmen eller fysikken.

Al Jardine fortæller på et tidspunkt, fra scenen, om dengang The Beach Boys (med Blondie Chaplin) indspillede albummet "Holland" over en måned i Amsterdam i ’72; så træder Chaplin i forgrunden med sin signatursang "Sail On, Silver."

 

Gode vibrationer

Efter en pause er det så tid til et genhør med hele "Pet Sounds," hvor en mere eller mindre udtalt angst løber lige under popmusikkens velkendte kærlighed/forelskelses-tematik gennem gyldne sange som "I Just Wasn’t made for These Times,"  "You Still Believe in Me" og ikke mindst "God Only Knows."

 

I try hard to be more

What you want me to be

But I can't help how I act

When you're not here with me

 

Wilson var kun 23, da han skrev "Pet Sounds" – og nu sluttes cirklen så, med albumjubilæums-koncerterne, for den svækkede legende. Gennemspilningen af albummet bliver forventeligt aftenens absolutte højdepunkt:

Da det er forbi, venter endnu en stribe af de helt tidlige hit, og det hidtil høfligt lyttende publikum rejser sig fra sæderne i entusiasme, nogle danser og salen hylder Wilson og bandet med langvarigt, stående bifald.

Vi får blandt andre "Good Vibrations," Barbara Ann" og "Surfin USA", inden musikerne endelig forlader scenen, Wilson først. Selvom det strengt taget ikke er til at sige, føles det som et Farvel, da han forsvinder ud i kulisserne.

Og selvom det ikke just var en kunstner i sit livs form, vi bevidnede – ja, så var det dog et nogenlunde værdigt legendemøde i Randers denne torsdag aften.

 

Sætliste

  1. Our Prayer
  2. Heroes and Villains
  3. California Girls
  4. Dance, Dance, Dance
  5. I Get Around
  6. Shut Down/Little Deuce Coupe
  7. Little Honda
  8. In My Room
  9. Surfer Girl
  10. Don't Worry Baby
  11. Wake the World
  12. Add Some Music to Your Day
  13. California Saga: California
  14. You're So Good to Me
  15. Wild Honey
  16. Funky Pretty
  17. Sail On, Sailor

(pause)

  1. Wouldn't It Be Nice
  2. You Still Believe In Me
  3. That’s Not me
  4. Don’t Talk (Put Your Head On My Shoulder)
  5. I'm Waiting for the Day
  6. Let's Go Away for Awhile
  7. Sloop John B
  8. God Only Knows
  9. I Know There’s an Answer
  10. Here Today
  11. I Just Wasn't Made for These Times
  12. Pet Sounds
  13. Caroline, No

 

Ekstra:

  1. Good Vibrations
  2. Help Me, Rhonda
  3. Barbara Ann
  4. Surfin' U.S.A.
  5. Fun, Fun, Fun

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA