x
M.I.A.: Aim

M.I.A.
Aim

De sidste, snøvlende ord

GAFFA

Album / Interscope
Udgivelse D. 14.09.2016
Anmeldt af
Rosa Louise Stilgren

M.I.A. kunne inden udgivelsen af Aim fortælle, at det ville blive hendes sidste album nogensinde. Den sidste hjørnesten i et musikunivers, der siden debutalbummet Arula har været genstand for opstandelse på grund af sin politiske tyngde og eklektiske lyd. Hvis man skal tage hendes udtalelse for gode varer, så bliver hendes måske sidste budskab langtfra det højlydte brag, man kunne have ønsket sig. 

Hendes vægtede budskaber, der blandt andet kredser om flygtninge og lukkede grænser, strømmer igennem et eklektisk univers, der bevæger sig ind, ud og igennem eksotiske himmelstrøg. Hendes skramlende tørre vokal får ørenlyd gennem sin slagkraft og tronende plads i lydbilledet. Det får den letsindige kazoo på Bird Song til at fremstå som et næsten barnagtigt og fjedrende stilelement. Det understreger samtidig hendes egen udtalelse om, at albummet viser en mere letfjedrende og optimistisk side af hende selv. Det bekræftes på legesyge Visa, hvor hun benytter et sample fra hendes egen Galanga. En subtil reference til debutalbummet.

Desværre drukner hun i sit eget ekko og et blakket lydbillede, hvor endeløse gentagelser og simplicitet er dominerende. Fly Pirate genlyder af Talk med sine mekaniske, renskurede lydflader, mens minimalistiske og vokalbaserede Jump In nærmest bliver til en summende flue i øret, man får lyst til at vifte væk med håndfladen. 

At flere numre lyder som et fjernt ekko af hinanden, kommer til at virke maskerende for de budskaber, der helt sikkert stikker dybere end albummets forvirrende lydbillede. Borders står stærkest, fordi teksten står knivskarpt under et slæbende beat og finsleben dynamik. Man kunne godt have ønsket sig, at hun videreudviklede flere af stilelementerne til mere dynamiske, strømlinede melodier. I stedet sidder man tilbage med en halvtom fornemmelse. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA