x
Eksistentiel konfrontation med en kulsort fremtid

PJ Harvey, Falconer Salen, København

Eksistentiel konfrontation med en kulsort fremtid

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

En sortklædt forsamling af marchtrommer og dybtklingende blæserinstrumenter som et dystopisk begravelsesoptog. Der var ikke én millimeters fodfejl i det æstetiske udtryk, som bragede igennem ved aftenens koncert med engelske PJ Harvey. Med larmende konsensus indtog aftenens ensemble scenen i Falconer Salen og anslog fra start, hvad bandet og deres frontkvinde var kommet for at levere. Med dette års "The Hope Six Demolition Project" slår Harvey ikke kun hårdt ned på det amerikanske boligprojekt HOPE VI, som pladen tager sin titelmæssige inspiration fra. Det er samtidig et ængsteligt og fyrigt opråb om den usikre fremtid, som Europa og den vestlige verden står i. Et tematisk fundament, som går i lige linje fra sangerindens næstnyeste plade, "Let England Shake".

Og rystet blev det københavnske spillested med buldrende trommer og hvinende guitarer på ”The Ministry of Defence” fra det nyeste album. Her anslog blokke af forvrængede guitarer et nærmest militant, bombastisk lydbillede, alt imens en meterhøj, betongrå mur rejste sig bag det tocifrede mandskab på scenen. Det var et indiskutabelt signalement af den dystre politiske og krakelerende åndslige tilstand, som vi kollektivt befinder os i. Men som en stærk kontrast til den isnende scenografi var der på 47 års-dagen for aftenens hovedperson lagt op til en gedigen knytnæve i samtlige tilskueres mellemgulv. ”This is how the world will end” formanede Harvey med en stålsikker vokal der, trods Falconer Salens notorisk dårlige akustik, befandt sig både fyldigt og velklingende i salen.

 

Ideel vekslen mellem frontkvinde og bandmedlem

Når sangerinden ikke stod solidt plantet front-and-center ved mikrofonen, fungerede hun stilfuldt med det foretrukne instrument, saxofonen, i geleddet af de medbragte musikere, som fyldte scenen. Helt uden at miste mælet og på samme tid yndefuld indtog hun sin plads mellem sine medmusikanter. Der var også især plads til netop saxofonen, som igennem koncerten blev revet fra sin konventionelle rolle. Instrumentet blev både spillet på dobbelt, samtidigt, og på en plasticudgave af sig selv på den blues-tunge ”The Ministry of Social Affairs”. Men det var uden tvivl på de samlede kraftudladninger, at aftenens band brillerede.

På ”The Orange Monkey” ramte aftenens to trommeslagere noget nær eklektisk, rytmisk ekvilibrisme. Og det strålede ud af begge musikere ,der ikke kunne lade store smil tilbage. Der var harmonisk indestængthed på numre som ”Written on the Forehead”, hvor en Wurlitzer satte sit distinkte præg på sangens karakter. Og der var skæve og haltende guitarklange på ”To Talk To You” fra pladen "White Chalk". Der var effektfuld og minimalistisk brug af trommer på ”Dollar, Dollar”, der brillerede i sin underspillede instrumentering. Og på nærmest samtlige numre, men især på ”The Community Of Hope”, blev det mandsdominerede bands stemmepragt vakt til live på gentagende refræner og gav hermed et ekstra skud fællesskabsstemning til den i forvejen sammentømrede enhed.

Og selvom bandet dominerede i sin tilstedeværelse, var det på intet tidspunkt et element, der tog over for frontkvindens solide plads som aftenens centrum. Med få, men velvalgte gestikuleringer mod sit publikum signalerede Harvey den dybde og tyngde, som sangene på den nuværende tour indeholder. Og med sin alsidige stemme fortalte hun i en vekselvirkning mellem ængstelse og stålsat sikkerhed. ”Come here at once” sang Harvey på ”The Devil” med udstrakte arme, som en febrilsk søgen efter mening med den galskab, der troner på det europæiske kontinent. Især ”To Talk To You” blev leveret med fuldt overbevisende inderlighed. Og så endda i det lyseste register.

 

Cementering af musikkens vigtighed

Og som den regulære spilletid for en koncert indfandt sig, fandt PJ og band tilbage til de tidligste udskejelser med punk-eskapaden ”50 Ft Queenie” og formåede på ny at sparke døren op til et benovet publikum, der fik præsenteret Harvey uforfalsket, som hun tog sig ud for over 20 år siden. Endda med et band, der kunne stå den højinstense distance. Aftenens ærefrygtindgydende præstation blev sløjfet af med ”River Anacostia”, hvor den amerikanske spiritual, ”Wade In The Water” ildevarslende væves ind i sangen, indtil det er det eneste mantra, der står tilbage. Med Harvey og band i sammenklang på de fire ord i takt med at det grå bagtæppe sank ned bag scenen, blev salen efterladt med en bittersød fornemmelse i kroppen. Der blandedes følelserne af dystre fremtidsudsigter i et nærmest Sheakspeariansk format. Når vi nu skal gå ind i den mørke nat, skal det saftsuseme ikke gå stille for sig.

Det runger ekstra hult, når vores egen kulturminister, Bertel Haarder i et samråd udtaler, at kunstnere er interessante igennem den kunst, de laver og ikke på grund af deres politiske tilhørsforhold. Hvis aftenens koncert ikke er en milepæl i musikkens uomtvistelige rolle som samfundskritisk mægler, er der ikke noget musik, der er. Når PJ Harvey brøler fra toppen af Olympen, skal vi lytte. Og det kan med al skråsikkerhed siges, at det gjorde samtlige tilhørere i Falconer Salen i aften.

 

Sætliste:

Chain of Keys

The Ministry of Defence

The Community of Hope

The Last Living Rose

The Orange Monkey

A Line In The Sand

Let England Shake

The Words That Maketh Murder

The Glorious Land

Written On The Forehead

To Talk To You

Dollar, Dollar

The Devil

The Wheel

The Ministry Of Social Affairs

50 Ft Queenie

Down By The Water

To Bring You My Love

River Anacostia

---

Is This Desire?

The River

Highway 61 Revisited


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA