x
NOAH: 1988

NOAH
1988

NOAH leverer det dansksprogede metervarepopalbum nummer 100 i 2016

GAFFA

Album / Copenhagen Records
Udgivelse D. 18.11.2016
Anmeldt af
Sara Elisabeth Nedergaard

NOAHs andet album 1988 (der refererer til Troels Gustavsens fødselsår i bedste Taylor Swift-stil) starter ud med Ser Mig Ik’ Tilbage, der har de allestedsværende funky trommer à la Justin Biebers Sorry. Der stopper den sammenligning, og NOAH falder hurtigt ind i kategorien dansktoppop i stil med Seebach & co.

Det er som at svøbe sig ind i et kludetæppe strikket af 00’ernes og 10’ernes dårligste danske popsange. Teksterne giver jo INGEN mening. Som her, på Vi Brænder: ”Stille før storm/Sekunderne tikker/Og jeg slipper min angst, ja/ Jeg ser på mig selv/Med lukkede øjne/Og et hjerte i flammer/Når vi forsvinder /En dag/Er der kun lysene tilba’”. HVILKE LYS, NOAH? Hvilke lys?!

Nuvel. Der er jo en grund til, sangere som Medina og Rasmus Seebach har fået så stor succes med deres åndssvage tekster. Det er det, de unge vil have. Og ser man ud over hjerte/smerte-lyrikken, er Troels Gustavsen jo en helt hæderlig sanger. Og Før Vi Falder ér da en catchy popsang, det kan jeg godt være med på. Produktionerne er dog stadig håbløst upersonlige, om end velproducerede – det er tydeligt, NOAH har samarbejdet med diverse producere, der har arbejdet sammen med popsensationer som Medina, Nik & Jay og Burhan G.

Det, et act som NOAH kan, er at fange det yngre publikum, der måske ikke er lige så lyrisk kritiske som overtegnede (og jeg er ikke engang særligt kritisk). Og her er en sang som eksempelvis Kære Mor jo en fin fortælling om at miste en forælder og hvordan man så forholder sig til den anden forælder, der står tilbage. Og den hjerteskærende Vågn Op, der omhandler Troels Gustavsens fars død, er enormt rørende. Det er der sikkert nogle unge mennesker ude i den danske lyttersfære, der kan lytte til og finde trøst i, skulle de stå i lignende situationer.

Men NOAH får aldrig Nobelprisen i litteratur, det er da helt sikkert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA