Nyhed

Noah Carter teaser længe ventet album

Tilbage i juli bekræftede rapperen, at der var et nyt album på vej. Nu lader det til, at pladen kan være lige om hjørnet.

Fans har længe kaldt på et nyt album fra B.O.C.-rapperen Noah Carter.

Nu lader det til at der kan være et album lige om hjørnet fra den populære musiker. 

Læs også: Roskilde Festivals 52 største scoops de seneste 20 år – rangeret


I en række Instagram-stories graver Carter gamle opslag omkring sine tidligere album frem. 

Han har blandt andet delt et billede af albummet Noahs Ark fra 2024, med en lang række spørgsmålstegn under, og et to år gammelt opslag, hvor han lover et “nyt album før 2033”.

Tidligere på året bekræftede Noah Carter i en TikTok-kommentar, at der er hold i forventningerne. 


“Confirmer her.. det er et album og det er på vej…. Men altså det ik næste uge,” skrev han i juli. Siden da har hans kommentarfelt været fyldt med teorier og utålmodighed.

“waiting 4 the drop” skrev kollegaen Sivas under hans opslag, mens fans skriver kommentarer som:

“Har hørt en fugl synge om der er album i oktober?” og "Drop nu det album Nuri”.


Noah Carter debuterede i 2016 med singlen “Do You” og senere “Come Alive”, der blev en del af det engelsksprogede album Couch Dreams fra 2017. 

Siden da har rapperen for det meste udgivet dansk rap, på trods af at fans længe har efterspurgt en efterfølger til Couch Dreams.

På afslutningsnummeret fra 2024-albummet Noahs Ark proklamerede rapperen da også: “Couch 2 on the way”. 


Indtil videre har profetien ikke holdt stik, og de tre udgivne dansksprogede singler han har udgivet i 2026 tyder på, at det heller ikke sker denne gang.

I alt er det blevet til seks album fra rapperen. Senest udgav han Guld & Grønne sidste sommer, der fik tre stjerner af vores anmelder med ordene: “Alt i alt fremstår Guld & Grønne for ofte fantasiforladt, og de numre, der fungerer ganske fortrinligt, kommer til at skulle bære for meget af ansvaret for den gode lytteoplevelse.”

ANNONCE