x
Veteraner mødte publikum i øjenhøjde

10cc, Amager Bio, København

Veteraner mødte publikum i øjenhøjde

Anmeldt af Carsten Skov | GAFFA

I dagene op til denne sene novembertirsdag havde jeg fortalt nogle venner og kolleger, at aftenens program i Amager Bio bød på 10CC. “Jamen, spiller de endnu? “ og  “Hvor mange er der tilbage?” lød et par af kommentarerne. Der var med andre ord en opfattelse af bandet som noget antikveret og helt ude af trit med nutiden. Det havde sat sig så meget i baghovedet,  at jeg var grebet af en solid portion skepsis og forbehold,  da jeg troppede op til koncerten sammen med det øvrige både talstærke og modne publikum.

Se, nu er der ikke noget galt i at reflektere over og mindes barn- og ungdom. Det er jeg jo også selv nødt til at mene, når det er over 40 år siden, jeg første gang hørte “Rubber Bullets” til mit første sodavands-diskotek.

Efter en lidt vel lang båndet intro dukkede bandet op og startede med “Wall Street Shuffle”. Og så rammer det mig. Det er jo glimrende velkomponeret og -arrangeret popmusik, der måske ikke er båret af en sprælsk blues-nerve, men derimod af en ferm melodisnedkers sans for beats og breaks. Bevares, i indledningsnummeret er der ikke mange svinkeærinder uden for studieindspilningens akkuratesse, men det falder nu alligevel i god jord hos publikum.

De næste par numre bliver afleveret tilsvarende stramt, inden små historier og muntre hip til bandets og sangenes baggrund bløder alvoren op. For eksempel hører vi, at “Art For Art’s Sake” er en hyppigt brugt talemåde fra Graham Gouldmans far, og at “Life Is A Minestrone” tilsvarende var en spøjs bemærkning fra en radio-discjockey, som de to tidligere bandmedlemmer Eric Stewart og Kevin Godley fik en sang ud af.

Nok er der kun føromtalte Gouldman tilbage fra den "rigtige" besætning, men de "nye" har faktisk allerede en lang historie under 10CC-blandet. Det gælder ikke mindst guitaristen Rick Fenn, der har været en del af bandets turnéudgave siden 1977 og den solide trommeslager Paul Burgess, der endda har været med et år længere. Fenn bevæger sig let og elegant mellem de karakteristiske riffs, der vækker genkendelsens glæde og de afsnit, hvor improvisationer og dueller mellem instrumenterne understreger melodimaterialets slidstyrke. Samtidig lægger Burgess en præcis bund uanset genre. Mick Wilsons lyse stemme, der hyppigt balancerer på kanten af falset, tager sig af de høje toner, mens de øvrige bandmedlemmer tager sig af de lavere registre.

Da sætlisten når “The Dean And I” fra bandets debutalbum i 1972, står det klart, i hvor stor gæld 10CC står til Beach Boys, når det gælder vokalarrangementer – uden at der af den skulle være tale om plagiat. Snarere tværtimod. Der er et originalt præg og en særlig stemning over sange som ”The Dean And I”, ”The Things We Do For Love” og ikke mindst ”Feel The Benefit”. Sidstnævnte nummer viser sig at være endnu en familiær talemåde, denne gang fra Gouldmans i dag 98-årige mor, der stadig minder sin 70-årige søn om at tage frakken af, når han kommer ind fra kulden – så han kan mærke forskellen, fordelen …

Når man kaster et inkvisitorisk blik på sætlisten, vil man bemærke, at alle numrene har adskillige årtier på bagen. Der er med andre ord ikke noget nyt under solen. Alligevel bliver der hujet, skrålet og sunget med, måske netop fordi publikum for en stund har knækket Einsteins relativitetsteori og nu befinder sig i en tidslomme, hvor glimt af ungdommen fremhæver sangenes tidløse karakter.

Nuvel, der er måske lidt vel mange af stemmerne i ikoniske ”I’m Not In Love”, der er båndet eller frembragt på keyboard. Der er til gengæld også de fire rigtige stemmer, der alligevel får de små hår i nakken til at rejse sig, inden der går fest i den med ”Dreadlock Holiday”, en pragtfuld og munter a cappella-udgave af debutsinglen ”Donna” og endelig aftenens kulmination i den herligt rockende ”Rubber Bullets”.

Jeg skal gerne medgive, at de fem modne pophåndværkere på scenen blot fremviste et velkendt svendestykke for gu’ ve’ hvilken gang. Jakkesæt – dog uden slips – indøvede positurer og dansetrin antydede en vis lighed med The Shadows, men når Graham Gouldman står mildt, muntert og diskret - som en krydsning af Buddy Holly og Georg Metz – så trækker stemningen væk fra det lidt for velkalkulerede for i stedet at møde publikum i øjenhøjde.

 

Sætliste:

Intro

Wall Street Shuffle

Art For Art’s Sake

Life Is A Minestrone

The Dean And I

Good Morning Judge

Feel The Benefit

The Things We Do For Love

Silly Love

I’m Mandy Fly Me

From Rochdale To Ocho Rios

I’m Not In Love

Dreadlock Holiday

---

Donna (Accapella)

Rubber Bullets

 

Lineup:

Graham Gouldman – vokal, bas, guitar

Mick Wilson – vocal, guitar, percussion, keyboard

Rick Fenn – guitar, vocal

Mike Stevens – keyboards, vocal

Paul Burgess - trommer


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA