x
Fremragende Fallulah trods penibel publikumsplacering

Falluah og Katrine Stochholm, Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal

Fremragende Fallulah trods penibel publikumsplacering

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Arkivfoto fra Smukfest 2016, jakken er dog den samme

Et år efter udgivelsen af sit tredje album, ”Perfect Tense”, er Fallulah draget på ganske lang Danmarksturné, seks uger i alt, hvor GAFFA fanger hende i uge tre i Musikhuset Aarhus’ Rytmisk Sal. Når touren er længere end vanligt, kan det skyldes, at hun har opnået et popularitetsmæssigt løft siden sin deltagelse i TV2’s Fortolker-Holger-program ”Toppen af poppen” i efteråret. Rytmisk Sal er da også næsten udsolgt. Desværre er der tale om en sid-ned-koncert, og det virker noget malplaceret i Fallulahs tilfælde, da en stor del af hendes sange appellerer til dans.

Allerede i åbningsnummeret, ”I Lay My Head” fra det syv år gamle debutalbum ”The Black Cat Neighbourhood”, virker det helt forkert, at Fallulah kommer ind på scenen med hænderne klappende over hovedet og hurtigt begynder at danse rundt på scenen, mens publikum sidder pænt stille på stolerækkerne. Det er ellers muligt at fjerne stolene i Rytmisk Sal, men det har arrangørerne altså ikke gjort. Måske en hensyntagen til det efterhånden ganske blandede publikum, den dansk-rumænske kunstner med det borgerlige navn Maria Apetri har fået – nok især takket være førnævnte tv-program – hvor både teenagepiger og midaldrende ægtepar er pænt repræsenterede. Fallulah får da også ret hurtigt sagt, at ”I får altså ikke lov til at sidde ned hele tiden,” og det gør vi heller ikke, men mere om det senere.

Men nok om publikumsplaceringsproblematikken, for derudover er det en fremragende koncert, Fallulah giver. Mest imponerende er hendes varme, fyldige og udtryksfulde sangstemme, som ligger centralt i lydbilledet og er helt ren og uanstrengt i koncertens samfulde 75 minutter trods gentagne eksempler på den omtalte dans og klap. Sangerinden, der blev mor for fire måneder siden, er tydeligvis tilbage i topform (hun var faktisk også i storform på Smukfest i syvende måned). Fallulah har medbragt et lille, velspillende band bestående af guitaristen og korsangeren Una Skott, trommeslageren Lasse Herbst og den nytilkomne keyboardspiller og korsanger Susanne Wium, og selvom visse basgange synes at komme fra et backtrack, blandt andet på ”Strange World” (og andre fra keyboardets venstrehånd), er der god livefornemmelse, flotte korpassager og nuanceret guitar- og trommespil, endda en lille guitarsolo hist og her, blandt andet på ”Bridges”.

Derudover er det i ligestillingens navn en fornøjelse at se et band, hvor de kvindelige musikere er i overtal. Der er nemlig, skulle man være i tvivl, en massiv overvægt af mænd på alle niveauer i den danske musikbranche, hvilket også er medvirkende årsag til den skæve kønsfordeling blandt de optrædende på de danske festivaler – en diskussion, der blusser op hvert år ved denne tid. Men apropos ligestilling: Hvorfor er det kun kvinderne i bandet, der optræder i de fancy hvide jakker med Fallulah-logo? Måske sveder den hårdtarbejdende trommeslager Lasse Herbst for meget? I øvrigt får vi at vide, at Fallulahs kæreste holder barselsorlov og er barnepasser backstage – ”en moderne mand, det skal han have en klapsalve for”. Hørt.

Fallulah kommer godt rundt i sit solide bagkatalog, hvor det nyeste album ikke overraskende er hyppigst repræsenteret, og den nyudgivne ”Big Bite” viser, at sangerinden og sangskriveren stadig er god for en fængende up-temposang. Vi får dog også mere afdæmpede numre som ”Slow Love”, ”Vandalain” og ”Sorrow is a Shadow”, der får siddepladserne til at give mening. Vi bliver også budt på en langsom fortolkning af The Doors-klassikeren ”Light My Fire” med Fallulah og Una Skott alene på scenen, nu uden jakker. De gør det godt, men sangen er, alle sine kvaliteter til trods, noget fortærsket, og eneste grund til at spille den nu skulle være, at The Doors’ selvbetitlede debutalbum, som nummeret stammer fra, netop er fyldt 50 år.

Så er Gnags’ ”Danmark” noget bedre. Sangen blev også fortolket af Fallulah i ”Toppen af poppen”, og linjer som ”Danmark, det banker på din dør / har aldrig set dig så selvisk og ensom nogensinde før” må i disse år siges at være højaktuelle. I øvrigt fremførte sangens ophavsmand, Peter A.G. Nielsen, samme nummer næsten præcis et døgn tidligere i samme bygning, dog på Store Scene.

Hittet ”Dried-Out Cities” fra det andet album, ”Escapism”, får de første spredte publikummer til at rejse sig, mens ”Superfishyality”, der både skifter tempo og taktart flere gange undervejs viser, hvor mange farver Fallulah kan male en popsang op med. ”Perfect Tense” lukker hovedsættet med Fallulah i sin mest elektropoppede afdeling og viftende hænder blandt publikum.

Vel ankommet til ekstranumrene beordrer Fallulah folk op at stå, og det gør de uden problemer. Det er forudsigeligt, men fint nok, at sangerinden lukker og slukker med to af sine største hits: ”Give Us a Little Love”, der først blev en succes i 2015, fem år efter udgivelsen, da den kom med i den amerikanske tv-serie ”Pretty Little Liars”, og ”Out of It”, der blev det med det samme i 2011, via en anden tv-serie ”Lykke”. Musikalsk en fornem aften, hvor kun siddepladserne trækker ned, men det skal ikke rive den femte og sidste stjerne fra Fallulah. Det kan stærkt anbefales at fange hende på forårets turné – mange steder må man stå op. Stol på det.

 

Opvarmning: Katrine Stochholm ****

Inden Fallulah får vi en halv times opvarmning fra den aarhusianske sangerinde og sangskriver Katrine Stochholm, der i november 2016 udgav sit fornemme, desværre stadig noget oversete debutalbum ”Danser til radio”, hvis titel også hænger som et skilt fra Stochholms keyboard. Til gengæld får Stochholm, der medbringer fire musikere på henholdsvis trommer, keyboard, kor og kor/keyboard, på intet tidspunkt præsenteret sig selv, hvilket er lidt synd. Nok har Fallulah skrevet på sin Facebook-side, at Stochholm skal varme op, men hvis man vil gøre opmærksom på sig selv som relativt ny kunstner, så hellere sige sit navn en gang for meget end for lidt.

Nu er Stochholm så heller ikke helt ny på musikscenen. I årene 1995-2004 var hun pianist og komponist i det helt igennem fantastiske, desværre hedengangne orkester Under Byen og dermed medansvarlig for nogle af de smukkeste sange, der er udgivet i Danmark i mange år. Samme tårnhøje niveau når hun ikke solo, men hun gør det godt, også i aften, hvor vi kun får fire, til gengæld lange sange, hvor der dog er lige lovlig meget rumklang på den ellers stærke, sfæriske vokal, så de poetiske tekster er lidt svære at høre. Til gengæld er det alsidige trommespil på både ”rigtige” og elektroniske trommer, det stærke og lidt Balkan-klingende kor og den seje keyboardbas en fornøjelse.

Vi får tre numre fra ”Danser til radio” og til sidst den nye ”Maj”, hvor Stochholm har sat musik til et digt af 1800-talsforfatteren Viggo Stuckenberg. Sidstnævnte sang hører musikalsk til Stochholms mest poppede og dansable og lyder som et vaskeægte potentielt hit, også selvom det i modsætning til flertallet af popsange ikke er bygget op efter formen vers-omkvæd-vers-omkvæd-mellemstykke-vers-omkvæd, men vers-vers-omkvæd-omkvæd. Lidt i stil med Robyn og Kleerups ”With Every Heartbeat”. Katrine Stochholm er en fuldvoksen kvinde, og måske er hendes tid kommet nu. Publikum klapper da også tilfredse, og sen-teenagepigerne på sæderne foran mig har travlt med at google hende efter koncerten, hvor der heldigvis er en pænt udsmykket Stochholm-merchandisebod – så forhåbentlig får hun slået sit navn fast.

 

Fallulah-sætliste:

I Lay My Head

Social Club

Slow Love

Strange World

Big Bite

Light My Fire (The Doors-fortolkning)

Vandalain

Hey You

Dried-Out Citites

Sorrow Is a Shadow

Bridges

Danmark (Gnags-fortolkning)

Superfishyality

Swimming Pool

We All Need Water

Perfect Tense

Ekstra:

Give Us a Little Love

Out of It

 

Katrine Stochholm-sætliste:

Kompas & rumraket

Fugle krybdyr rovdyr padder

Hver gang han bliver ny

Maj

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA