x
Overlegent, intenst og impulsivt

Dave Matthews & Tim Reynolds, Royal Arena, København

Overlegent, intenst og impulsivt

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Det er ikke et helt almindeligt musikalsk samarbejde, der eksisterer mellem Dave Matthews og Tim Reynolds. Det er et musikalsk samarbejde bygget på ærefrygt og respekt for hinandens respektive talenter. Havde det ikke været for Tim Reynolds, havde Dave Matthews sandsynligvis aldrig forfulgt en karriere inden for musikken, og havde det ikke været for Dave Matthews, er der en vis sandsynlighed for, at Tim Reynolds bare havde holdt sig til at spille barjobs. For det var sådan, at venskabet startede for Dave Matthews og Tim Reynolds – på baren i Charlottesville, Virginia, hvor Tim Reynolds optrådte, mens Dave Matthews i slutningen af 80’erne arbejdede.

Det er et venskab, der er blomstret ud af musikkens impulsivitet, og som sidenhen har vokset som en steppebrand i form af Dave Matthews Band, som Tim Reynolds blev en fast del af i 2008.

Ifølge Dave Matthews er Tim Reynolds guitarvirtuosen, som intet band kan leve foruden, og som han fortalte mig tilbage i februar, formår Tim Reynolds at løfte det musikalske niveau samtidig med, at han skaber plads til kreativiteten. Det er derfor ikke en helt almindelig konstellation af to akustiske guitarister, der har taget en pause fra syvmandsbandet for at drage ud på en omfattende verdensturné som en duo. Det er derimod et forsøg på at vende tilbage de til musikalske rødder og den uundgåelige impulsivitet. Det er ikke længere Dave Matthews, der står i det utrættelige centrum, men en særlig forsamling af to venner, der for tredive år siden mødtes omkring musikken og i dag har udviklet sig til en musikalsk smeltedigel af den amerikanske musikalske arv og med en omfavnende intimitet.

 

Det intime ved en arena

Når Dave Matthews & Tim Reynolds er sat til at optræde i Royal Arena, er det svært at forestille sig, hvor meget intimiteten kan formå at brede sig udover scenekanten. Men trods arenaens omfattende kapacitet var godt halvdelen af halvdelen af salen brugt til netop det formål – at skabe en følelse, som var der tale om en klassisk koncert i Vor Frelser Kirke. Stille og roligt bevægede Dave Matthews sig alene ind på scenen og begyndte de første akkorder til nummeret ”Take Me To Tomorrow” af John Denver. Og det er netop den impulsivitet, der her er tale om.

Det var tydeligt, hvordan han var bevidst om sig selv i centrum, men da han efter sin underspillede entré præsenterede sin kære ven Tim Reynolds, som han tydeligvis idoliserer højt, og begav sig ud i nummeret ”Crush” fra albummet Before These Crowded Streets, var det pludselig til at forstå, hvordan Dave Matthews aldrig gør tingene helt efter bogen. Han kan starte ud med det nummer, der lige så godt kunne være ekstranummeret, og da han derefter fortsatte med ”Bartender” fra Busted Stuff, var det som om, at publikum havde fået, hvad de kom efter. På trods af de få, der igennem koncerten blev ved med at råbe efter ”Don’t Drink The Water” til Dave Matthews’ store morskab og satiriske kommentarer. Men koncerten var også lige begyndt, og selvom Tim Reynolds allerede var i færd med at krænge lyde ud af sin guitar, som man egentlig ikke vidste fandtes, var intensiteten stadig under en stille opsejling, som det kom til udtryk under ”Stay Or Leave” fra soloalbummet Some Devil, hvor Tim Reynolds – manden på størrelse med sin guitar – formåede at lyde som en hel strygersektion.

 

Donald Trump og nye numre

”Jeg vil gerne sige undskyld for ham, vi har puttet i Det Hvide Hus,” indskød Dave Matthews efterfølgende genert på et meget gebrokkent dansk. Det er ingen hemmelighed, at han ikke var blandt dem, der satte sit kryds ud fra tv-værten i The Apprentice, og som skriver sit navn på høje bygninger, og som verdensrejsende amerikaner er det da også til at forstå, hvorfor man har behov for at undskylde. Dave Matthews fortalte derefter, hvilken bus man skal tage, hvis man gerne vil fra Chicago til Bismarck, Illinois, hvilket introducerede et nyt nummer, der aldrig før er blevet udgivet i nogen forstand, men nok alligevel kan findes på the YouTube.

Særligt på ”Satellite” fra Under The Table And Dreaming og ”#41” fra Crash formåede Dave Matthews og Tim Reynolds at supplere hinanden på en facon, der er særdeles beundringsværdig taget i betragtning, at det var en akustisk koncert med kun to akustiske guitarer og en stemme på scenen. Der eksisterede en sonisk dybde, og selvom de to musikere deltes om samme nummer, beskæftigede de sig med hver sit element. Dave Matthews og Tim Reynolds fremstod udadvendte på hver sin måde, og selvom det var Dave Matthews, der undervejs førte ordet med meningsløse anekdoter om fjollede underbukser, der bare sidder overraskende godt, formåede Tim Reynolds at være sin egen guitarvirtuos, der tiltrak sig lige så meget opmærksomhed. Undervejs i koncerten forlod Dave Matthews scenen for at lade rampelyset falde på Tim Reynolds, der herefter begav sig ud i en instrumental udgave af solonummeret ”Grab The Horns By The Bull”, som han formåede at holde interessant, selvom den slags ofte kan udvikle sig en smule kedeligt.

 

Fremtidens bekymringer og dragende soundscapes

Når man får børn, begynder det hele at handle meget om fremtiden. Det var i hvert fald sådan, Dave Matthews forklarede det, da han kort efter vendte tilbage på scenen og placerede sig bag scenens klaver. Men børn er også lig med bekymringer for den fremtid, vi voksne udformer for dem, og som klaveret bidrog til beskeden med en melankolsk og fortvivlet klang, bevægede Dave Matthews & Tim Reynolds sig ud i nummeret ”Death on the High Seas”, der var en musikalsk indramning af den eftertænksomme besked. Det var Dave Matthews i en langtfra klassisk forstand, som man kender ham fra Dave Matthews Band, mens Tim Reynolds skabte dragende soundscapes på sin akustiske guitar. På ”Warehouse” fra Under The Table And Dreaming bevægede Dave Matthews & Tim Reynolds sig igen op i det tempo, der endnu engang beskrev duoens rytmiske variation. Den rytmiske variation, der var med til at give koncerten et kompliceret element og skabte en dybde til de ellers beskedne kompositioner.

Da GAFFA interviewede Dave Matthews forud for koncerten, gjorde han hurtigt opmærksom på sin mistro til den siddende amerikanske regering, det politiske bureaukrati og sin frygt for, at klimaforandringer nu er uundgåelige. Imellem en følelsesbetonet ”The Space In Between” fra Everyday og ”Lie In Our Graves” fra Crash fik publikum samme besked, hvor Dave Matthews nu gav udtryk for, at marmorkuglen er på vej til at forsvinde i et rum, ingen kender størrelsen på. Og som Dave Matthews efterfølgende fortalte, er nogle film lige så dårlige og meningsløse, som den måde mange politikere fører politik på, som nummeret ” Samurai Cop” ifølge Dave Matthews var et eksempel på. Den dystopiske tematik fortsatte derefter, da Dave Matthews endnu engang forlod Tim Reynolds alene på scenen til en betagende opførsel af Led Zeppelins ”Kashmir”, der i sig selv var et af aftenens absolutte musikalske højdepunkter i sin komplekse fremførelse.

 

Overlegen afslutning

Der var undervejs i koncerten netop plads til at gøre tingene anderledes og på den måde, som er med til at kendetegne det talent, der ligger bag Dave Matthews & Tim Reynolds. Undervejs smed Dave Matthews guitaren til fordel for klaveret, hvor særligt ”Virginia in the Rain” skilte sig ud i sit ambiente element. Melankolien blev derefter trukket helt ned i dybet på ”Gravedigger” fra Some Devil, hvortil publikums modtagelse rungede igennem salen. Det var et intenst højdepunkt, der satte sig fast og greb fat om de bageste sæder, hvor ”Two Step” fra Crash senere var svanesangen til glædernes fest.

Nær tre timer var gået i selskab med Dave Matthews & Tim Reynolds, og vi kunne sagtens tage en time mere, så da duoen kort efter bevægede sig tilbage på scenen og satte gang i ”What Would You Say” fra Under The Table And Dreaming, strømmede store dele af publikum ned foran scenen for at få de sidste indtryk helt tæt på. Og selvom ”Ants Marching” fra samme album fik sat gang i fødderne, var to numre ikke nok, før turen skulle gå videre til Berlin, så scenen stod derfor ikke tom længe, før Dave Matthews & Tim Reynolds igen bevægede sig tilbage med ”You & Me” fra Big Whiskey And The GooGrux King.

Aftenen med Dave Matthews & Tim Reynolds var alt det, en koncert skulle være. Det var overlegent, impulsivt og intimt, hvor to talenter sammen om et kammeratskab formåede at føre et fokuseret publikum gennem hele følelsesregistret, hvad end det var på et politisk, musikalsk eller på et spirituelt plan.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA