x
Hørslev/Mechlenburg: Uhørt

Hørslev/Mechlenburg
Uhørt

Musikalsk digter og multimusiker mødes, og sød spoken word-synergi opstår

GAFFA

Album / Rosinante
Udgivelse D. 21.01.2017
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Forfatteren Lone Hørslev har gentagne gange arbejdet i musikalske sammenhænge. Hun har skrevet tekster og sunget kor for Mouritz/Hørslev og Er De Sjældne og udgiver nu et regulært spoken word-album i samarbejde med multiinstrumentalisten og komponisten Jesper Mechlenburg. Musikalsk er der tale om eftertænksomme, håndspillede popsange, hvor Hørslev tilpas tilbageholdt oplæser versene – digtene, om man vil – inden Mechlenburg falder ind med sungne omkvæd og Hørslev på fint kor under Mechlenburgs fyldige vokal.

Teksterne er enkle og en blanding af hverdagsobservationer og refleksioner, ofte over kærlighed, især den ugengældte af slagsen, med både poesi og humor, mens sangene er velskrevne, melodiske og ofte let melankolske. Som bonus ved køb af vinylen får man flere skarpe digte med, uden musik. En ren win-win-situation med en af Danmarks mest musikalske forfattere – det kan anbefales, med hendes egne ord, at tage ”med derind, hvor man kan gøre alt muligt frækt og kalde det for poesi.” Og så lige et spørgsmål: Hvornår udgiver Lone Hørslev sit første soloalbum?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA