Magisk klassisk koncert med mestre

Tedeschi Trucks Band, Amager Bio, København

Magisk klassisk koncert med mestre

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Amager Bio er et musikalsk mekka. Her hersker en ånd, som vi skal tilbage til 1970'erne for at finde mage til. For her er et publikum, der har en lokal vibe, der emmer af hygge, samtidig med at folk kan tage trommesoloer i strakt arm, uden at forfalde til at kigge panisk ned i telefonen. For alt bliver absorberet, og kan man ikke lige det, kan man jo altid gå efter øl. Det er et fedt sted.

Og så er det - ikke ulig Mojo, men langt større - et vaskeægte Home Of The Blues. En scene, hvor der kommer et trofast publikum, der kan deres klassikere og så må det være godt, når toppen af bluesguitar i form af Derek Trucks kommer forbi med sit kæmpeband, hvor ingen er overflødigt fyld, og hvor konen, sangerinden Susan Tedeschi, stråler som en diamant. Med en stemme der rører mig som en Eva Cassidy eller en Cat Power.

Ægteparrets orkester er nu, hvor Trucks i nogle år har satset 100 procent på det og ikke konstant skulle afsted med Allman Brothers, i en helt unik form, som også er bevidnet på det nyligt udsendte live-album, men en ting er en lydoptagelse, for nu stod de foran os, og synergien med det formidable og indforståede publikum var ikke til at tage fejl af. Det var kærlighed i reneste form. Men tillad mig lige at stoppe op:

Der er intet, som når journalistik bliver indforstået. Så bluesfans: bær over med mig, for historien skal lige på plads, så alle forstår, hvad der gør Derek Trucks til en så sensationel guitarist. Hvorfor hans tilstedeværelse på scenen er så positiv en historie, vel at mærke på en scene, der også tæller andre forhenværende vidunderbørn som Joe Bonamassa?

Der var engang et aldeles magisk orkester, hvor to brødre huserede, som hed Allman Brothers Band. Brødrene var Duane og Gregg Allman, og blandt medlemmerne var yderligere en guitarist, Dickey Betts, samt to trommeslagere, hvoraf den ene hed Butch Trucks, og i øvrigt afgik ved døden for nylig.

Specielt Duane var virkeligt unik. Hans guitarspil var af en anden verden, og specielt var hans slideguitar noget helt specielt. Han lagde formidable spor, dels med familiebandet, dels som studiemusiker og dels da han skrev rockhistorie med Eric Clapton på 1970-albummet Layla and Other Assorted Love Songs.

At de to mødtes skyldes to ting:

Duane havde tilbragt en del tid i et ikonisk sydstatsstudie i lillebyen Muscle Shoals, hvor et fuldkomment unikt band af studiemusikere i stor stil arbejdede med sorte kunstnere (Aretha Franklins Respect, Etta James' I'd Rather Go Blind og alt muligt andet!) og en af dem var fantastiske Wilson Pickett (1941-2006), alias The Wicked Pickett. Hverken Allman - der var kendt som Skydog (Himmelhund) og i sandhed med cykelstyrsoverskæg, bakkenbarter og langt lyst hår grangiveligt lignede et kryds mellem en cockerspaniel og en Old English Sheepdog - eller Pickett, der jo altså var sort, kunne komme med på det lokale værtshus på grund af de lokale rednecks og deres racisme, - så i en pause, hvor de to var blevet alene hjemme i studiet, overtalte Duane Allman sangeren til at se nærmere på Hey Jude med The Beatles, som derefter blev et federe hit end originalen (undskyld, Tim Christensen!), ikke mindst på grund af Duane Allmans guitarriff, som – og nu kommer vi til det – havde fået Eric Clapton til at spidse ører, for her var en helt ny tilgang.

Så da Clapton, der var træt af England og besværlige folk som Ginger Baker og de andre, han havde spillet med i Cream og Blind Faith, fandt ud af, at det studie i Florida, hvor han indspillede, var Allman Brothers i gang i nabostudiet, så var det skæbnen, der bragte de to sammen. Og historien går selvfølgelig på, at det var soulmates, der mødtes, jeg mener: ”Hør lige det her riff!!” og svaret ”Men hvad med det her riff?” og "Ja, men, for helvede, kender du denne her lille blues?"

Og det kunne være blevet til meget mere, hvis ikke blot 24-årige Duane havde fundet det betimeligt at køre måske lidt for hurtigt på kværnen hjemme i Macon i staten Georgia, og derfor ikke kunne nå at reagere, da en lastbil bakkede ud fra en indkørsel. Så bare et år og en måned efter at Jimi Hendrix endegyldigt havde parkeret Stratocasteren i London som 27-årig, havde rocken mistet to stilskabende giganter på ingen tid. Og så stod vi altså der med ikoniske optagelser (Allman Brothers Live At Fillmore East - hello!!!), men også med en halvfærdig historie.

Og det er den historie, der er blevet samlet op i form af Derek Trucks - nevø til trommeslager Butch - som allerede som ung knægt stod der med Skydog på sin T-shirt og tryllede slideguitar. Ja, komplet med Duanes pilleglas i stedet for en flaskehals til at glide hen over strengene - du kan i dag gå i 4-Sound og købe en sådan med Dereks navn på! Men i modsætning til forbilledet lever han på en måde, der foreløbig har gjort, at han har kunnet skabe i 10 år mere end salig Allman. Ligesom en i første omgang tårevædet Clapton har fået stjernestunder med det nye geni, både i sit eget band og ikke mindst med et revitaliseret Allman Brothers Band, som med en anden guitarist og sanger, Warren Haynes, har haft et makkerpar, der tåler sammenligning med det oprindelige med Duane og Betts.

Så i de år og frem til for et par år siden voksede Derek Trucks og udvidede territoriet, en mester af fineste kaliber, der mere end færdigskriver legenden om himmelhunden Duane Allman. Ja, jeg vil vove et øje og sige, at på en aften som den i Amager Bio i går, fik han vist, at han nu overgår Duane. Nemlig i form af en alsidig tilgang som solist og bandleder, der mestrer alle genrer. Og et ubesværet og fuldkomment virtuost og indfølt spil på et niveau, som jeg aldrig har set mage til.

Men tilbage til den aktuelle koncert i Amager Bio:

Jeg er vild med den måde, bandet rammer ind i gamle historier. Som fan af bands som Delanie & Bonnie og navnlig Little Feat er det sgu en fornøjelse at se endnu et band med to trommeslagere og en bassist ud over det sædvanlige gå ad de veje, som fører om ikke til Rom, så til New Orleans, samtidig med at vi ud over de dybe rødder i musikken får de forførende præstationer fra sangerne. Og det er netop det, for der er altså tre vokalister ud over Susan Tedeschi, der hver for sig ville vise sig frem på en måde, så der kunne være selvstændige solokarrierer i dem også. Oven i det har du en tremands (faktisk 2m+1k) hornsektion af ypperste kvalitet, der hver for sig på henholdsvis sax, trækbasun og flygelhorn/kornet ville fyre soli af, men også ligesom sangerne ville levere kor for Herren, specielt når Susan Tedeschi sang hjertet ud, hvad enten det var indfølt blues eller fuldtonet gospel. Det var rystende, hvad de sammen kunne få ud over den scenekant.

Tag bare hendes version af Leonard Cohens Bird On A Wire, hvor hendes skønne bittersøde stemme og fraseringer totalt transformerede det oprindelige oplæg, eller den fantastiske version af Anyday, en af de mindre kendte men ikke desto mindre mesterligt skrevne sange fra makkerparret Eric Clapton og Bobby Whitlock fra det føromtalte Layla-album, hvor verslinjen der siger 'believe in me, like I believe in you', gik totalt i klimaks sunget af det utroligt sjælfulde kor, mens både Susan Tedeschi og korsanger Mike Mattison fløj med deres leadvokaler.

Men over det hele strålede Derek Trucks. Han var orkesterlederen, der som en gammel ræv ville sætte organisten i gang med at trylle, eller konspirere med bassisten og trommeslagerne og spille en storm op, hvor han så selv ofte ville sætte trumf på og spille sine karakteristiske soli, hvor han synes at finde alle de kæreste riffs frem fra vores fælles hjernekiste, ligesom han kan tricket med at tegne en melodilinje i en solo og så gentage forløbet igen og igen, mens det hele accelererer og der lægges mere og mere på. Indtil vi stakåndede og lykkelige når klimaks. Med Derek ved styrepinden besteg vi alle Mount Everest mere end en gang i aftes.

Som det skal være, når man flyver med en himmelhund.

 

Sætliste:

Don’t Know What It Means

Anyday

Laugh About It

Bird On The Wire

Within You And Without You/Just As Strange

Ball and Chain

The Storm

Color Of The Blues

Right On Time

Key To The Highway

I Wish I Knew

Ali

Let Me Get By

 

Ekstra:

 

Made Up Mind

Bound For Glory

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA