x
Again and Again and Again

Status Quo + Mike Tramp, Arena Næstved

Again and Again and Again

Anmeldt af Christian Weigel | GAFFA

Status Quo er vel det samme for rocken, som suppe, steg og is er for sølvbrylluppet. Du ved, hvad du får, det er godt, og man ville ikke undvære det. I de sidste mange år tog jeg hver gang af sted og tænkte: gider jeg egentlig igen, men det bliver nok en god aften. Hver gang kom jeg ud med et dollargrin over hele fjæset efter en lektion i det at skabe en rock'n'roll fest med tempo, humor og hvor alt var ved det gamle på den fede måde. Det var simpelt, det var genkendeligt, og det var en fest, man bliver glad i låget af.

Vi var nok mange, der trods mange gode oplevelser med Status Quo havde forventet det værste, efter at bandets legendariske rytmeguitarist Rick Parfitt døde juleaften sidste år. Han var manden bag de let kendelige akkorder i utallige Quo-klassikere, mange har spillet luftguitar til i gennem de seneste 50 år. Men den nye mand Richie Malone gjorde det umulige og sørgede for, at Quo lød som Quo. De kunne dog ikke erstatte Ricks karakteriske stemme på de sange, som han tidligere sang. Men det var egentlig et frisk pust at høre eksempelvis Rhino synge "Rain" efter alle de forgangne år med Rick Parfitts stemme.

De knap 2.000 publikummer, der havde trodset det elendige forårsvejr fik, hvad de kom efter og måske lidt mere. Et veloplagt og smilende band fyrede fra hoften, og vi fik en sætliste, som vi kendte fra tidligere Quo-koncerter. Frontmand og spasmager Francis Rossi fik da også henvist til sætlisten på gulvet, som han efter en øjenoperation sidste år kunne se igen og tørt konstaterede, at det var en dejlig overraskelse; nemlig at sætlisten stadig var den samme! I øvrigt var der meget god humor fra selvsamme Francis Rossi, der i en alder af 67 stadig var en nærværende og engageret kapelmester.

Gruppen startede som altid med "Caroline" efterfulgt af de største hits, hvoraf jeg vil fremhæve "Rain", "Hold You Back"og "Roll Over Lay Down" som højdepunkter denne aften. Vi fik desuden et herligt indspark med "Gerdundula", med lilletromme og fire guitarer; heraf to bevidst out of tune!

Der var højtlydt fællessang flere gange undervejs. "In the Army Now" er af en eller anden mærkelig grund meget populær, reklamesangen "Whatever You Want" var selvfølgelig en publikumsfavorit, og på "Rockin' All Over the World" fik den fuld gas. Bandet tabte dog lidt dampen til sidst, og ekstranumrene, herunder den evigt klassiske "Bye Bye Johnny", blev trods endnu en stor indsats fra publikum en lidt flad afslutning på en ellers festlig aften på landet.

Gruppen kalder turen for "The Last Night of the Electrics", men det tror jeg ikke en skid på! Jeg så dem i 1984 til "End of the Road Tour". Det må så være verdenshistoriens længste slutspurt, eller også glemte de at fortælle, at de ville vælge den længst mulige vej til målet. Men det takker vi så for og håber, at de ikke trækker stikket helt ud, for en aften med Status Quo er en dejlig aften med god gedigen underholdning uden de store overraskelser.

Inden Status Quo gik på skulle vi lige høre vores verdensberømte danske rockhelt Mike Tramp og hans kompetente band, der i dagens anledning blandt andet bestod af den sublime guitarist Søren Andersen, også kendt fra danske Electric Guitars, og eks-Deep Purple-manden Glenn Hughes.

Mike Tramp var både nærværende, humoristisk og indlevende i den time, han og bandet var på. Han er i dag ikke så rockende som i sin storhedstid med amerikanske White Lion, men han leverede et sæt gode sange med sit velspillende band. Jeg manglende måske et eller to numre med mere tempo, da det blev en anelse for tilbagelænet for min smag, men at dømme efter publikums reaktion ramte han ikke helt ved siden af i Arena Næstved.

 

Status Quo:

Francis Rossi: Sang og lead-guitar

Richie Malone: Rytmeguitar

Andy Bown: Guitar, keyboard og sang

John "Rhino" Edwards: Bas og sang

Leon Cave: Trommer

 

Status Quo-sætliste:

  1. Caroline
  2. The Wanderer
  3. Something 'bout You Naby I Like
  4. Rain
  5. Softer Ride
  6. Beginning of the End
  7. Hold You Back
  8. What You're Proposing / Down the Dustpipe / Wild Side of Life / Railroad / Again and Again
  9. Paper Plane
  10. The Oriental
  11. Creepin' Up on You
  12. Gerdundula
  13. In the Army Now
  14. Roll Over Lay Down
  15. Down Down
  16. Whatever You Want
  17. Rockin' All Over the World

 

  1. Burning Bridges (On and Off and on Again)
  2. Rock and Roll Music / Bye Bye Johnny

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA