x
Nye rødder?

Max Cavalera og Igor Cavalera, VoxHall

Nye rødder?

Anmeldt af Andreas Vedel Jensen | GAFFA

De brasilianske Sepultura-brødre, Max og Igor Cavalera spillede tirsdag aften på VoxHall i Aarhus. Brødrene, som startede Sepultura tilbage i 1984, er i dag begge ude af bandet, henholdsvis i 1996 for Max' vedkommende og 2006 for Igors vedkommende. I årene, hvor de begge var med i bandet, eller måske nærmere udgjorde kernen i bandet, med Max som frontmand og rytmeguitarist, og med Igor bag trommerne, lavede de nogle iørefaldende og genre-udfordrende, ny-klassiske metalalbums, som f.eks. Schizophrenia (1987), Arise (1991), Chaos A.D. (1993) og Roots (1996). Denne aften på VoxHall var brødrene samlet igen for, som beskrevet på Voxhalls hjemmeside, at ”fremføre Sepultura-klassikeren “Roots” fra ende til anden”. Cavalera-brødrene med en lille ekstra scenebesætning, en guitarist og en bassist.

Randrusiansk opvarmning

Efter at have stået og talt med nogle medpublikummer, ude ved de to kulsorte levn fra 80'erne, to dobbeltdæk-busser, hvor The Cavaleras og crew havde midlertidigt hjem, mærkede jeg på vej ind de første dråber fra det skybrud, som bagefter skulle vise sig at have varet hele koncertens længde. De første lyn og tordenbrag kom ved billetlugen, men inde i VoxHalls mørke var supporten ved randrusianske Prevail ved at starte maskinen op, og alle tanker på vejret forsvandt. Prevails femmands besætning viste respekten til Cavalera-brødrene ved at levere en gang gedigen metal og med Randersdialekt og knyttede næver kommanderede frontmand Claus Gnudtzmann, at vi "skal sgu være varme til dem, vi venter på!"

For Roots-albummet er i høj grad en klassiker. Ligesom Cavalera-brødrene selv også har en eller anden mytisk aura omkring sig. Det undrede mig derfor, at der ikke stod flere mennesker end de 250-300, der var mødt op. Det er jo Sepultura! Nuvel, dem der var kommet var i hvert fald dedikerede. Sjældent har jeg set så meget samling og fokus til en metalkoncert: Musikalsk energi, nostalgi og dedikation.

Koncerten blev indledt af Roots Bloody Roots efterfulgt af Attitude, med ”can you take it, can you take it, ...” og det er ikke fordi, Max har en flot stemme, heller ikke indenfor genren, at det fungerer. Han kan lave musik, men han er også vild: Han er virkelig bjørnebehåret, har én stor femkilos dreadlock i nakken, fuldskæg, sorte løstsiddende yogabukser med flammer, tribal armbånd og ringe på fingrene og selvfølgelig tatoos. Og så er der hans øjne, som er både meget venlige og kontaktsøgende, samtidig med at de har en vildskab i sig. Og deri ligger måske noget af det drive, som Roots-albummet har. Det er den vestlige (/brasilianske) metalgenre, der bliver blandet med traditionel brasiliansk musik med rytmisk percussion, capoiraens strengede berimbau og stammesang. Denne veksel mellem to verdner er Roots-albummets store nyskabelse og styrke. Der ligger en stor energi i dette. Både set fra et metalgenreaspekt, men også mere generelt, i den oplevelse, at vi alle har rødder i en fælles genkendelig historie.

Optagede stammelyde

Denne lydside var repræsenteret, dog i optaget form, hvilket trækker antallet af stjerner lidt ned, hvorfor vi ender på fire i stedet for fem. Ud over en række virkelig godt skårne metalnumre, som Born Stubborn, Ambush og Endangered Species, savnede jeg personligt en uddybning af de lange mere tribalorienterede og akustiske passager, som man finder på Roots, f.eks. Jasco, Itsari eller Canyon Jam. Det var som sagt repræsenteret, og publikum lod sig også invitere med på fællessang med "Ali-ali-eh-eh-ali-ali-eh-eh". Max præsenterede på et tidspunkt broderen Igor, som alene leverede et stykke gedigen percussion på trommesættet, efterfølgende suppleret af Max på en enkelt tromme. Et virkelig indbydende stykke tromme-jam, nærmest elektronisk drum'n'bass. Dette vælger jeg at se som en tolkning af pladens akustiske tribalnumre, hvorfor jeg absolut heller ikke forlader koncerten skuffet.

Som ekstranumre bevægede Cavalera-brødrene sig ud i metalverdenens svar på en god gang heftig røvballe, med bl.a. Venoms Black Metal og Motörheads Ace of Spades og Slayers Raining Blood. Et hit blandt mange af de fremmødte. Nok en salut til inspirationskilderne for de to brødre, hvor også den brasilianske punk var repræsenteret med Titãs Policía.

Tak til Cavalera-brødrene og crew for at give pladen liv igen. Hvis nogen skulle have troet, at klassikeren var blevet støvet, så tag og lyt den igennem igen. Det rykker!

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA