x
Hvis det var Primus, der bestemte

Primus, Northside Festival, Blue Stage

Hvis det var Primus, der bestemte

Anmeldt af Simon Yüksel Nielsen | GAFFA

For mig er Primus en del af min ungdom. Det er et band, der er blevet spillet til forfesterne, hvor vi alle sad og tankede dåseøl, imens vi delte ud af vores viden om 90’ernes progressive rockscene. Det var musikken, vi varmede os på, inden vi til gymnasiefesterne måtte nøjes med Malk De Koijn og Kanye West. Der er derfor noget nostalgisk over at opleve Primus, uanset sammenhæng og scene, og debutudgivelsen Suck On This har været en lige stor del af mine solskinsdage som kolde øl i græsset. Det kan næsten ikke gå galt, også selvom regnen siler ned på en dag, hvor solen burde skinne på NorthSide-publikummets overraskende friske ansigter. Men trods regnen og den forholdsvis tidlige tid på dagen var publikum alligevel mødt op i hobetal for at opleve det band, der musikalsk skiller sig mest ud fra resten af festivalens profil. Og med koncerten under Copenhell for to år siden in mente, var mine forventninger da også høje, selvom jeg udmærket er klar over, at Les Claypool ikke er typen, der kan sammenlignes med hverken Eddie Vedder, Mike Patton eller andre af 90’ernes store frontmænd.

Hos Primus taler musikken, hvor Les Claypools nasale vokal ligger lidt og florerer i baggrunden. Det er bassen, der lægger fundamentet, hvor guitarist Larry LaLonde og trommeslager Tim ”Herb” Alexander følger efter, som det sker under ”Those Damn Blue-Collared Tweekers” fra Sailing On The Seas Of Cheese. På hver sin måde er de alle benævnelsesværdige musikere, og da det for få år siden blev annonceret, at Primus igen var samlet i sin oprindelige form, var det til glæde for mange, og derfor et yderligere bidrag til nostalgitrippet, der særligt er underlagt ”Wynona’s Big Brown Beaver” fra Tales From The Punchbowl. Under ”The Last Salmon Man” fra bandets seneste udgivelse Green Naugahyde rammes guitaren af et psykedelisk feedback, der rummer den faktisk ret overvældende guitarsolo, som viser, at Primus stadig kan den dag i dag. Også selvom der er gået 25 år, siden den florerede i tv-skærmen hjemme hos Beavis And Butthead.

Undervejs i koncerten er det dog tydeligt, hvordan Les Claypools vokal ikke viser sig fra sin stærkeste side. Lydniveauet er for lavt og drukner i guitarfeedback, grum bas og grisemasker, men alligevel er Les Claypools outrerede tilstedeværelse på scenen nok til at trække i land under ”Mr. Krinkle” fra Pork Soda. Og imens Les Claypool spadserer tilbage bag scenetæppet for igen at iklæde sig bowlerhatten, sætter Tim ”Herb” Alexander stille og roligt gang i ”Too Many Puppies” fra Frizzle Fry, der på meget passende vis illustrerer, hvordan det ville se ud, hvis det var Primus, der bestemte. Mange er dog sandsynligvis mødt op for at opleve et besøg fra ”Tommy The Cat”, og de må gå skuffet videre til Run The Jewels, men er man bekendt med Primus og særligt Les Claypools måde at gøre tingene på, er der andet, der bliver vægtet højere. For selvom superhittet mangler, formår Primus at tage publikum med på en psykedelisk rejse igennem bagkataloget, der ender med den grumme ”My Name Is Mud” fra Pork Soda, inden regnen igen intensiveres under ”Jerry Was A Race Car Driver” fra Sailing On The Seas Of Cheese.

Det er svært ikke at få et smil på læben igennem sættet, ikke kun set ud fra det nostalgiske niveau, men også Primus’ stærkt humoristiske tekster, der i dag medfølger forklaringer, der er tilpasset vores samtid. Donald Trump står på mål for et par skud, hvilket egentlig ikke er så overraskende, men hvor kritikken ellers ofte er aggressiv, sender Primus den afsted på sin helt egen måde. Primus giver alt, hvad man kunne forvente, men alligevel heller ikke meget mere end det. Det er velspillet, Les Claypools fingre er ikke blevet langsommere i årenes løb, Tim ”Herb” Alexanders sans for rytme er ikke blevet svækket, og Larry LaLondes psykedeliske sind er ikke blevet mindre farverigt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA