Melankoliens bløde stemme

Band of Horses, Haven Festival, Meadow

Melankoliens bløde stemme

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

På Haven tilhører publikum det segment, der nyder det bedre i livet. De drikker øl fra Mikkeller, måske fordi der ikke er andet at vælge imellem. De spiser flæskestegssandwich fra Claus Meyer, måske fordi der ikke er meget andet at vælge imellem. Og de lytter til Band of Horses. Når der ikke er andet at vælge imellem. Dette skal dog ikke forstås i en negativ forstand, for publikum på Haven gør alt dette fuldt ud. De er fokuserede og lader sig drage af hver enkelt ting, der går igennem deres kroppe. På mange måde er Band of Horses derfor det perfekte match med Haven og alt det, festivalen står for. Den bløde vokal, den melankolske lyrik udsprunget fra Seattles mørke klima, sat i forhold til South Carolinas solstråler. Det opbyggende lydbillede, der er båret af Ryan Monroes orgel og Creighton Barretts buldrende trommer.

Men samtidig er et festivalsæt aldrig helt det samme som en almindelig koncert, hvor aftenens band altid er hovednavnet. Publikum kan nogle gange være svære at overbevise, lyden er måske ikke nødvendigvis med dem, og B-sider befinder sig ofte svært. Alligevel er det som om, at Band of Horses har knækket koden. I hvert fald hvis aftenens koncert under førstedagens på Haven bruges om eksempel.

Der startes ud med ”Is There A Ghost” fra albummet Cease To Begin, og derefter bliver publikum lagt ned. Flere vil stensikkert nævne netop dette nummer, når det første bekendtskab med bandet fra de amerikanske sydstater skal udfoldes. Det er overlegent, og den drømmende guitar i kontrast til Ben Bridwells bløde vokal lægger sig perfekt over aftensolens sidste stråler. Band of Horses befinder sig overalt i sit bagkatalog, men mest iblandt de velkendte numre, da der fortsættes med ”The Great Salt Lake" fra debutalbummet Everything All The Time, hvor der fortsættes efter samme formel. Ben Bridwell har for længst fundet sin egen, helt unikke lyd, som er kendetegnet kompositioner fra midten af 00’erne til i dag, og det gør sig desuden gældende på ”In A Drawer”, der trods et manglende besøg fra J Mascis fra Dinosaur Jr. stadig står stærkt.

Grænselandet imellem det melankolske, det tårefremhævende og det bløde og positive ligger konstant fremme i sættet, og samtidig er stemningen på scenen personlig og betagende. Ben Bridwell joker med Ryan Monroe, og de to nye medlemmer fortæller genert om deres første møde med Danmark og landets høje mennesker, inden der sættes gang i ”Casual Party” fra albummet Why Are You OK. Den time, der er sat af til Band of Horses går hurtigt. Faktisk alt for hurtigt, og det virker næsten som om, at ”The Funeral” fra debutalbummet kommer overraskende tidligt i sættet. Men til den tid befinder Band of Horses sig ved næstsidste nummer, og der skal gøres plads til Iggy Pop. Selvom de humlede øl fra Mikkeller og gourmetgildet fra Claus Meyer har sat sig godt i kroppen, er det alligevel svært at undgå følelsesmæssig påvirkning. Det nummer kan noget særligt, når det kommer direkte fra en scene. Ben Bridwells alternative tonevalg, den opbyggende komposition og de melankolske temaer rammer mig altid.

Til trods for de melankolske temaer og den til tider nedstemte guitar er spilleglæden hos Band of Horses altid altoverskyggende. Ben Bridwell står kontant med et kæmpe smil, og det er tydeligt, at han har et særligt forhold til Danmark. For de har efterhånden været her mange gange, og det gør det også svært at navigere imellem koncerterne. Men denne gang var en af de gode. Det var ikke den bedste, jeg hidtil har oplevet. Men i øjeblikke kiggede magien frem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA