Æterisk harmonisk drømmekoncert

Trentemøller, Hovedscenen, Wonderfestiwall, Bornholm

Æterisk harmonisk drømmekoncert

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Da det blev officielt efter Roskilde Festival, at Trentemøller skulle spille på unikke Wonderfestiwall, begyndte jeg at glæde mig. For dels var den sidste koncert på Store Vega en af dem, hvor heg hev seks stjerner ned fra himlen, fordi jeg ville belønne et unikt orkester for en unik præstation. Men det var også en tung omgang, for på det personlige plan var alle dybt berørte og med hver sin personlige blues i en grad, så trommeslager Jakob Høyer sad ved sine karakteristiske lave trommer med tårerne strømmende. Som det kun kan være, når man meningsløst har mistet pludseligt og uretfærdigt. Så koncerten var i høj grad for- og med Nicolai Munch-Hansens skygge hængende over begivenhederne.

Nu er der gået nogle måneder, og vi befinder os på et andet af de steder, man forbinder med den vidunderlige bassist, der ikke er her mere, nemlig Bornholm, hvor han voksede til, og hans far var præst. Men også med et band, der har haft ren lang serie af særdeles succesrige koncerter over det meste af verden, og synes faldet ind i en helt egen sfære, hvor udtrykket var blevet utroligt blødt og hvor mestre som netop Høyer fik vist, hvorfor lige hans talent og erfaring er af så sjælden karat. Ja, som han sad med udsigt til en episk gang styrtregn, hvor vandfaldet fra scenetaget og ned over kanten af fotografernes grav nærmest var sølvfarvet af scenelyset, spillede han så herligt afslappet, mens fugten fik trommeskindene til at blive blødere og dybere i klangen, og hans spil som en Elvin Jones lå herligt efter beatet.

Marie Fisker var også fremragende. Hendes helt egen unisone optræden med Anders Trentemøller, stilistisk elegant ud over alle grænser, og hendes vidunderlige stemme, som har en helt egen timbre, var et samlende midtpunkt, når kapelmesterens signatursange skulle bæres af sted og få ord på. Ligesom Jeppe Brix Sørensen, som fælles venner præsenterede for mig for mange år siden som "landets bedste guitarist" viste spil, som peger hen mod, hvorfor det meget vel kan blive en realitet. Jeppe er guitar-aristokrat med en egen elegance og holdning, man ikke kan holde øjnene fra, samt et attack og lyrisk bid i sine soli, som er i en rivende udvikling.

Dertil kom, at hans makkerskab med bassist Jakob Falgren – de to har blandt andet spillet i Pinkunoizu – har en varme og samhørighed, ligesom det er en fornøjelse at se, i hvor høj grad Anders Trentemøller giver det øvrige band plads. Han spiller i øvrigt beundringsværdigt, og havde spillede momenter, hvor skønhed og idérigdom sammen stod mejslet og fasthold os i den værete regn i mands minde.

Endelig var der publikum der i skoven, hvor klippeøens underjordiske – glem alt om Krølle Bølle her – som gennemlevede piskende regn og dansede med forklarede blikke og lykke på ansigterne, mens Onkel Anders alias den bløde mands Mr. T øste ud af den musikalske pengetank, og gav os en koncert, hvor gamle fans kunne flippe helt skråt over et afsluttende forløb, der gav det lykkelige publikum en perlerække af klassikere som Moan, Vamp, Miss You og Take Me Into Your Skin.

Det var endnu en perfekt koncert fra et band, der udstråler harmoni og formidabelt musikerskab. Og i Anders Trentemøller har en komponist og arrangør, som doserer musikken helt formidabelt.

Tak for koncerten til Trentemøller, samt til et helt fantastisk publikum, der – kunne man se – ikke for alles vedkommende kendte hver strofe. Men som dansede videre i regnen og blev fanget ind.

 

SÆTLISTE:

November

One Eye Open

Never Fade

Shades Of Marble

My Conviction

Trails

Complicated

River In Me

Miss You

Take Me Into Your Skin

Still On Fire

Vamp

Moan

 

BAND:

Anders Trentemøller - keys, vokal

Marie Fisker - lead-vokal, guitar, perkussion

Jakob Høyer - trommer

Jeppe Brix Sørensen - guitar, keys

Jakob Falgren - bas, keys


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA