x
Musiker fælder anmelder – i næsten bogstavelig forstand

Jacob Dinesen, Tønder Festival, Telt 1

Musiker fælder anmelder – i næsten bogstavelig forstand

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den kun 21-årige sanger og sangskriver Jacob Dinesen har fået et massivt dansk gennembrud inden for det seneste år. Hans andet album, ”Brace Against the Storm”, gik direkte ind på førstepladsen på hitlisten, da det udkom sidste efterår, og hans forårsturné på 27 koncerter var helt udsolgt, selvom den besøgte mellemstore spillesteder som Fermaten i Herning, Musikhusets Rytmiske Sal i Aarhus og Posten i Odense. Hans koncert i Amager Bio 8. november er også allerede udsolgt.

Jacob Dinesen er født og opvokset i Tønder og har allerede spillet to gange på festivalen, først i 2012. I dag bor han i Aarhus, så der er tale om en sand homecoming-optræden fra byens stolte søn. Telt 1 er da også fyldt, da Dinesen og hans tre musikere på guitar/keyboard, bas og trommer går på scenen natten til lørdag klokken 00.30 og lægger ud med den afdæmpede ”Again” med Dinesen på nænsomt fingerspillet akustisk guitar.

Musikerne spiller fremragende, lyssætningen er elegant med lodrette rækker af pærer på trækasser på bagscenen, og Dinesen synger stærkt med sin for hans alder usædvanlig dybe og myndige stemme. I slutningen af sangen brøler han hæst igennem, og det er svært ikke at tænke på Bruce Springsteen, selvom den sammenligning er foretaget mange gange før. Der er nu også noget af Bossens ”The Ghost of Tom Joad” i det eftertænksomme åbningsnummer, mens den anderledes udadvendte efterfølger ”Take Her Away” har en folk-rocket stadionlyd i stil med Mumford & Sons, hvor Rasmus Rydahls guitar har en sækkepibelignende klang – der har i øvrigt været et sækkepibeorkester, Red Hot Chili Pipers, på Open Air-scenen tidligere på aftenen. Der er kommet gang i publikum, og Dinesen takker på klingende sønderjysk.

”Take Me to the River” med heftig akustisk rytmeguitar, højt tempo og et iørefaldende omkvæd vækker også begejstring, mens den langsommere ”Count the Ways” med flot kor viser, hvor fyldigt et lydbillede, de kun fire musikere på scenen kan skabe. En femte mand kommer dog ind på scenen under ”Dancing Devil”, den engelske veteran-singer-songwriter Allan Taylor, som flere gange har besøgt Tønder og ifølge Dinesen har været en mentor for ham. ”Det er sjovt, at jeg skal spille med på den langsomste sang,” siger Taylor selvironisk. Han spiller guitar, men kommer først ind på duet i sidste vers og når desværre ikke rigtigt at træde i karakter. Ærgerligt.

Sættet rummer dog også andre ballader, blandt andre den smukke ”The Letter”, hvor Rasmus Rydahl er skiftet til keyboard, og Dinesen har fundet mundharpen frem. Den lavmælte, gospelorienterede ”Torn Pride” er et højdepunkt, hvor Dinesen igen brøler af sine lungers fulde kraft, som var vi til midnatsgudstjeneste. Hittet ”Beautiful Sight” sætter gang i klapsalver og fællessang, og det samme gælder den højenergiske ”Jessie”, en af Dinesens allerbedste sange.

Liveudgaven mangler desværre den heftige akustiske guitar fra studieversionen, og mundharpen kommer først på i slutningen, men det er en superiørefaldende sang, som jeg griber mig i at synge med jævne mellemrum under bruseren, og som har potentiale til at blive et internationalt hit. Under sangen hopper Dinesen ned til publikum og løber rundt i teltet. Han passerer tæt forbi mig, mens jeg tager notater, men løber heldigvis uden om. ”Musiker fælder anmelder under koncert” ville ellers have været en klikskabende overskrift. Denne gang må Dinesen dog nøjes med at nedlægge publikum og anmelder i overført betydning.

”Say Your Name” udløser fællessang, og endnu et hit, ”Roll With Me”, afslutter hovedsættet, og Dinesen holder triumferende sin guitar op over hovedet i bedste Springsteen-stil – undskyld, nu skrev jeg det igen. Han har også noget at have sin selvtillid i. Han er en solid sangskriver og en fremragende liveperformer, og med sin unge alder har han mange gode år i sig. Originaliteten halter måske lidt, men det gjorde den jo også for Beatles i de unge år. ”Jeg har set rockens fremtid, og den hedder Bruce Springsteen” (undskyld, nu nævnte jeg ham igen), skrev anmelderen Jon Landau i 1974, hvorefter han i øvrigt blev Springsteens manager. Det er for meget at sige, at rockens fremtid hedder Jacob Dinesen, men han er i hvert fald beviset på, at hverken rocken eller folk-rocken er død – den lever og har det godt, ikke mindst i Tønder.

 

Sætliste:

Again

Take Her Away

Take Me to the River

Count the Ways

Goodhearted Father

Dancing Devil

The Letter

Torn Pride

Beautiful Sight

Jessie

Say Your Name

Roll With Me

Ekstra:

Silent Hill

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA