x
Rejsende i rock’n’roll: Svækket, men ikke stækket legende

Peter Belli, Folkestedet, Aarhus

Rejsende i rock’n’roll: Svækket, men ikke stækket legende

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

I år er det 50 år siden, at han udgav sit første album. Senere i 2017 er det slut. Når Peter Belli har sunget sidste strofe i Amager Bio kort før nytår, er rejsen ovre, og han vil hellige sig alt det i livet, der ikke har været så meget tid til, fordi landevejen har råbt på den 74-årige legende. Hovedpersonen siger dog, at han ikke helt stopper med at optræde, men turnéer og tusindvis af kilometer asfalt i bagruden er snart fortid. Hele 2017 er sat af til at spille Danmark tyndt en sidste gang med det faste orkester, De Rejsende, som har været en del af Bellis musikalske virke de senere år. Det er derfor et stort privilegium at få muligheden for at opleve legenden i så intime rammer som i aften, hvor Folkestedet i Aarhus har inviteret “Ulven” på besøg. Koncerten, der foregår i et telt, har længe været udsolgt, og de 150 publikummer, der har købt, er for langt de flestes vedkommende nogle, som har været med hele vejen.

Rejsen for Peter Belli har været lang og med bump på vejen. Blandt andet blev han for få år siden ramt af livstruende sygdom, men kom tilbage og ud igen, hvor han hører hjemme. I hvert fald lidt endnu, nemlig på landevejen. Da Belli går på scenen til stor applaus, er det tydeligt, at alderen har sat sine spor, både på hans gang og stemmen, der ikke er så kraftig længere.

Seancen varer kun 70 minutter, men hele vejen igennem er det en fin oplevelse. Selvfølgelig i kraft af, at det er en af de største, vi er kommet for at opleve, men i særdeleshed, fordi musikken spilles med nerve. Det er ægte. De Rejsende, en kvartet, som virkelig bakker Belli op, spiller med musklerne, men også med hjernen. Derved bliver det ofte både potent og poetisk, når de ruller sig ud i aftenens rockede sæt, der indledes med “Hvis Jeg Var Arbejdsløs”. Inden da har forsangeren budt velkommen med ordene: “Rigtig hjertelig velkommen til en af de sidste”.

 

Nærværende nostalgi

Sættet er som nævnt rocket, og det unge hold ved Bellis side spiller formidabelt, men der mangler et par historier til at binde det hele sammen. “Not Fade Away”, som sendes afsted med vildskab og attitude er et tidligt højdepunkt i sættet. Her kunne historien om, hvordan det var at spille opvarmning for The Rolling Stones fint have passet ind, for der findes næppe mange musikere i Danmark, der har oplevet mere end Peter Belli.

Luften er tyk af nostalgi, og der bliver ikke spillet sange fra det seneste album, “Som Boblerne I Bækken”, men i stedet serverer Belli og bandet gamle godbidder i form af egne sange i sættet som “Helt Igennem Respektabel” og “Ulven Peter”, hvor publikum synger og hyler med. Selvom de fleste af aftenens sange har mange år på bagen, skal Belli roses for som regel at levere dem med overskud. Bedst i aftenens største øjeblik med “Sylvias Mor” og værst i en fattig version af "House Of The Rising Sun", som han ikke længere kan synge op. 

Belli var bedst for år tilbage, ingen tvivl om det, men publikum vil stadig have ham, når han messer “Papa Ka’ Kun Li’ Rock’n’Roll”, og ekstranummer er uundgåeligt. Stemningen er steget og steget i det varme telt, og de stående ovationer bringer rock’n’rolleren tilbage på scenen, hvor svanesangen “Rock’n’Roll, Jeg Gav Dig Mine Allerbedste År” sætter et fint punktum.

Hvis du aldrig har hørt Peter Belli, så gør det, inden året er omme. Hvis du har oplevet ham i levende live, behøver du ikke gøre det igen.

  

Sætliste: 

  1. Hvis Jeg Var Arbejdsløs
  2. Penge
  3. Heldig
  4. Not Fade Away
  5. Blækspruttesangen
  6. Stakkels Kaj
  7. Tommy Og Tanja
  8. Helt Igennem Respektabel
  9. House Of The Rising Sun
  10. Ulven Peter
  11. En At Bli’ Som
  12. Sylvias Mor
  13. Papa Ka’ Kun Li’ Rock’n’Roll
  14. København (Fra En DC-9)
  15. Rock’n’Roll, Jeg Gav Dig Mine Allerbedste År

 

Lineup:

Peter Belli - sang

Per Løkkegaard - guitar, sang/kor

Marcus Winther-John - guitar, sang/kor

Troels Skjærbæk - bas, kor

Jesper Thomasen - trommer

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA