Gigantisk garagerock

The Breeders, Store Vega, København

Gigantisk garagerock

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Lad os straks få sagt det åbenlyse: Ja! Det er Kim Deal fra Pixies. Nej! Hun er ikke med i Pixies mere, og det kan høres. Og nej! Det kan ikke høres på The Breeders.

Det var således en smilende Kim Deal, der indtog scenen til overraskende talstærkt jubelråb i Store Vega. Det er ikke den samme Kim Deal, som var med i det gendannede Pixies, hvor hun havde en tendens til at se træt og gammel ud. Det gør hun ikke længere – faktisk tværtimod! Og det klæder både hende, bandet og Vega, da bandet kaster sig ud i den medrivende "No Aloha". Sætlisten spænder over hele The Breeders’ karriere samt enkelte afstikkere til Kim Deals andre projekter, blandt andet det kortvarige 90’er-band The Amps.

På scenen finder man The Breeders i sin stærkeste opstilling – som de var på hovedværket Last Splash fra 1993. Ud over Kim Deal hamrer James McPherson effektivt igennem på trommer flankeret af Josephine Wiggs på übercool bas. Hendes arrogante skulen står i total kontrast til Kim Deal og hendes tvillingesøster Kelley Deal, der spiller lead-guitar og synger. Kelley Deal er The Breeders’ hemmelige kort, for hendes på en gang kaotiske, barnlige og vanvittige guitarspil er tit det, der løfter sangene fra ”ah” til ”åh”. Dette er The Breeders’ styrke. Den på en gang usammenhængende og tight garagerock, blandet med den naivitet, der findes i Kim Deals sange, er det, der gør, at The Breeders kan levere varen i en genre, der har det med at gentage sig selv.

Koncerten kulminerer tidligt i den rolige "Night of Joy", der på 2008-pladen Mountain Battles er en anelse anonym, men hvis dragende enkle melodi nydes af et overraskende livligt publikum. Bang Ons effektive klap og refræn får folk til at skråle med på ”I am no one and no one loves me”. Det er egentlig vildt nok, at The Breeders har så mange dedikerede danske fans, men dette er kun en positiv overraskelse. På den rolige Off You introduceres roadien ”Kentucky Mike” på ekstra guitar. En slags Find Holger-lignende skikkelse i The Breeders-regi, og han dukker også op senere på aftenen. Desværre kan visse publikummer ikke holde deres kæft under de stille passager, og hele frontdelen bliver derfor vidne til en kvindes utilfredshed med stille numre.

Man skulle tro, at Deal-søstrene forstod dansk, for de kaster sig straks ud i tretrins-raketten bestående af hittet "Cannonball, Beatles-coveret "Happiness is a Warm Gun" og den personlige favorit "Glorious", der sætter en fed streg under, at det her er en sejrsaften for bandet. At The Breeders spiller et cover af krautrock-gruppen Amon Düul II, eller at Kelley Deals eneste tur i vokalspotlightet er den fantastiske "I Just Wanna Get Along" ændrer ikke ved faktummet, at stemningen er høj, da bandet går af scenen. Men da en vis basgang afslører "Gigantic" som første ekstranummer, farer der en djævel i folket. Det havde man ikke regnet med! Men her er den – i bedste velgående direkte fra Pixies’ bagkatalog og ind i hjerterne på os. Gigantisk!

Alt, bandet leverer herefter, kunne være ligegyldigt, men den knusende gode "Divine Hammer" og "Drivin’ at 9" afslutter et effektivt sæt ekstranumre. Sidstnævnte med gæsteviolin spillet af opvarmningsbandet PINS’ trommeslager Sophie Galpin. Selvom bandet afslutter med den lettere stenede Kim Deal solo-single "Walking With a Killer", ændrer det ikke ved faktummet, at det her var The Breeders’ aften. Trods Kim Deals falske start på "Do You Love Me Now?" og en generel usikkerhed, når sange skal tælles for. Kim og Kelley Deal er simpelthen så bundsympatiske, at den slags uprofessionaliteter bliver en charme. Man har bare lyst til at knuselske dem, mens de sidste toner gjalder ud over et svedende Vega. Man glemmer sågar dyre, fortyndede øl. Men det vil nu altid være en gåde, hvordan den småirriterende "Cannonball" er The Breeders’ største hit, når "Divine Hammer" er så meget bedre.


PINS ***
Britiske PINS er et all-girl band fra Manchester centreret omkring sangerinden Faith Wern. Gruppen virker forholdsvis unge, selvom de har udgivet musik siden 2011 – senest ep’en "Bad Thing" med Iggy Pop som gæst. Aftenens sæt er hårdt, kort og kontant. Det er sjovt at høre de kvinder, der er inspireret af min ungdoms feministiske garagebølge, komme frem og vise muskler. PINS’ musik er sgu lidt fjollet, med melodier, som minder om noget outreret, der bliver råbt i skolegården, og teksterne er fuldstændig åndssvage. Men dette er også en charme i sig selv. Werns stemme minder om en tidlig Karen O, mens musikken rykker rundt i grænselandet mellem post-punk og rave-rock. Med tamburin play-off mellem Wern og keyboardspiller/guitarist Kyoko Swan og en høj energisk præstation vinder PINS stille og roligt de få publikummer, der er mødt tidligt op.

Åbningsnummeret og senere den nyeste single "Serve the Rich" fungerer som gode smagsprøver på et sangkatalog, der bør undersøges nærmere og de fem kvinder spiller virkelig godt sammen. Især Sophie Galpins trommespil skal nævnes – der er dæleme gang i den pige! PINS står over for en interessant karriere, men sangene skal have en tur i vridemaskinen og strammes op på teksterne, før det kommer helt op at ringe. Iggy eller ej!

 

Sætliste:

No Aloha

Saints

S.O.S

Invisible Man

Wait in the Car

I Am Decided (The Amps-cover)

Tipp City (The Amps-cover)

Night of Joy

Fortunately Gone

Pacer (The Amps-cover)

Bang On

Off You

New Year

Cannonball

Happines is a Warm Gun (The Beatles-cover)

Glorious

Hag

Arhangel Thunderbird (Amon Düül II-cover)

I Just Wanna Get Along

Do You Love Me Now?

 

Ekstra:

Gigantic (Pixies-cover)

Divine Hammer

Drivin’ on 9 (Ed’s Redeeming Qualities-cover)

Ekstra-ekstra:

Walking With a Killer (Kim Deal-cover)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA