Vulgaritetens charmerende ansigt

Future Islands, Tap1, København

Vulgaritetens charmerende ansigt

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Samuel Herrings dansetrin er ikke til at tage fejl af. Når vi ser det, kan vi forholde os til det. Vi, der påstår ikke at kunne danse, kender den følelse. Følelsen af hofterne, der bevæger sig i takt med skuldrene. Følelsen af at være ligeglad. Det er unægteligt den følelse, som i aften indfinder sig i Tap1 på grænsen mellem Amager og Fristaden. Den følelse, Future Islands for tre år siden sendte ud gennem den virale æter som gæst hos David Letterman.

Samuel Herrings dansetrin er som en forlængelse af nummeret ”Seasons (Waiting On You)” fra gennembrudsalbummet Singles. Uden Samuel Herrings indlevende og til tider grusomme vokal og kropslige bevægelse har nummeret en anden funktion. Men på en scene er det overvældende og følelsesbetonet – i aften kan vi mærke, hvad der synges om. Lidt mere end sædvanligt.

Overbevisende indlevelse

J-dag er kommet til København. Det er til at mærke i den gamle industrihal på Amager. Folket er lidt fuldere, lidt mindre opmærksomme og lidt mere til stede det der andet sted, hvor de ofte befinder sig, når de går til koncert. Men på scenen mærkes der intet, hvorfra Samuel Herring med sit lille tremandsband har bevæget sig ind i ”Beauty of the Road”.

Det er svært at se, hvad der foregår, og det lavtliggende loft sluger i begyndelsen detaljerne i Herrings vokal, der sædvanligvis bevæger sig i alle mulige andre aspekter, end det høres på Future Islands bagkatalog. Men imellem menneskehoveder kan man fornemme, hvordan den karakteristiske indlevelse er ved at indfinde sig. Samuel Herring kigger publikum dybt i øjnene – som om hver enkelt af os er modtageren, som om han vil fortælle os en hemmelighed. Han kryber omkring på scenen, imens lydbilledet bevæger sig igennem popminimalisme og post-punkede basgange.

Under ”Ran” oplever publikum den eufori, som de overflødige mængder fadøl har forsøgt sig at fremkalde i timerne op til showtime. Det er skarpt, og de præciserende lydflader træder ikke et skridt ved siden af. Bandet er omsvøbt af en anonymitet, men uden at være ligegyldig og upersonlig. Det er Samuel Herring, der bærer showet, imens Gerrit Welmer og William Cashion sender tankerne mod Depeche Mode og andre synthpop-mastodonter fra 80’erne.

I musikken er vokalen i centrum. Det er i sig selv lidt utraditionelt taget de minimalistiske kompositioner i betragtning, og måske er det også derfor, at Future Islands igennem de seneste tre år har formået at favne så bredt, som de gør. Igennem et sæt, der spænder over hele bandets bagkatalog, spænder Samuel Herrings vokal over alt fra falset og dyb soul til grum growl, imens benene fra den stillestående overkrop rykker sig febrilsk til rytmen. Der opbygges en gentagende og transcenderende indlevelse i et lydbillede, der ellers ikke udvikler sig særligt. Men det har vist sig at være Future Islands’ styrke. 

Spejlingen af gennembruddet

Undervejs opfordres vi til at give slip på fordommene. I en tid, hvor frygten har taget styringen, hvor hadet kan overvinde, lyder det ikke længere som en kliché, men derimod som en nødvendighed, når Herring prædiker sine håbefulde dystopier. Han bevæger sig konstant i en balance mellem det, der i øjeblikke rusker sig fat i øregangene, og ”Cave” er et prægtigt eksempel på, hvordan håbet mødes af tvivlen, som iscenesættes igennem mødet mellem stemmen og musikken.

Fortællingerne er hos Future Islands en del af overbevisningsevnen. Vi bliver suget ind i historierne bag musikken, bag teksterne, og i den patriotiske ”A Song for Our Grandfathers” kan selv pacifisten forstå, hvad der synges om. Drømmene møder industrien på ”Inch of Dust”, og imens Samuel Hering vælter skrigende rundt på scenen, opbygger bandet et lydbillede, der er et møde mellem Nine Inch Nails og Ultravox. Og få minutter senere mødes publikum af det, de har ventet hele aftenen på.

På scenen er Future Islands som en spejling af det gennembrud, de for tre år siden fik hos David Letterman. ”Seasons (Waiting On You)” er det nummer, alle tilsyneladende er kommet for at høre, og selv de mest uoplagte blandt publikum finder pludselig armene strakt over hovedet. Tilgængeligheden i sangens kompleksitet formidles med en overbevisende magt, og selvom bandet måske har spillet det nummer lidt for mange gange, opbygges der i et øjeblik et rum af den succes, Future Islands for tre år siden satte i verden.

Charmerende og vulgært

Baltimore har længe brygget på noget særligt. Byen, der ofte har stået i skyggen af New York, har de senere år formået at skabe en lyd, der omfavnes af Beach House, Lower Dens og Future Islands. Lyden er kold og varm på samme tid. Den er omsluttende og drømmende, energisk og dansabel med Future Islands som aftenens formidlere. Future Islands har det godt. Det er ikke til at være i tvivl om, når Samuel Herring banker sig på brystkassen og inderligt udtrykker sin taknemmelighed for vores støtte.

Forrest på scenen er Samuel Herring som en repræsentant for Future Islands. Vi kan alle se os selv i ham. Vi kan se os selv i hans charme, når han bevæger sig på kanten af scenen, imens han ser os i øjnene. Vi kan se os selv i hans vulgaritet, når han vælter spyttende rundt på scenen og brøler ind i mikrofonen, som kun Randy Blythe fra Lamb of God kan gøre det bedre. Samuel Herring er ikke perfekt, og det er derfor, vi forstår ham.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA