x
Lucinda Williams: This Sweet Old World

Lucinda Williams
This Sweet Old World

ANMELDELSE: Stærke sange ydes retfærdighed 25 år efter

GAFFA

Album / Thirty Tigers Records
Udgivelse D. 29.09.2017
Anmeldt af
Espen Strunk

Mens den store halvfemserfest så småt gik i gang, og hitlisterne hjemsøgtes af allehånde syntetisk popmusik, udgav den dengang ret ukendte Louisiana-sangskriver Lucinda Williams et lille mesterværk i skikkelse af Sweet Old World. Og nu, 25 år nede af den gamle landevej – og små to år efter seneste nye studieudspil – giver Williams så fanskaren denne fine nyindspilning af klassikeren.

Sangenes kvaliteter ufortalt kunne 1992-albummet ikke sige sig fri for en noget tidstypisk produktion og middle-of-the-road-agtig atmosfære, og derfor er det også særdeles meningsfuldt, at vi nu får sangene i sikre og rustikke nyfortolkninger fremført af en modnet Williams og hendes faste liveband samt guitar-esset Greg Leisz.

Det er storartede sange som titelnummeret (i øvrigt en opremsning af grunde til ikke at begå selvmord), Something About What Happens When We Talk, Six Blocks Away og Pineola, som her bringes til ære og værdighed, idet de spilles, som de ville lyde live i dette årtusinde, snarere end som en halvfemser-producer i sin tid vil have dem til.

Hvortil kommer en stribe uudgivne sange fra perioden, som bandet har støvet af og indspillet til glæde for alle os, som bare ikke kan få nok af Williams' vejrbidte vokal og indimellem decideret mesterlige sange om tabt kærlighed, modgang, kuldsejlede kammerater og så de små sprækker af lys, som alligevel altid opstår i Lucindas absolut autentiske americana-scenografi.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA