x
Salig inderlighed i Skt. Pauls

NOAH, Skt. Pauls Kirke, Aarhus

Salig inderlighed i Skt. Pauls

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Arkivfoto

”Her er så stille nu” er første linje i en velkendt Lis Sørensen-sang – ”Stille før storm”, skrevet af Sebastian. Det er også en frase, der går igen i Skt. Pauls Kirke i Aarhus fredag aften. For der er en dyb stille ro på rækkerne, selvom kirken sjældent har været så fyldt en fredag aften. Der er NOAH-koncert og endda over hele to omgange i samme rum samme aften. NOAH, der i dag kun består af sanger og sangskriver Troels Gustavsen, spiller for fulde huse med band og turnerer i januar rundt med et spækket kirkekoncertprogram i hele Danmark.

Uagtet religiøst tilhørsforhold er der noget særligt over musik, der udspiller sig i en kirke. Måske fordi rummets storslåethed med majestætiske hvælvinger i loftet og guldbelagt altertavle i sig selv sætter en stemning. Måske fordi kirkens smalle kapacitet får os til at rykke tæt sammen, tage paraderne ned og albuerne ind til kroppen.

Men hvad sker der, når en menighed bliver til et publikum, og når en kirke akkompagneres af popmelodier, strobelys og elektrorytmer?

NOAH er ikke kendt for sit fest-repertoire, og det er heller ikke her, Troels Gustavsen excellerer. NOAHs sange lever i Gustavsens evne til at finde ind til inderligheden. I de simple sange og følsomme tekster om mor, far, hustru og barn. Ja, kort sagt i sange om livets op- og nedture, særligt knyttet til dem, vi holder af. Derfor findes der også ofte en melankolsk grundtone i NOAHs sange, og budskaber som er lettilgængelige at tage og føle på. Først er vi i det humoristiske spektrum, hvor babybleer og leverpostejsmadder bliver hverdagskost i et parforhold. Mere alvorligt og følelsesladet bliver det, da Gustavsen retter opmærksomheden mod sine forældre i de sørgmodige numre ”Kære mor” og ”Vågn op”.

Hvis man ikke første gang rammes af en voksende klump i halsen, presser tårerne sig for alvor på i anden ombæring. Sangene handler om at miste, at bearbejde sorg og at få en chance til. Og når teksterne kun er tilsat akustisk guitar og keyboard, fremstår de helt rene i deres udtryk og med fri passage til vores tårekanaler. En lille pige sidder på sin fars skød ved siden af. Både far og datter bliver rørt. Stemningen bliver mere munter, da vi lander på fællessang i en af de nyere numre, ”Uperfekt”. Kan man ramme så bredt et publikum og samtidigt dykke ned i følelsesregisterets mol-side, så har man gjort det godt som musiker.

På minussiden er, at flere af sangene stykkevist har fået tilsat et skud elektronika, der snarere forvrænger end gør gavn. Det er ærgerligt, for udtrykket klæder ikke Gustavsens nasale, underspillede og indlevende røst. Der er ingen grund til at pakke den ind i et moderne-mekanisk udtryk, når sangenes substans og inderlighed har rigelig kvalitet i sig selv. Gudskelov er passagerne få, og kirkens strobelys tilpasset scenen. Publikum, belysning og musik kædes sammen i smuk forening, da vi synger med på ”Over byen”, mens strobelysene danner stjernehimmel på kirkens loft. Slutteligt må man bare konstatere, at stilhed i kirken på en aften som i aften ikke er udtryk for utilfredshed, men for salig velbehag.

 

Sætliste:

Det’ okay

Dine fodspor

Vi brænder

Endnu en nat

Ved det godt

Godnat København

Kære mor

Før vi falder

Ekko

Vågn op

Uperfekt

Over byen

Alt er forbi


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA