Rocken har flere liv end den mest sejlivede kat

Black Rebel Motorcycle Club, Commodore Ballroom, Vancouver

Rocken har flere liv end den mest sejlivede kat

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen | GAFFA

Tilbage i 2010 interviewede jeg aarhusianske Leah Shapiro backstage på The Commodore Ballroom i Vancouver, inden Black Rebel Motorcycle Clubs koncert i forbindelse med deres Beat the Devil’sTattoo-udgivelse (2010).

Leah var på daværende tidspunkt lige kommet med i bandet og havde i løbet af fire dage indspillet 22 sange til bandets 2010-album.

Dette var hendes første solointerview. Senere mødtes vi sågar i baren, inden bandet gik på scenen, da Leah dengang kunne gå ubemærket rundt i den udsolgte koncertsal, da ingen vidste, hvem hun var – det skulle de dog hurtigt finde ud af.

Her i dag – tre udgivelser, nogle rygskader og en operation for Arnold-Chiari-sygdom senere, er hun stadig den overlegne tovholder bag trommerne i San Francisco-bandet Black Rebel Motorcyle Clubs rytmesektion. Mandag aften gik BRMC på scenen på selvsamme Commodore Ballroom, otte år senere, en aften på kontoret som en del af bandets Wrong Creatures (2018)-turné.

Klokken 21.15 indtager bandet scenen til lyden af Harry Nilssons Jump Into the Fire fra hans Nilsson Schmilsson-udgivelse (1971) – en sang som nok mest er kendt fra Martin Scorseses film Goodfellas (1990). Mere passende intro for et band altid klædt i sort og navngivet efter Marlon Brandos motorcykelbande i filmen The Wild One (1953) skal men lede længe efter. 

Ingen tid til nostalgi

Bandet lægger fra land med Spook fra dette års udgivelse og glider direkte over i Little Thing Gone Wild og King of Bones fra samme udspil. 

Wrong Creatures kan vel bedst beskrives som en BRMC-udgivelse – mere laid back i lyd og tempo end forgængeren Specter at the Feast (2013). Scenelyset er blåt og lilla og minder om en Cure-koncert sidst i 1990’erne.

Vi får lidt nostalgi via titelnummeret fra 2010-udgivelsen Beat the Devil’s Tattoo og Aint’t No Easy Way fra den unikke Howl (2005).

En udgivelse, der igen refererer til bandets søgen i den amerikanske muld efter musikalske og kulturelle rødder. Howl er navngivet efter Allen Ginsbergs digt af samme titel(1956) – et digt, der er blevet synonymt med den amerikanske beat-generation, forbundet med især San Francisco. Der er ikke meget snakken mellem numrene.

Selvom Stop, åbningsnummeret fra BRMC’s fandenivoldske Take Them on, On Your Own udspil fra 2003 drøner derudad med Peter Hayes country-americana-riff, der kunne kvalificere sangen til ethvert Tarantino soundtrack, er der ingen tvivl om, at bandet ikke er i det nostalgiske hjørne denne aften i Vancouver.

Ni sange fra dette års album leveres med minimalt bagkatalog klemt ind i mellem – til stor ærgelse for denne anmelder er numre fra det fremragende Specter at the Feast-album fravalgt denne aften, bortset fra Let the Day Begin

Red Eyes and Tears fra debutudgivelsen leveres med Peter Hayes på vokal, i et noget højere tempo end på studieversionen. Samme Hayes er alene på scenen under Shuffle Your Feet, hvilket er et af aftenens højdepunkter.

I det hele taget er den nu gråhårede Hayes mere på lead-vokal, end jeg har set tidligere, hvilket virker utroligt godt. Som altid skifter Robert Levon Been mellem bas, guitar og klaver undervejs. Uheldigvis kommer lyden fra klaveret ikke helt igennem, hvilket er ærgerligt. 

Der er stadig håb for rock ’n’ roll

Selvom dette års album er noget mere tilbagelænet, end hvad vi tidligere har hørt fra BRMC, er koncerten stadig et rock ’n’ roll live-show leveret med en intensitet af en anden verden. Rock ’n’ roll er blevet erklæret død så mange gange, at genren må have flere liv end den mest sejlivede baggårdskat – BRMC beviste denne aften, at genren stadig har mere end bare en nostalgisk puls. Både Love Burns og signaturnummeret Whatever Happened To My Rock ’n’ Roll leveres stadig med samme punkintensitet, som da de udkom for 17 år siden.

Hvis vi et øjeblik tager klaphatten på og vender tilbage til begyndelsen, må jeg tage selvsamme klaphat af i respekt for den hårdtarbejdende danske trommeslager, jeg oplevede denne aften – hun er måske stadig hestepigen fra Frederiksbjerg i Aarhus, men hun er også en verdensklasse-trommeslager i et af verdens sidste autentiske rockbands. Leah har tydeligvis lyttet til amerikanske Motown-trommeslagere fra 1960’erne, da de amerikanske musikrødder jo er rygraden i BRMC’s univers. Efter at have set hende i aften er jeg sikker på, at D.J. Fontana ville være stolt. 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA