x
Erasure: World Beyond

Erasure
World Beyond

Nu uden synthesizere

GAFFA

Album / Mute Records
Udgivelse D. 09.03.2018
Anmeldt af
Ras Bolding

World Beyond er et samarbejde mellem Erasure og Echo Collective, en gruppe Bruxelles-musikere med rod i klassisk musik, sådan mere eller mindre, hvis tidligere samarbejdspartnere bl.a. tæller nyligt afdøde Johann Johannsson.
 
Dybest set er der tale om en art genindspilning af Erasures seneste album, World Be Gone, hvor alle sange pakkes ind i strygere, klaver og lignende i stedet for de oprindelige elektroniske arrangementer. Og hvordan fungerer det så? På de fleste numre faktisk slet ikke tosset; de nye arrangementer er veludførte, og der er rent faktisk arbejdet med dem således, at man som lytter ikke sidder og tænker, at det her da vist lige så nemt kunne have været håndteret med en sample-cd, sådan som det ellers nogle gange kan være tilfældet, når rock- og popnavne får pseudosymfoniske aspirationer.
 
Når det så alligevel ikke ender på mere end tre stjerner, så er det fordi jeg stadig ikke mener, de her sange hører til blandt det bedste, Erasure har haft at byde på gennem deres karriere. Man forsøger – det hedder det sig i hvert fald – med en politisk vinkel, og den fungerer sine steder, såsom på "Still It's Not Over", men i flere tilfælde har det, Erasure kalder for en opsang, nok mere karakter af en fornærmet dansk prins, der med De-tiltale frabeder sig næsvished. Læg hertil et par numre under standard såsom "Love You to the Sky", der kombinerer ringe tekst-evner med en omkvædmelodi, der nok sine steder kommer lidt for tæt på Starship-hittet "Nothing's Gonna Stop Us Now".
 
Jeg bifalder både Erasures vilje til at tale imod tidens politiske tendenser, men ville gerne af med fløjlshandsken og alle baby-baby-sangene, såvel som disse akustiske arrangementer, men tænker, at man kunne have fået mere ud af andre ender af Erasures bagkatalog i den henseende.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA